Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: kim fogt
    Foto: kim fogt
  • Fotograf:  Peter Nielsen
    Foto: Peter Nielsen

Kendetegn

: Totallængde 8-10,5 m. Den mindste af finhvalerne - tilhører underordenen Bardehvaler (Mysticeti).

Vågehvalen virker klodset bygget. Snuden er forholdsvis kort, trekantet set fra oven. Brystfinnerne er forholdsvis store, ca. 1/7-1/8 af totallængden. På undersiden ses 50-70 furer. Oversidens farve er sort eller brungrå, oftest skarpt afgrænset fra den næsten helt hvide underside. Over brystfinnerne ses et tydeligt synligt, hvidt tværbånd; brystfinnernes underside er hvid. De 260-325 barder i hver overkæbehalvdel er op til 25 cm lange, hvide eller gullig-hvide.

*

Familien Finhvaler (Balaenopteridae) omfatter 6 arter, der forekommer i alle verdenshave. De mangler tænder, men har i stedet et stort antal barder hængende ned fra mundhulens loft. Barderne er forhornede ganefolder, der findes i et antal af flere hundrede. De har en længde af 0,2-1 m og er indad mod mundhulen flosset op i en bræmme af lange frynser. Tilsammen danner bardernes flossede inderrande en effektiv si, der træder i funktion, når den meget store og muskuløse tunge presses opad mod ganen, efter at mundhulen først er blevet fyldt med vand. Kroppen er slank og strømlinet, hovedet forholdsvis lille, og på undersiden af hovedet og halsen findes et antal hudfolder. Lufferne er forholdsvis slanke, og en rygfinne findes altid. Finhvalerne er hurtige svømmere og lever især af zoo-plankton, dvs. centimeterlange krebsdyr, der forekommer i uhyre mængder i visse havafsnit til forskellige tider. I overensstemmelse hermed foretager finhvalerne vandringer. (Citat: Pattedyr i farver v/Leif Lyneborg, Politikens Forlag, 1970.)

Vågehval
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Bent Odgaard

Forveksling

: Sejhval (Balaenoptera borealis) er større, har intet hvidt tværbånd over brystfinnerne. Øvrige finhvaler er betydeligt større.

Udbredelse

: Findes bl.a. i Nordatlanten og er den almindeligste bardehval ved Europas kyster. Mod nord til Spitsbergen og Hvidehavet. Hyppig langs Norges kyster, hvor den går langt ind i fjordene.
Vågehval - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Kommer hver sommer ind i Skagerak og trænger nu og da sydpå til de indre danske farvande og videre til Østersøen.

Tidsmæssig fordeling

af Vågehval baseret på Naturbasens observationer:
Vågehval - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Vågehval - månedlig fordeling

Biologi

: Parringen finder sted om vinteren, hvor vågehvalen befinder sig på sydlige breddegrader langs Amerika-kysten. Ungen fødes efter en drægtighedsperiode på ca. 10 måneder (hos fostrene findes tænder, som dog hurtigt resorberes). Den er ca. 2,7 m lang ved fødslen, dier i ca. 4-5 måneder og er kønsmoden ved en længde af 6,5-7,3 m. Hunnen opnår kønsmodenhed i tredje leveår og får 1 unge hvert år.

Gennemsnitsalderen anslås som hos de fleste større hvaler til 25-30 år.

Optræder som regel enkeltvis eller i små grupper omfattende 3-4 individer. Hver dybdedykning varer 3-7 minutter og forinden foretages 5-8 hurtige, overfladiske dykninger. Før dykningen kommer halefinnen IKKE over vandoverfladen. Vågehvalen ses ofte lege omkring skibe – og springer undertiden helt op over vandoverfladen. ”Blæsten” er lille og ikke tydelig.

Føden er dels fisk, dels krebsdyrplankton. Men også mindre fisk, i stimer. Vågehvalen kaldes også ”Sildepiskeren”.

Levested

: Mere kystbunden end de andre finhvaler.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Danmarks natur, bind 3 og 10, Politikens Forlag 1975.

Europas pattedyr v/F.H. van den Brink, Gads Forlag 1967.

De senest indberettede arter i Naturbasen: