Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Anette Reinholdt
    Foto: Anette Reinholdt
  • Fotograf: Svavar Andreasen
    Foto: Svavar Andreasen
  • Fotograf: Svavar Andreasen
    Foto: Svavar Andreasen

Atlas

: Balkanlatterfrø overvåges i Atlasprojektet Danmarks Padder og Krybdyr

Kendetegn

: Det er en stor og kraftig frø med lange og muskuløse bagben, hannen kan opnå en kropslængde på ca. 6-7,5 cm, og hunnen kan blive 6-10 cm. Undtagelsesvis kan begge køn blive 0,5-1,0 cm længere.

Øjnene sidder på hovedets overside, og er placeret ret tæt på hinanden, idet latterfrø er tilpasset et liv i vandet, hvor den kan ligge i vandoverfladen, så øjne og næsebor lige rager op over vandet. Snuden er relativ spids.

Et ofte sikkert kendetegn er, at grundfarven på oversiden er tydeligt lysende grøn, men den kan undertiden også gå over i en mørk og mere dyster grøn farve. Det hænder også, at grundfarven er brun. På ryg og kropssider ses i vekslende omfang iøjnefaldende sorte pletter. Ned langs rygradden løber næsten altid en fin lys rygstribe.

På grænsen af ryg og kropssider løber der i alt to brunlige hudfolder eller lister (én i højre side, én i venstre), der kaldes kirtelvolde. De når ned til lænden, men helt nede på den bageste del af kroppen fortsætter de to kirtelvolde parallelforskudt lidt ind mod midten.

Undersiden er hvid uden pletter.

Øjets iris er gul, men kan virke mørk pga. de mange spredte mørke pigmenteringer.

Hannen har to ballon-lignende kvækkeposer, én bag hver mundvig. De er hvidlige til mørkegrå og opspiles under kvækning. Når hannen ikke kvækker, kan kvækkeposerne normalt anes i mundvigene. Kun latterfrø og grøn frø har dobbelte kvækkeposer. Desuden har hannen fortykkede tommelfingre, der i yngletiden er beklædt med et gråt, ru hornlag.

Som udgangspunkt er huden noget vortet på den bageste del af ryggen, på skinnebenene og somme tider også på lårene.

Fodrodsknuden (ses på undersiden af hver bagfod) er stor og fremspringende, dvs. en tredjedel til halvdelen af første tås længde. Den er ret hård.

På bagfødderne har balkanlatterfrø veludviklet svømmehud, der når næsten ud til tåspidserne, dog ikke på den længste tå.

Haletudserne er olivengrønne til olivenbrune eller endnu mørkere, og de har som regel talrige mørke pletter. Undersiden er ensfarvet bleggul med rosafarvede eller rødbrune partier. Mundfeltet har to tandrækker over munden, hvoraf den nederste dog kun består af to korte stykker. Der er tre tandrækker under munden. Øverste halebræmme når kun lidt op ad ryggen. Haletudserne bliver omkring 6-8 cm.

Balkanlatterfrø
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Anette Reinholdt

Forveksling

: Kan forveksles med grøn frø, og er udseendemæssigt ugenkendelig fra denne art. Bestandene fundet, er opdaget pga. kald (Fælledparken), og pga. nyfundet lokalitet i et område som ikke er naturligt tilgængelig for grøn frøer (Knivholt).

Udbredelse

: Udbredt i Balkan, fra Grækenland til dele af Albanien, Montonegro og Serbien. Introduceret bestande liver i Danmark, Frankrig, Italien, Polen, Schweiz og Sydtyskland.

I Danmark kun kendt fra to lokaliteter. Fælledparken i København, og ved Knivholt i Frederikshavn. Fælledparkens første fund blev gjort i 1990'erne. Knivholts første fund blev gjort af Svavar Andreasen, 4/7/2021.

Balkanlatterfrø - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: I Danmark er Balkan er varmekrævende og bliver aktiv og kan ses i vandhullerne sent om foråret, typisk i april, eller fra de sidste dage i marts, når klimaet om vinteren og det tidlige forår er lunt. På den anden side kan dens tilsynekomst i kolde sæsoner forsinkes til begyndelsen af maj. Fra omkring slutningen af april vil hannerne begynde at kvække. Yngletiden varer typisk til hen i juli måned. Vinterdvalen indledes i løbet af september eller primo oktober.

De første æg lægges i slutningen af maj, i varme forår også i midten af maj. Nogle hunner lægger æg igen nogle uger senere. Æggene klækker efter en uges tid eller lidt mindre, afhængig af vandtemperaturen. Udviklingen fra haletudse til frø varer 2-4 måneder. Forvandlingen sker oftest i august til september.

I dens naturlige udbredelse, begynder den parringskald fra februar til marts, og er aktiv hele året.

Tidsmæssig fordeling

af Balkanlatterfrø baseret på Naturbasens observationer:
Balkanlatterfrø - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Balkanlatterfrø - månedlig fordeling

Biologi

: Fra sit vandhul kvækker balkanlatterfrø både om dagen og natten fra maj måned. Når ynglesæsonen er ved at være på sit højeste, høres næsten udelukkende det langtrukne parringskald, der varer omkring 1-3 sekunder. Det består af en serie "stød" i en hurtig sekvens, som bliver hurtigere og kraftigere hen imod slutningen. Det er svært at beskrive, men kan lyde lidt i retning af "ha ha ha ha ha".

Æggene lægges lidt nede i vandet og fæstnes til vandplanter og lign. Antallet af æg i hver klump svinger fra 200-400 æg, men vi finder også klumper på blot ca. 20 æg, og på den anden side kan der også være 1600 æg. Én hun lægger ca. 3000-8000 æg i løbet af en ynglesæson. Gelémassen i klumpen er løs, og hvis du tager klumpen op, vil den let falde fra hinanden.

Selve æggene er brune på oversiden, hvilket står i kontrast til hvide eller hvidgule underside. De måler fra 0,9 til 2,2 mm (små æg har ét kromosomsæt, store æg to). De klækker efter rundt regnet et par uger eller mere, men i varmt vand kan klækning ske på én uge. Larverne måler ved klækningen 5-6,5 mm (diploide) eller ca. 9 mm (triploide).

De nyforvandlede frøer kan ofte vandre væk fra ynglevandhullet til andre vådområder, ikke mindst for at undgå at blive ædt af de voksne! Således kan vi til tider se, at de er vandret til f.eks. søer med fisk, hvor der ikke yngler voksne balkanlatterfrøer.

Balkanlatterfrø er en meget vandlevende frø, men den kan på den anden side også vandre langt over land (ofte flere km) og kolonisere nye vandhuller.

Føden består af alle mulige hvirvelløse dyr, men de voksne frøer er også kannibaler og æder mange frøer (inkl. brune frøer), der er mindre end dem selv. De går heller ikke af vejen for små fugle! Balkanlatterfrø æder mest i dagtimerne.

Haletudserne ernærer sig af alger og bakterieholdigt materiale. Ældre haletudser æder også smådyr såsom dafnier, cyklops og hjuldyr.

Levested

: Balkanlatterfrø kræver solbeskinnede vandhuller, og det er bedst, hvis vandkvaliteten er god, og der er en rig undervandsvegetation. Den kræver også soleksponerede partier langs bredderne, hvor frøerne kan sidde og lade sig gennemvarme.

De bedste ynglevandhuller er helt fri for fisk, men i visse tilfælde kan haletudserne overleve tilstedeværelsen af fisk, hvis der i vandhullet er god vegetation og niveauforskelle.

Balkanlatterfrø kan overvintre i vand eller på land.

Litteratur brugt til denne beskrivelse

De senest indberettede arter i Naturbasen: