:Horken er en af vores tre arter af aborrefamilien, som er kendetegnet ved at de har to rygfinner. Horken kendes fra de to andre ( Aborre og Sandart ) ved at de to rygfinner er sammenvoksede. Den forreste del med pigstråler og den bagerste med blødstråler.
Halefinnen er lettere kløftet.
Gællelåget har en spids bagudrettet pig, og bagkanten af forgællelåget er forsynet med omkring 10 små spidse pigge.
Ligesom Sandarten har Horken et reflekterende cellelag i øjet – det såkaldte tapetum lucidum.
Horken bliver normalt højst 15 cm.
Kroppen er tilspidset i begge ender dækket af ru, overlappende skæl. Den har en opadbuet sidelinje.
:Hos Aborre er rygfinnen tydeligt adskilt i en pigget og en blød del.
Sandartens rygfinner er heller ikke sammenvoksede, men støder op til hinanden.
Ferskvandsulken har også to adskilte rygfinner, og forgællelåget har bagerst en kraftig, opadbøjet pig.
Udbredelse
:Den er udbredt i det meste af landet, med undtagelse af de mindre og mellemstore øer. Nord for Limfjorden kendes den kun fra Thy. Fra Simested Å og sydpå i det øvrige Jylland er den vidt udbredt.
På Sjælland er den også vidt udbredt. Særlig almindelig er den i følgende åsystemer, Esrum Å og Esrum Sø, Halleby Å og Skarre Sø og Tissø. Mølleå- systemet og Susåen og alle større søer i disse systemer.
Desuden kendes Horken fra flere mindre vandsystemer som søerne i København, Gentofte Sø samt fra enkelte små isolerede vande, hvor den sansynligvis findes som resultat af udsætninger.
På Fyn kendes Horken fra adskillige søer og åsystemer.
På Bornholm findes Horken sansynligvis ikke.
Horken kan findes i brakvand i følgende fjorde: Tømmerby Fjord, Hjarbæk Fjord, Nissum Fjord, Stadil Fjord, Ringkøbing Fjord og Randers Fjord, men ellers er den et ret sjældent syn i brakvand. Den kan leve i vand med op til 12 promille saltindhold.
Hvornår ses den?
:Man ser den i dag mest når den ligger død ved bredden. Tidligere fangede man den til brug som agnfisk til åle-, Sandart- og Knudefiskeri. I 1920 blev der således fanget 2 tons Hork I Hald Sø. I Viborg Søerne blev den anset som den bedste agnfisk til Sandartfiskeri.
:Horken tager udelukkende dyrisk føde, men dens fødevalg er meget varieret. Dansemyggelarver kan være et dominerende fødeemne.
Horken bliver kønsmoden i 1- 3 års alderen og gyder ved vandtemperaturer mellem 6 og 10 grader. De gyder på ret lavt vand i søerne. Hunnerne bliver op til 10 år og hannerne højst 7 år.
Levested
:Den findes normalt kun i større søer og kun meget sjældent i mindre vandhuller. I vandløb træffes den især i de nedre, mere roligt strømmende dele.
Horken er en bundfisk, der normalt foretrækker at leve på barbunden. I Mossø i 1997 blev den ved bunden selv om iltindholdet var kritisk lavt, men bestanden overlevede men blev kraftigt reduceret ( oplysning fra daværende erhvervsfisker ).
Juvenile Hork kan træffes på lavt vand, og kan der f. eks. gemme sig i tomme Dammuslingen skaller, hvilket er set på Hald Sø.
Trusler
:Horken er udsat for flere snyltere, især ikter, bændelorm, kradsere og fiskeigler.
Massedød af Hork er registreret flere gange herhjemme, f.eks. I Mossø i 1991. Man mener at det skyldes angreb af larver af ikter af slægten Diplostomum.
Horken findes ofte i maveindholdet af Sandart, Gedde, Aborre, Ål og Knude.
Sandsynligvis kan de også være et dominerende fødeemne for Skarven.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
