:Vingefang: 29-35 mm. Hannens overside er klar isblå med en skarp, mørk, skyggeagtig søm og lange sorte ribber, som når ca. 1/4 ind på forvingen. Hunnens overside er mælkechokolade-chokoladebrun med orange sømpletter.
Undersiden er typisk blåfugletegnet med sorte pletter. Den har orange sømpletter som ofte falmer i intensitet. Hannen har isblå rodbestøvning.
:Hannen varierer næsten ikke udover i størrelsen af undersidens pletter. Hunnen varierer på samme måde som hannen, men også i antallet og tydeligheden af oversidens orange sømpletter, og nogle gange kan de flyde mere sammen og ligne et bånd.
Hun-formen, f. isias, som kun findes i Sverige, Nordjylland og på Læsø, har på oversiden blå bagvinger med orange sømpletter og forvingerne har meget blå bestøvning fra vingeroden og resten af vingen, fra sømmen til forkanten af vingen er mørk. Den har ikke lige så lange sorte ribber som hannerne.
Forveksling
:Isblåfugl kan minde om almindelig blåfugl, men denne har ikke de lange mørke ribber på overside af hannerne, og for hunnerne er har almindelig blåfugl altid lidt blå bestøvning, og aldrig den samme chokoladebrune grundfarve som isblåfugl. På undersiden har den en hvid kile, som sidder imellem sømpletterne på bagvingerne. Sømpletterne er heller ikke nært så skarpt tegnet og falmende som hos isblåfugl.
Arten kan også forveksles med nogle af de mindre blåfugle:
Ensianblåfugl mangler de mørke ribber på oversiden, og på undersiden er der ingen orangefarvede sømpletter.
Foranderlig blåfugl hannen har en himmelblå grundfarve med en smal, skarp, sort søm, og nogle gange ribber som kan nå ca. 1/6 ind på forvingerne – isblåfugls når ca. 1/4 ind på forvingerne. Undersiden har kraftige og sammensmeltede orange sømpletter. Foranderlig blåfugl hunnen har en blå og brune overside, modsat isblåfugl hunnens ensfarvet chokoladebrune overside.
Argusblåfugl hannen har en himmelblå grundfarve med en bred, sort, skyggeagtig søm, og ofte ribber som kan nå ca. 1/6 ind på forvingerne – isblåfugls når ca. 1/4 ind på forvingerne. Undersiden har kraftige og sammensmeltede orange sømpletter. Argusblåfugl hunnen har også en ensfarvet brun overside, men modsat isblåfugl, har den også et karakteristisk grønligt skær.
Engblåfugl hannen har en dybblå grundfarve med en smal, skarp, sort søm, og ofte ribber som kan nå ca. 1/6 ind på forvingerne – isblåfugls når ca. 1/4 ind på forvingerne – og de smelter nærmest sammen med årene, hvilket de ikke gør hos isblåfugl. Engblåfugls undersiden mangler sømpletter. Engblåfugl hunnen har også en ensfarvet brun overside, men modsat isblåfugl, har den sjældent sømpletter (på nær nogle steder i udlandet).
Rødplettet blåfugl og sortbrun blåfugl (lever kun få steder langs kysten fra Tannisbugten til Tornby Klitplantage), har ensfarvede brune oversider med orange sømpletter (meget lig isblåfugle hunner). Undersiden ser lidt ud som isblåfugl, på nær at de har en forskudt plet i pletbuen på bagvingen, som danner et kolon med den inderste plet, tættest på forvingen. De har også en hvid kile på bagvingeundersiden, ligesom almindelig blåfugl, hvilket isblåfugl mangler.
Udbredelse
:Tidligere udbredt og meget almindelig overalt på Sjælland, Fyn og i Jylland, og mere sparsomt på Lolland-Falster-Møn. Isblåfugl er fundet under 10 gange på Bornholm, formentlig drejer alle fund herfra sig om indflyvere.
I dag er isblåfugl med al sandsynlighed forsvundet fra Fyn og Lolland, hvorfra der kun stammer meget få fund fra 1900-tallet. Den findes stadig på Ulvshale på Møn og i Bøtø Plantage på Falster. Isblåfugl findes også stadig på flere af de mindre øer, nemlig Anholt, Læsø, Fanø og Agersø.
På Samsø havde isblåfugl to bestande, en lille bestand i Kragemosen og en større bestand på Møgelskår. Begge bestande er dog formodentlige uddøde, med det sidste fund fra Kragemosen i 2016, bestående af en enkelt han, og det sidste fund fra Møgelskår i 2018, hvor der blev observeret to hanner og en hun.
På Sjælland har isblåfugl været under kraftig tilbagegang, især i løbet af de sidste 20 år. Således er den gået fra at være almindelig overalt for få årtier siden, til i dag kun at være kendt fra højest 20 lokaliteter. I Nordsjælland findes den i dag med sikkerhed kun i Lille Lyngby Mose ved Meløse, Krogenlund Mose ved Lynge, Lille Rørbæk ved Frederikssund, på Jægerspris Skydeterræn, Jægerspris Nordskov Strandenge, og i Hedeland ved Hedehusene, mens det er forsvundet inden for de senere år fra Tørslev på Hornsherred (sidst set i 2014) og Vassingerød Old mellem Allerød og Farum (sidst set i 2013). På alle tre lokaliteter er isblåfugl forgæves blevet eftersøgt siden de seneste iagttagelser. På Vestsjælland er der en del flere kendte bestande. Her findes den endnu mange steder nord og nordvest for Kalundborg og langs Sejerøbugten, og har bestande ved Ornum Strand (Gørlev) samt Løbeskansen og Flasken ved Reersø. Arten var også at finde ved Staslunde nord for Holbæk ind til for ganske få år siden. På Sydsjælland er den endnu på Præstø Fed og i Torpe Mose ved Herlufmagle.
I Jylland har arten klaret sig noget bedre end på Øerne, men er langtfra så almindelig som tidligere. Den mangler bl.a. i store områder af Himmerland, Vendsyssel og Østjylland, og der er kun kendskab til meget få sønderjyske bestande.
Hvornår ses den?
:Flyvetiden er fra slut maj til slut juli.
Tidsmæssig fordeling
af Isblåfugl baseret på Naturbasens observationer:
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
