Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jonas Morsing Thomasen
    Foto: Jonas Morsing Thomasen
  • Fotograf: Sven Aage Hansen
    Foto: Sven Aage Hansen
  • Fotograf: Sven Aage Hansen
    Foto: Sven Aage Hansen

 Figur

  • Figur 1
    Figur 1. Okseklæg indsamlet af Klöcker 13/7 1915.

Svær at bestemme!

Okseklæg-hun er MEGET svær at skelne fra Hesteklæg-hun. Medmindre der er tale om belægseksemplar, bør Okseklæg aldrig indtastes. Grunden er, at Hesteklæg varierer både i størrelse og farve og kan på den måde forveksles med Okseklæg.

Kendetegn

: Hun: Stor blodsugende flue med en kropslængde på 19-24 mm. Okseklæg er en meget stor og kraftigt bygget klæg, der fra vingespids til vingespids måler cirka 3,5 cm.

Øjnene er nøgne og uden farvebånd og har hos levende dyr et grønligt skær. Dette forsvinder dog hurtigt hos døde dyr. Som hos alle klæger har hunnen et glat, mere eller mindre skinnende sort mærke på pandestriben. Nederst er mærket nærmest projektilformet. Det er forlænget opefter i en tynd streg, der ender cirka midt på pandestriben.

Palpernes sidste, lange led er fladt og tilspidset for enden. Farven er lysebrun, og hele leddet er tæt besat med hvidlige hår og med enkelte mørke indimellem. Antennerne består af tre led. De to første (scapus og pedicel) er mørkebrune. Det tredje og sidste led er overvejende sort, men inderst hvor det grænser op til pedicellen, er det brunt. Tredje antenneled er bredt, og dets nedre kant er jævnt buet i hele sin udstrækning. Den øvre kant har en ikke særlig prominent, nærmest retvinklet dorsal tand.

Benene er lange og solide. Lårene er mørke, og skinnebenene er lyse. Fodleddene har samme farve som lårene. Vingerne har et svagt gulligt anstrøg, der går over i det mere brunlige langs forkanten.

Bagkroppen er bred og mørk. På oversiden med hvidlige trekanter midt på tergitterne (bagkroppens led på oversiden). Disse trekanter er smalle og lange med konkave sider. Spidsen af trekanten når for det meste frem til tergittens forkant. Dette ses klarest på de lidt smallere tergitter bagest mod bagkropsspidsen (tergit 4 og 5). På undersiden af bagkroppen er der en mørk midterlinje med nogenlunde ensartet farve i hele sin længde. Dette i modsætning til Hesteklæg, hvor midterlinjen er afbrudt af en brunlig/gylden bræmme på bagkanten af hver sternit.

Han: I alt væsentligt som hunnen, men mindre, ofte lysere og med sammenstødende øjne. Alle øjefacetter er tilnærmelsesvis lige store. De øvre er højst dobbelt så store som de nedre.

Okseklæg
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Sven Aage Hansen

Variation

: Spørgsmålet om variation er vanskeligt. På grund af den betydelige variation hos Hesteklæg er det ikke altid muligt at afgøre, om forskelle i størrelse og farve ligger inden for én art, eller om grænsen til næste art allerede er overskredet. Kun formen på 3. antenneled og farven på palpeleddets behåring synes at være konstante træk, men disse er det tit svært at forholde sig til i felten.

Forveksling

: Kan kun forveksles med Hesteklæg. Fordi der udseendemæssigt er en flydende overgang mellem de to arters hunner, bør INGEN store Tabanus bestemmes til Okseklæg medmindre der er taget belæg, eller der foreligger detaljeret fotodokumentation af antenner, palper og underside af bagkroppen. Hanner kan adskilles på øjefacetterne. Se fotoguide til bestemmelse af hunner af Hesteklæg og Okseklæg www.fugleognatur.dk...show_message

Bemærk, at der endda er rejst tvivl om, hvorvidt Okseklæg i det hele taget findes i Danmark og Skandinavien (Zeegers & van Haaren) pga. sammenblanding med den variant af Hesteklæg, der hedder Tabanus sudeticus var. perplexus. Denne variant har rødbrune sider på bagkroppen med gullige midtertrekanter, der er tydeligt forlængede fremefter. Derved kommer den til at ligne en typisk Okseklæg.

Udbredelse

: Tidligere blev Okseklæg anset for almindelig på Øerne, men sjælden i Jylland, men om dette stadig gælder er ikke helt sikkert. I Nederlandene, der naturmæssigt minder meget om forholdene i Danmark, anses den for uddød. Dette skal dog ses i forhold til, at Hesteklæg i Nederlandene regnes for meget sjælden, hvilket jo på ingen måde svarer til den danske situation. Men der er næppe tvivl om, at Okseklæg i dag er mindre hyppig, end den var tidligere.

Da hovedparten af observationer her på Fugle og Natur hverken er gjort med belæg eller fotodokumentation, skal alle data tages med et vist gran salt. Der gemmer sig garanteret mange Hesteklæger (formentlig var. perplexus) blandt de indrapporterede Okseklæger. Endvidere er der også en tendens til, at ordet "okseklæg" bruges om alle store klæger.

Okseklæg - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Kan (eller har kunnet) ses gennem det meste af sommeren fra maj til august, men hyppigst i juli.

Tidsmæssig fordeling

af Okseklæg baseret på Naturbasens observationer:
Okseklæg - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Okseklæg - månedlig fordeling

Biologi

: Hunnen er blodsuger og tiltrækkes af store pattedyr typisk heste, kvæg og hjorte. Heste bides normalt over krydset eller på ryggen. Mennesker angribes også, men åbenbart kun i mindre udstrækning. Hannen lever af nektar, men hunnen går ikke af vejen for et sødt måltid, hvis lejlighed byder sig. Æggene lægges på planter ved kanten af stillestående vand som søer og kanaler. Larven formodes at være halvakvatisk og lever sandsynligvis som rovdyr, men overraskende lidt kendes til disse store fluers biologi. Hanner udviser svæveadfærd/hilltopping. De ensartet store facetter i øjnene tyder på en tilpasning til mere lukkede, skovklædte landskaber.

Levested

: På grund af risikoen for forveksling med Hesteklæg er det svært at sige noget entydigt, men med tanke på opbygningen af hannens øjne, bør Okseklæg især kunne findes i og ved skove.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Kniepert, F-W., Süsswasserfauna von Mitteleuropa. Insecta: Diptera: Tabanidae, Band 21/19, 2000.

Lyneborg, L., Danmarks Fauna bd. 66, Tovinger, Almindelig del II, Våbenfluer, Klæger m.fl., 1960.

Olsuf´jev, N.G., Fauna SSSR Nasekomye dvukrylye, tom VII, vypusk 2, 1977.

Smit, J. & Reemer, M., Atlasprojekt Leuke Vliegen waarneming.nl/vliegen_start.php

Stubbs, A. & Drake, M., British Soldierflies and their allies, 2001.

Zeegers, Th. & van Haaren T., Dazen en dazenlarven. Inleiding tot en tabellen voor de Tabanidae (Diptera) van Nederland en Belgie, 2000.

De senest indberettede arter i Naturbasen: