:Totallængde 8-10,5 m. Den mindste af finhvalerne - tilhører underordenen Bardehvaler (Mysticeti).
Vågehvalen virker klodset bygget. Snuden er forholdsvis kort, trekantet set fra oven. Brystfinnerne er forholdsvis store, ca. 1/7-1/8 af totallængden. På undersiden ses 50-70 furer. Oversidens farve er sort eller brungrå, oftest skarpt afgrænset fra den næsten helt hvide underside. Over brystfinnerne ses et tydeligt synligt, hvidt tværbånd; brystfinnernes underside er hvid. De 260-325 barder i hver overkæbehalvdel er op til 25 cm lange, hvide eller gullig-hvide.
*
Familien Finhvaler (Balaenopteridae) omfatter 6 arter, der forekommer i alle verdenshave. De mangler tænder, men har i stedet et stort antal barder hængende ned fra mundhulens loft. Barderne er forhornede ganefolder, der findes i et antal af flere hundrede. De har en længde af 0,2-1 m og er indad mod mundhulen flosset op i en bræmme af lange frynser. Tilsammen danner bardernes flossede inderrande en effektiv si, der træder i funktion, når den meget store og muskuløse tunge presses opad mod ganen, efter at mundhulen først er blevet fyldt med vand. Kroppen er slank og strømlinet, hovedet forholdsvis lille, og på undersiden af hovedet og halsen findes et antal hudfolder. Lufferne er forholdsvis slanke, og en rygfinne findes altid. Finhvalerne er hurtige svømmere og lever især af zoo-plankton, dvs. centimeterlange krebsdyr, der forekommer i uhyre mængder i visse havafsnit til forskellige tider. I overensstemmelse hermed foretager finhvalerne vandringer. (Citat: Pattedyr i farver v/Leif Lyneborg, Politikens Forlag, 1970.)
:Sejhval (Balaenoptera borealis) er større, har intet hvidt tværbånd over brystfinnerne. Øvrige finhvaler er betydeligt større.
Udbredelse
:Findes bl.a. i Nordatlanten og er den almindeligste bardehval ved Europas kyster. Mod nord til Spitsbergen og Hvidehavet. Hyppig langs Norges kyster, hvor den går langt ind i fjordene.
Hvornår ses den?
:Kommer hver sommer ind i Skagerak og trænger nu og da sydpå til de indre danske farvande og videre til Østersøen.
:Parringen finder sted om vinteren, hvor vågehvalen befinder sig på sydlige breddegrader langs Amerika-kysten. Ungen fødes efter en drægtighedsperiode på ca. 10 måneder (hos fostrene findes tænder, som dog hurtigt resorberes). Den er ca. 2,7 m lang ved fødslen, dier i ca. 4-5 måneder og er kønsmoden ved en længde af 6,5-7,3 m. Hunnen opnår kønsmodenhed i tredje leveår og får 1 unge hvert år.
Gennemsnitsalderen anslås som hos de fleste større hvaler til 25-30 år.
Optræder som regel enkeltvis eller i små grupper omfattende 3-4 individer. Hver dybdedykning varer 3-7 minutter og forinden foretages 5-8 hurtige, overfladiske dykninger. Før dykningen kommer halefinnen IKKE over vandoverfladen. Vågehvalen ses ofte lege omkring skibe – og springer undertiden helt op over vandoverfladen. ”Blæsten” er lille og ikke tydelig.
Føden er dels fisk, dels krebsdyrplankton. Men også mindre fisk, i stimer. Vågehvalen kaldes også ”Sildepiskeren”.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
