Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Henrik Bringsøe
    Foto: Henrik Bringsøe
  • Fotograf: Henrik Bringsøe
    Foto: Henrik Bringsøe
  • Fotograf: Dorte og Flemming Sørensen
    Foto: Dorte og Flemming Sørensen

Atlas

: Snog overvåges i Atlasprojektet Danmarks Padder og Krybdyr

Kendetegn

: Snogen kan blive op til omkring 130 cm lang; den længste kendte snog i Danmark målte 132 cm. Rekorden uden for Danmark ligger på 142 cm; de største individer ses normalt i den nordligste del af udbredelsen. Hunnerne er markant større og kraftigere end hannerne.

Oversiden er sort, grålig eller lys gråbrun eller sort. Snogen er nem at kende på sine to gule eller hvidgule pletter i nakken. Enkelte individer kan dog mangle pletterne. Der ses ofte blå anstrøg på de nedre kropssider. Bugskinnerne (de brede skæl på undersiden) er normalt tofarvede, idet de er sorte og hvide til cremefarvede. Hovedet går jævnt over i kroppen, og dens øjne har runde pupiller. Snogen har kølede rygskæl, hvilket vil sige, at hvert skæl har en længderibbe.

Snog
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Ib Fagerlund

Variation

: De grålige individer og andre lyse varianter forekommer fortrinsvis i Jylland, de sorte på Sjælland og de øvrige øer øst for Jylland. Der kan være ganske svagt aftegnede mørkere pletter på rygsiden. De to gule pletter i nakken kan mangle i meget sjældne tilfælde. Hunnen er størst.

Arten udviser stor variation i farvetegning ned mod syd og sydøst i udbredelsen uden for Danmark. Der forekommer andre underarter end i Danmark, hvor nominatformen (N. n. natrix) lever.

Forveksling

: Snogen kan godt forveksles med hugormen, men der er tydelige forskelle. Snogen har gule nakkepletter og runde pupiller, mens hugormen mangler de gule nakkepletter og har lodrette pupiller. Hugormen har desuden oftest et mere eller mindre markant zigzag-mønster ned ad ryggen, men i Østdanmark er hugormen tit ensfarvet sort (melanistisk).

En anden forvekslingsmulighed er Glatsnog. Den er dog ikke påvist i Danmark siden 1914 og er sandsynligvis uddød i Danmark. Glatsnoge er brunlige (han) og grålige (hun) med lysere undersider, og en mørk stribe på halsen når til øjet og videre frem til næseboret. De har mørkebrune pletter langs kroppen. Glatsnog vil aldrig have gule nakkepletter som Snog, og dens skæl er glatte skæl uden køl.

Udbredelse

: Ses sjældent nord for Limfjorden, forekomsterne er spredte i Vestjylland, og den findes ikke på mange mindre øer. Ellers er snogen udbredt i hele landet.

Arten er uden for Danmark udbredt fra det sydlige Norge, sydlige Sverige og sydlige Finland ned gennem det østlige Mellemeuropa og Østeuropa til det nordøstlige Italien og hele Balkan. Derfra strækker udbredelsen sig til det vestlige Rusland og over Tyrkiet til et stort areal i Kaukasus og Centralasien.

Tidligere blev Vesteuropa (inkl. de Britiske Øer), den Iberiske Halvø og Italien også betragtet som en del af Natrix natrix' udbredelse, men her forekommer de selvstændige arter N. helvetica og N. astreptophora, der tidligere blev anset for at være underarter af N. natrix.

Trods fredning menes snogen at være i tilbagegang, fordi dens naturlige habitater er forsvundet eller ødelagt. Er kategoriseret som særligt opmærksomhedskrævende i Gullisten 1997.

Snog - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Marts til oktober.

Tidsmæssig fordeling

af Snog baseret på Naturbasens observationer:
Snog - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Snog - månedlig fordeling

Biologi

: Snogen er en dygtig svømmer og kan holde sig neddykket i op til 20 minutter. Den er imidlertid også hurtig og adræt på land, hvor den normalt er bundlevende. Ikke desto mindre kan den til tider også kravle flere meter op i træer og buske.

Snogen æder mest frøer og somme tider tudser. Føden udgøres i mindre omfang af salamandere og fisk. Unger kan i sjældne tilfælde æde hvirvelløse dyr.

Hannerne kommer frem af hi i anden halvdel af marts, hunnerne i april. Parringen foregår i anden halvdel af april og begyndelsen af maj.

Æggene lægges i juli og klækkes i midten eller slutningen af september. Snogen lægger omkring 13 æg. Til æglægning opsøger snogen åbne møddinger med afføring (iblandet halm) fra f.eks. heste og andre husdyr samt kompostbunker, hvor der opstår gæringsvarme fra det forrådnende plantemateriale. Bunker, hvor der er opsamlet afskårne tagrør, dunhammer og lign., er også egnede. Det samme gør sig gældende for dynger af blade, kviste og ved i forrådnelse i skovområder. I sådanne steder opstår der optimale kår med varme og fugt for inkubation af æggene, og det er at foretrækker, at sådanne bunker forbliver på de pågældende steder år efter år, så hunnerne vænner sig til disse gode æglægningspladser.

De nyklækkede unger går snart i hi, hvis der er koldt for årstiden. De voksne går i hi i begyndelsen af oktober.

Levested

: Snogen lever nær vandhuller, søer og moser, hvor der gerne skal være mange frøer. Men den kan også bevæge sig langt væk fra vådområder. Der skal være gode solpladser, hvorfor det bestemt ikke må være for tilgroet.

Trusler

: Snogen er afhængig af vådområder med store populationer af frøer som fødegrundlag. Det er at foretrække, hvis det er større vådområder og ikke blot få små vandhuller. Sådanne habitater mangler ofte i naturen. Truslerne er mange. I de store vandhuller sker det også, at der forekommer fisk, eller at der udsættes og fodres ænder, hvilket er meget negativt for padders eksistens, hvilket igen betyder svigtende fødegrundlag for snogen. Ofte er det et problem, at disse habitater gror til i buske, træer, siv, dunhammere og lign. Det vil i så fald være relevant at holde vegetationen nede ved maskinel pleje eller græsning. Men en anden trussel ligger potentielt i græsningens omfang: Græs og anden vegetation omkring vandhullet må ikke græsses i bund, da det kan gå hårdt ud over frøernes terrestriske skjulesteder over for især store fugle.

Gode æglægningspladser som beskrevet ovenfor mangler også i vores natur.

De senest indberettede arter i Naturbasen: