Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Morten Kofoed-Hansen
    Foto: Morten Kofoed-Hansen
  • Fotograf: Thomas Vikstrøm
    Foto: Thomas Vikstrøm
  • Fotograf: Thomas Vikstrøm
    Foto: Thomas Vikstrøm

Atlas

: Blågrøn Solbille overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Blågrøn solbille er en mellemstor solbille, der opnår en kropslængde af 6-10 mm, og dermed overlapper i størrelse med landets mindste art, lille solbille. Den generelle form er aflang, nærmest parallelsidet med lange, temmelig rektangulære dækvinger. Oversidens grundfarve er normalt mørkt metallisk blå og ret skinnende, men kan variere som nævnt nedenfor. Tit kan man faktisk opleve, at grundfarven kan variere alt efter, hvordan billen vender i forhold til lyset, lidt ligesom de iriserende vingefarver hos visse sommerfugle, f.eks. iris (Apatura iris). Undersiden er mere ensfarvet sotbrun til sort. Hovedet er ret stort med store, kuplede, mørke øjne, og lange, 11-ledede antenner, der typisk er mørkebrune til sortbrune. Antennernes tredje segment er omtrent dobbelt så langt som det andet segment. Hovedet er fint punkteret på oversiden men lidt grovere punkteret langs siderne, og har en lang snude foran øjnene, der mest dannes af den del, der kaldes for clypeus, som er aflang hos solbillerne. Hovedet er af samme metalfarve som kroppen, men den forreste rand på clypeus er normalt mørkebrun. Foran ved øjnenes forrand er der en tydelig indbugtning, som er karakteristisk for Ischnomera-slægten og bolværksbillen. Hovedet er dækket af fine, korte, blege hår, der peger let bagud. Et godt karaktertræk for arten, der dog er umuligt at se uden mikroskop, er, at hovedets palper har længdegruber ud mod spidsen langs den indre side.

Forbrystet er nogenlunde ligeså langt som bredt. Det er tydeligt bredest foran, og er enten udtrukket eller ligefrem med to store, knudeagtige vulster. Mod forranden og bagranden er der en tydelig fordybning i midten, der kan være flankeret af to ophøjede lister eller store knuder. I alt har forbrystet tre lave fordybninger, men de kan variere i udformning og størrelse. Forbrystets overside er tæt og fint punkteret, især langs siderne, og er ligesom hovedet forsynet med en spredt beklædning af fine, blege, let bagudvendte hår. Bagtil er forbrystet tydeligt indsnævret mod dækvingerne, således at dækvingernes forrand kommer til at danne markante skuldre. I modsætning til de fleste andre danske solbillearter er blågrøn solbille en smule bagtung, dvs. at dens dækvinger er bredest bagved midten. Hver dækvinge har fire tydelige lister udover sømlisten men den tredje liste er tit ikke komplet, og mere udtalt bagtil. Dækvingernes overflade er nopret og tæt punkteret, og de har også en beklædning af fine, lyse, bagudvendte hår, der dog generelt er noget tyndere og spredt end på forbrystet. Benene er ret lange, slanke og elegante, og er også forsynede med fine hår. Lårbenene er metalfarvede, mens underbenene kan have et let metalskær eller være brunlige eller sortbrune. Fodleddene har det karakteristiske antal fem led på første og andet benpar, men kun fire på tredje benpar, hvilket afslører dyret som en slægtning til oliebiller, kardinalbiller, skyggebiller og deslige (heteromergruppen), og ikke en slægtning til træbukkene, som den eller kan minde temmelig meget om som nævnt nedenfor. Næstyderste fodled er bredt og lappet, og yderste fodled består af en aflang del og de to kløer, der har en lille torn ved basis. Dette er karakteristisk for denne art i forhold til andre arter i slægten (f.eks. har den meget lignende Ischnomera caerulea en langt større torn ved kløernes basis). Blågrøn solbille er praktisk talt ikke kønsdimorf, og mangler altså helt Oedemera-arternes opsvulmede lår på tredje benpar hos hanner. Hanner har tendens til, at være lidt slankere og have en lidt mere langstrakt bagkrop end hunner, men det kan være svært at se. Lægger man dem under mikroskop vil man også kunne se, at det yderste led af hannens kæbepalper er bredest ved basis, mens det hos hunnen er bredest omkring midten.

Blågrøn Solbille
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Tom Rasmusen

Variation

: Blågrøn solbille varierer en del i farve, og nogle eksemplarer er metallisk grønlige, andre blålige eller endda en smule violette, mens andre igen er blågrønne, og dermed lever op til artens danske populærnavn. Hos nogle er dækvingerne samlet langs sømmen i hele deres længde, men hos andre er der et mindre mellemrum ved dækvingespidsen, men der er aldrig tale om den store sprække, man finder hos Oedemera-solbillerne.

Forveksling

: Af uransagelige årsager kaldes blågrøn solbille nogle gange for thick-legged flower beetle i Engelsk populærlitteratur, således også mange steder på nettet, men det er noget sludder. For det første er dette populærnavnet for tyklårssolbillen, som jo vitterlig har tykke ben, men for det andet er det decideret misvisende, idet hanner af blågrøn solbille netop ikke har dette karaktertræk. Det ligger sågar i artens videnskabelige navn, idet Ischnomera er sammensat oldgræsk for tynde lår. Artsnavnet cyanea betyder naturligvis blå (kyanos). Selvom blågrøn solbille er smukt metalfarvet, skal man se temmelig skævt på den, for at kunne forveksle den med tyklårssolbillen.

Den absolut største forvekslingsmulighed er Ischnomera cinerascens, som ligner rigtig meget i form og farve. Den har dog tættere og længere behåring på dækvingerne og kroppen er lidt smallere.

Andre mulige forvekslingsmuligheder findes med træbukkene violbuk (Callidium violaceum) og bøgebuk (Phymatodes testaceus). Violbuk kan af farve minde ganske meget om blågrøn solbille, men den er for det første betydeligt større og kraftigere bygget, forbrystet er tydeligt bredere i forhold til længden, og dermed danner dækvingerne slet ikke ligeså markante skuldre som hos blågrøn solbille. Endelig har violbuk tydeligt opsvulmede lår, hvilket blågrøn solbille mangler, som nævnt ovenfor. Bøgebuk kan variere meget i farve, og de lyse eksemplarer ligner slet ikke blågrøn solbille, men de metalblå kan minde overfladisk om den. Men som for violbuk er bøgebuk større, kraftigere bygget, med et kraftigt, udtrukket og hvælvet forbryst, oftest tegnet i brunt, og opsvulmede, typisk tofarvede lår. Blågrøn solbille kan måske forveksles med flere af Dasytes arterne, særligt den blå malakitbille (D. caeruleus) eller den generelt mere sortfarvede D. plumbeus, men lighederne er overfladiske, og man bør ret let kunne se forskel. Dasytes virker ikke ligeså elegant, de har kortere ben og følehorn, følehornene er mere tydeligt kammede, kroppen har ikke så markant metalskær, og er decideret mere bagtung, og endelig har disse malakitbiller lange, stride hår på bagkroppen, hvilket blågrøn solbille mangler.

Blågrøn solbilles nære slægtning, Chrysanthia nigricornis, kan også forveksles. Der er dog forskelle i kroppens proportioner, men den letteste adskillelseskarakter er benene, for blågrøn solbille har enten matsorte ben eller ben af samme farve som kroppens metalfarve, mens Chrysanthia har mørke lårben inderst og lysere yderst samt lyse underben. Chrysanthia mangler desuden den indbugtede forrand ved øjnene, som blågrøn solbille har. Blågrøn solbille har et kraftigere, nærmest kvadratisk forbryst med tydelige vulster langs siderne fortil, mens C. nigricornis mangler vulsterne, og dens forbryst er tydeligt mere langstrakt og elegant.

Udbredelse

: Blågrøn solbille er vidt udbredt i Europa, og i Mellem- og Sydeuropa synes den ligefrem at høre til de almindeligste arter solbiller. Også i Storbritannien er den en udbredt og mange steder almindelig art især i den sydlige del. I Nordeuropa er den derimod mindre hyppig, og for Skandinavien som helhed må den betegnes som sjælden, idet den ikke forekommer i hverken Norge eller Finland, og fra Sverige kendes den som en sjældenhed fra Götaland og Halland (den kaldes ligefrem for Hallandsk blombagge - Hallandsk blomsterbille). Den danske rødliste skriver dog, at der ikke foreligger nogle nyere fund fra Sverige, men den svenske rødliste har stadig arten som fastboende i ovennævnte amter. I Norge og Sverige findes derimod en meget nær slægtning, der ligner blågrøn solbille uhyre meget i generel habitus, Ischnomera caerula, men som udover kløernes torne (nævnt ovenfor) kan adskilles fra denne på hannernes kønsorganer, og måske også i vinklen på dækvingernes behåring. I. caerula er langt mere udbredt i Sverige end blågrøn solbille, men er til gengæld ikke påvist fra Danmark, om end dens store lighed med blågrøn solbille godt kan betyde, at den blot ikke er erkendt fra Danmark endnu. Danmark ligger således i blågrøn solbilles nordlige udbredelsesperiferi, men heller ikke her i landet er arten særlig hyppig. Den er temmelig vidt udbredt i Danmark især i på øerne og løvskovsbæltet i det østlige Jylland, men generelt regnes den som værende ikke almindelig og lokal. Den er decideret sjælden i Vest og Nordjylland, hvorfra der kun er relativt få eller måske ikke nogle nuværende bestande. Den synes at have sit hovedudbredelsesområde på Midt- og Sydsjælland og Lolland, men også her skal man ikke regne med at kunne støde på den særlig mange steder. Den danske rødliste vurderer bestanden som værende stabil, og den regnes ikke for truet.
Blågrøn Solbille - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Blågrøn solbille er primært et forsommerdyr, og har dermed sin hovedflyvetid noget tidligere end de andre danske solbiller. Dyrene ses især i maj og juni, men i varme år går de første på vingerne allerede i slutningen af april. Sene eksemplarer kan ses helt ind i juli måned.

Tidsmæssig fordeling

af Blågrøn Solbille baseret på Naturbasens observationer:
Blågrøn Solbille - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Blågrøn Solbille - månedlig fordeling

Biologi

: Blågrøn solbille er en varmeelskende art, der typisk ses fremme i fuldt solskin, mens dyrene er betydeligt mere sparsomme i køligt, overskyet vejr. Man ser den formentlig oftest på blomster, ligesom de andre solbiller, men dette er nok ikke artens primære fourageringsområder. Traditionelt har man ment, at billerne primært levede af nektar og pollen fra en række forskellige urter ligesom de andre solbiller, men nyere undersøgelser har kastet et noget anderledes lys over blågrøn solbilles kostvaner. Pollenanalyser fra indfangede billers mave-tarmsystem har vist, at de ganske vist æder pollen fra en række forskellige urter især indenfor Apiaceae familien (skærmplanter), men også høgeskæg (Crepis sp.), soløje (Helianthemum sp.), vejbred (Plantago sp.) og reseda (Reseda sp.). Men den største mængde pollen, man fandt i de indfangede eksemplarers mave-tarmsystem, stammede fra træer. Og dyrene er ikke just kræsne. De æder pollen fra en hel række løvtræer som f.eks. løn (Acer sp.), birk (Betula sp.), avnbøg (Carpinus sp.), hvidtjørn (Crataegus sp.), poppel (Populus sp.), eg (Quercus sp.), pil (Salix sp.) og røn (Sorbus sp.). Overraskende nok påviste disse analyser også tilstedeværelse af en temmelig stor mængde pollen fra fyrretræer (Pinus sp.), og nåletræer er ikke tidligere påvist som fødeplanter for solbiller. Endnu mere eksotisk var, at mange dyr faktisk også havde svampesporer i maveindholdet, hos visse udgjorde det endda hovedfødeemnet. Måske kan sukkerholdige bladluseekskrementer (honningdug) være en yderligere fødekilde. Der tegner sig således et billede af blågrøn solbille som en art med en noget anden fødebiologi end de andre danske solbiller, og en, der i langt højere grad end de øvrige danske arter ernærer sig af pollen fra træer. Dette er i overensstemmelse med artens generelt tidligere hovedflyvetid end de andre danske solbiller.

Blågrøn solbilles ynglebiologi er ikke kendt i detaljer, men det, der kendes til den, minder mere om f.eks. bolværksbillen end om Oedemera-arterne. Larven er aflang, tynd og tydeligt segmenteret, og er tykkest i den forreste halvdel, mens bagkroppen er tyndere og mere udtrukket. Der er en række tornede fremspring langs brystleddenes og de første tre bagkropsleds overside til at skubbe sig frem gennem gangene med. Larven er hvidlig eller lysegrå i farven, og har tydelige gangvorter neden under de forreste (2, 3 og 4) bagkropssegmenters underside, og tre par korte, stumpe ben. Hovedet er stort og kraftigt med stærke kæber til at gnave i træ med. Larverne udvikles i blødt, hvidtrøsket ved fra en lang række løvtræer, og det synes at være vigtigt, at træet er fugtigt, om end det ikke behøver at være decideret vandmættet som hos bolværksbillen. Arten er blevet fundet i løn (Acer sp.), kastanje (Castanea sativa), bøg (Fagus sylvatica), ask (Fraxinus sp.), poppel (Populus sp.), kirsebær (Prunus sp.), eg (Quercus sp.), pil (Salix sp.) og elm (Ulmus sp.). I 1945 skriver Hansen og Larsson i Danmarks Fauna, at arten lever i naturligt træ i stedet for i tømmer som bolværksbillen, men det er en sandhed med modifikationer. Artens foretrukne levested er uden tvivl skovtræ, men den kendes af og til også fra tømmer, pæle, sveller og lignende forarbejdet træ, dog synes det at være vigtigt, at der stadig sidder bark på træet. Den er dog ikke i nærheden af, at kunne optræde skadevoldende på samme måde som bolværksbillen. Larven synes fortrinsvis at bore gange i splintveddet ret tæt under barken, og går formentlig ikke særlig dybt ind i kerneveddet. Larvens udvikling menes at være etårig, men kan også nogle gange være toårig, og den store larve overvintrer, og færdiggør sin udvikling det efterfølgende forår. Fuldt udvokset måler blågrøn solbilles larve omkring 18 mm. Forpupningen sker i det tidlige forår i en hule, larven gnaver under barken, og efter omring en måneds tid bryder den voksne bille ud.

Levested

: Blågrøn solbille findes primært i skovområder, hvor den ses på solåbne steder som skovbryn, skovenge, lysninger og langs skovveje. Den kan også findes i det åbne land, men den kræver tilstedeværelse af træer for at kunne yngle.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Abdullah, M. (1973): Larvae of the families of Coleoptera. III. Heteromera, Cucujoidea: a key to the world families including their distinguishing characters. J. Nat. Hist. 7: 535-544

Abdullah, M. (1974): Heteromera (Coleoptera): a key to the world families including their distinguishing characters in the adult stage. J. Nat. Hist. 8: 49-59

Crowson, R.A. (1981): The Biology of the Coleoptera. Academic Press, London: 1-801.

Ganglbauer, L. (1881): Bestimmungs-Tabellen der europäischer Coleopteren. IVa. Oedemeridae. Verh. Zool. Bot. Ges. Wien 31: 97-116.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. - Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). - Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hansen, V. & Larsson, S.G. (1945): Danmarks Fauna 50. Biller XII: Heteromerer. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-293.

Horion, A. (1956): Faunistik der mitteleuropäischen Käfer 5: Heteromera. Entomol. Arb. Mus. G. Frey (SB): 1-336.

Judd, S. (1999): Chirk Castle Park saproxylic invertebrates. CCW Contract Sci. Rep. 352: 1-92. Countryside County for Wales.

Ljungberg, H., Andren, B., Ehnström, B., Jansson, N., Jonsell, M., Lindelöw, Å., Lundberg, S., Malmquist, A., Nilsson, S.G., Petterson, R.B., Ramquist, T., Wanntorp, H.-E. & Wikars, L.-O. (2010): Rödlistade arter i Sverige 2010. Uppsala: Artdatabanken i samarbete med Naturvårdsverket, 1-41.

Sivilov, O. (2012): Records of Oedemeridae (Insecta: Coleoptera) species from Strandzha Mountain (Bulgaria and Turkey). ZooNotes 32: 1-5.

Sivilov, O., Atanassova, J. & Zlatkov, B. (2011): Food plant spectrum of Oedemeridae species (Insecta, Coleoptera) based on pollen analysis (a preliminary study). Compt. Rend. Acad. Bulg. Sci. 64: 225-230.

Svihla, V. (2008): Oedemeridae. I: Lobl, I. & Smetana, A. (Eds.), Catalogue of Palaearctic Coleoptera, vol. 5, Tenebrionoidea, 353-69. Apollo Books, Danmark.

Vazquez-Albalate, X. (1993): Coleoptera Oedemeridae, Pyrochroidae, Pythidae, Mycteridae. Fauna Iberica 5: 1-181. Museo Nacional de Ciencias Naturales, CSIC.

Vazquez-Albalate, X. (2003): European Fauna of Oedemeridae (Coleoptera). Argania editio S.C.P., Barcelona: 1-179.

De senest indberettede arter i Naturbasen: