:En- eller få-årig urt med krydret lugt. De nedre dele af stænglen kan være mere eller mindre forvedede. Stænglen er håret i begyndelsen, men bliver snart glat.
Stængelbladene er uregelmæssigt fjersnitdelte med tandede afsnit. Den nedre del af bladet er ofte næsten linjeformet. Bladene er glatte på oversiden og uldhårede på undersiden.
Kurvene sidder på lange stilke, som bærer linjeformede, utakkede blade.
De er 20-30 mm brede og smørgule til æggegule. Kurvene har indtil 15 store randkroner, som dog kan mangle helt eller delvis.
Der er ca. 20 enslange og regelmæssige indre kurvblade, som er 7-10 mm lange og mørkspidsede. Der er 5-13 ydre kurvblade, der også er mørkspidsede men meget kortere (kun 2-3 mm) og uregelmæssigere end de indre.
Frugten er håret, med fjerformet fnok, og 2-3 mm lang.
:Variationen fremgår af beskrivelsen. De store randkroner kan mangle helt eller delvis.
Forveksling
:Den ligner Almindelig Brandbæger og Eng-Brandbæger. Det bedste "ad hoc"-kendetegn er de linjeformede blade på kurvstilkene.
Almindelig Brandbæger har kortstilkede kurve, hvor kurvstilken er uden blade; desuden er den lugtløs og har kurve, som kun er 4-5 mm brede og som i reglen mangler randkroner.
Eng-Brandbæger har ofte dobbelt fjersnitdelte nedre blade, kurve som kun har ca. 13 grønne, indre kurvblade. Stængelbladene har fligede ører ved basis og grundbladene er i reglen visne ved blomstringen.
Skov-Brandbæger har ca. 13 lysegrønne indre kurvblade og kun 2-3 uanseelige ydre kurvblade. Den har indtil 15, kort tilbagerullede, smalle og ret uanseelige randkroner.
Udbredelse
:Dens oprindelsessted er Mellem- og Sydeuropa. Den blev på et ret tidligt tidspunkt (i 1700-tallet) indslæbt til Storbritannien (eller måske spredt fra botaniske haver der, hvortil den var indført), fra Sicilien, hvor den vokser i vulkansk aske; den er i England flere steder blevet et generende ukrudt, jfr. det engelske navn Oxford Ragwort.
Den er endnu sjælden i Danmark og findes p.t. vistnok kun nogenlunde stabilt på havneterræn i København, især Stubben ved Nordhavnen. Der er til fugleognatur for nyligt dokumenteret et fund fra Sønderjylland, hvilket er interessant. Hvis den følger samme udbredelsesmønster som i Storbritannien, kan det meget vel være, at vi snart mærker mere til den.
Hvornår ses den?
:Tilføj tekst her...
Tidsmæssig fordeling
af Italiensk Brandbæger baseret på Naturbasens observationer:
:En til flerårig urt med insektbestøvning. Italiensk Brandbæger er selvsteril.
Det latinske slægtsnavn ”Senecio” er afledt af latin: senex = olding (jfr. ”senil”). Det formodes at sigte til frugternes fnok, der hurtigt kommer til at stikke op af blomsterkurven, så fnokken ser ud som en tot hvidt hår eller skæg.
Det danske slægtsnavn ”Brandbæger” hentyder til, at kurvbladene ofte er mørke, ”brandsvedne” i spidsen.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
