Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jens Kristian Skou
    Foto: Jens Kristian Skou
  • Fotograf: Jørn Skeldahl
    Foto: Jørn Skeldahl
  • Fotograf: Olav Pedersen
    Foto: Olav Pedersen

Atlas

: Moserandøje overvåges i Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle 2.0

Kendetegn

: Vingeoversiden er rødbrun til orange, oftest med en del små øjepletter. Forvingeundersiden er ligeledes rødbrun, med 1-2 øjepletter. Bagvingeundersiden er grå, med en "kæde" øjepletter langs sømmet, og et takket, ujævnt bånd.

I Danmark er to underarter repræsenteret: Coenonympha tullia tullia er den mest udbredte, den er lys og har få og svagt tegnede øjepletter. Coenonympha tullia davus er mørk med flotte store øjepletter, den findes i dag dog kun i Sønderjylland.

Moserandøje
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Torben Hvid

Variation

: Variationen er stor. Øjepletterne på både for- og bagvingeundersiden kan variere mht. størrelsen, antallet og fremtrædenheden. Det hvide bånd på bagvingeundersiden varierer også en del. På begge vingeoversider kan specielt antallet af øjepletter på begge vingepar variere en del. De kan endda helt mangle.

Forveksling

: Kan meget let forveksles med den noget mindre Okkergul Randøje, men denne er noget lysere, har ikke Moserandøjes meget markante øjepletter, og ses grundet sin tilknytning til tørre græsarealer kun sjældent de samme steder.

Udbredelse

: Udbredt i alle dele af Jylland (inkl. Læsø, Rømø og Fanø), men er sparsom i (især) Vest- og Østjylland. Der er især mange bestande i Vendsyssel, Himmerland, og i områderne omkring Herning og Billund.

Moserandøje var tidligere almindelig og udbredt overalt i Jylland, dog mere spredt i egne af Sønderjylland, Østjylland og Vendsyssel.

På Fyn har den været at finde på en del lokaliteter på Midt- og Sydfyn, mange af disse moser er i dag helt forsvundet. Den fandtes bl.a. i Snarup Mose (indtil 1959), Kirkeby Skov (indtil 1960), Bramstrup (indtil 1962), og Storelung (indtil 1972). I 1983 blev Moserandøje sidste gang set i Nybo Mose ved Brændegård Mose, hvor den havde sin sidste fynske bestand. På Langeland er den fundet en enkelt gang, ved Helleved i 1932.

På Falster fandtes den på Horreby Lyng indtil 1955, på Møn i Busemarke Mose indtil 1934.

På Sjælland var arten kendt fra mange midtsjællandske sphagnummoser, især i de sidste rester af Åmosen, men er sidst set på Ulkestrup Lyng ved Mørkøv i 1976.

I Nordsjælland havde Moserandøje også tidligere flere bestande, som dog langsomt blev færre og færre, efterhånden som moserne blev drænet, voksede til, eller blev ødelagt af tørvegravning. Der var dog flere gode bestande som Sækken på Ryget (indtil 1961), Sortemosen ved Farum (indtil 1966), Kirkemosen i Ryegård Dyrehave (indtil 1976), og Maglemose i Gribskov (indtil 1977). På Melby Overdrev og i Karsemosen v. Asserbo fandtes den (indtil hhv. 1965 og 1940erne) - som de to eneste steder på Øerne - i hedemoser, som det ellers kun ses i Jylland. I 1980 blev den sidste nordsjællandske Moserandøje set i Skidendam i Teglstrup Hegn, ved Helsingør.

Den sidste bestand på Øerne er i Holmegårds Mose på Sydsjælland.

Moserandøje er forsvundet fra næsten 3/4 af alle sine danske lokaliteter i løbet af de sidste 80 år. Tilbagegangen skyldes især dræning af moser, samt vores intensive landbrugs brug af gyllespredning og pesticider på markerne.

Moserandøje - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: I varme år kan arten allerede starte flyvningen i de sidste dage af maj, men ellers begynder de første individer som udgangspunkt først at flyve omkring en uge ind i juni. I almindelige år kan flyvetiden strække sig til nogle dage ind i august. Da larven er det overvintrende livsstadie, kan den findes næsten alle måneder af året, nemlig fra juni til maj.

Tidsmæssig fordeling

af Moserandøje baseret på Naturbasens observationer:
Moserandøje - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Moserandøje - månedlig fordeling

Biologi

: Moserandøje er i Danmark primært tilknyttet hængesækmoser og højmoser med Kæruld (deraf navnet). Flere steder, dog mest i Vestjylland, lever den dog også i næringsfattige hedemoser, eller endda blot på fugtige arealer med Kæruld. Selve sommerfuglen er ikke den store blomsterbesøger, og ses mest når den i sin langsomme og hoppende flugt bevæger sig lavt over vegetationen.

Larven lever overvintrende på Tuekæruld og Smalbladet Kæruld.

Levested

: Primært hede- og sphagnummoser (steder med kæruld).
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Michael Stoltze: Danske Dagsommerfugle, 1996.

Klaus Hermansen: Dagsommerfugle i Danmark, 2010.

De senest indberettede arter i Naturbasen: