:Totallængde 3,8-9,5 m. Mellemstor hval. Rygfinnen opretstående midt på kroppen. Lufferne bredt afrundede, indtil 1/6 af totallængden. Pandepartiet går skråt nedad til overlæbens forkant. Rygsiden sort med en uregelmæssigt formet afgrænsning mod den hvide bugside. Bag øjet en hvid, linseformet plet. I hver kæbehalvdel 10-14 store og kraftige, i tværsnit elliptiske tænder.
Optræder i flokke på mellem 10-50 dyr, der alle er beslægtet med hinanden. Hver flok har sin egen dialekt af spækhuggersproget. Holder til nær vandoverfladen, således at den spidse rygfinne ofte ses stikke op. Den kan springe helt ud af vandet orienteringskig forekommer hyppigt. Den normale marchhastighed er 10-13 km/t, men over kortere afstande opnås betydeligt større hastigheder (indtil 60 km/t). Korte dyk varer 10-35 sekunder, længere op til 4 minutter, og 7 minutter er den længst dokumenterede dykketid. Kan dykke ned til mindst 260 m.
Spækhuggerne jager i flok og har udviklet en lang række jagtteknikker. De angriber bl.a. sæler på deres ynglepladser i drivisen, idet de bryder isen i stykker under dem. Selv store bardehvaler kan blive angrebet af en flok spækhuggere, der især kan have held til at æde hvalens kæmpestore tunge.
De kan strande sig selv for at snuppe en hvilende sæl og herefter vrikke sig ud igen. De kan også ved hjælp af lyde koncentrere en fiskestime til en solid søjle, der er let at angribe.
:Hannerne bliver betydeligt større end hunnerne (næsten 10 m lange og 9 t tunge, mens hunnerne kun når længder på 7 m og en vægt på 3 t).
Voksne hanners rygfinne er sværdformet og bliver op til 2 m høj og er ret iøjnefaldende.
Forveksling
:Pga. sin størrelse og sin adfærd kan Spækhuggeren normalt ikke forveksles med andre arter. Hannernes rygfinne, den hvide plet bag øjet samt det grå komma bag rygfinnen er umiskendelige.
Hvidnæse (Lagenorhynchus albirostris) er eneste anden hval med skarpt afsatte hvid/sorte tegninger, men den er dels meget mindre og dels kendetegnet ved en meget mere akrobatisk adfærd.
Halvspækhugger (Pseudorca crassidens): helt sort og for det meste mindre. En oceanisk art, der i Nordatlanten har sit naturlige udbredelsesområde syd for 40 grader N. Men i 1861 dukkede en større flok op i den vestlige Østersø (efter at man havde troet at arten var uddød).
Udbredelse
:Findes i alle verdenshave, også de arktiske og subarktiske.
Hvornår ses den?
:Forekommer jævnligt i den nordlige Nordsø og Skagerrak og trænger nu og da ind i Østersøen. Observeret flere gange i 2000, 2001 og 2002.
I 1990 dukkede en Spækhugger op i Randers fjord og havn, og blev første gang set den 9. juli. Zoologer fandt ud af, at det var en han-spækhugger, og derfor fik den navnet Spække eller Jens Ove Junior (efter den slæbebåd som forsøgte at hjælpe dyret tilbage til det åbne hav igen).
Spækhuggeren blev i havnen i 30 dage, og i den tid forsøgte man adskillige gange at hjælpe den tilbage til Kattegat, men af ukendte grunde blev den ved med at komme tilbage. Besøget fik desværre en tragisk slutning, da dyret blev fundet død den 15. august 1990 af en infektion. Skelettet af Spækhuggeren kan ses på Zoologisk Museum i København.
Det er sjældent at man ser en hval svømme så langt ind i de danske farvande, men det er endnu mere sjældent at de svømmer så langt ind i en dansk fjord
I februar 2007 strandede en unge af Spækhugger på ca. 300 kg ved Sæby dyret blev bugseret tilbage i havet, men blev senere fundet død på stranden.
Tidsmæssig fordeling
af Spækhugger baseret på Naturbasens observationer:
:Hannerne bliver kønsmodne i en alder af 16 år, mens hunnerne 8 år gamle kan være kønsmodne. Drægtigheden varer 19 måneder og diegivningen kan strække sig over mere end et år. Forplantningen foregår yderst langsomt hos spækhuggerne, da kun kønsmodne hunner med høj rang føder unger. Der fødes derfor gennemsnitligt kun én unge hvert femte år. Ved fødslen er den op mod 2 m lang.
Føden består af en lang række fisk og blæksprutter, men Spækhuggeren er desuden kendt for at æde sæler, marsvin, delfiner, hajer og havfugle. Selv store hvaler som Blåhval og Kaskelot kan den æde. Den er endda kendt for at tage Stor Hvid Haj. En 5 m lang Spækhugger, der strandede på Jyllands vestkyst i 1861, havde i maven 13 hele sæler og lige så mange marsvin. (I Seattle på USAs vestkyst har man siden 1965 holdt spækhuggere i fangenskab. De blev på forbløffende kort tid helt tamme. De nægtede at æde andre fisk end laks, en noget dyr kostplan, for den ene Spækhugger på 5 t åd et par hundrede kilo om dagen).
Levested
:Lever både oceanisk og langs kysten og det er derfor muligt at se den overalt i Nordatlanten. Ved Europas kyster er den en regelmæssig gæst.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
