Se alle 

 ID-billeder

Atlas

: Glatsnog overvåges i Atlasprojektet Danmarks Padder og Krybdyr

Kendetegn

: Glatsnogen er en relativt lille snog. Maksimallængde normalt 60-75 cm; men i sjældne tilfælde kan den blive helt op til 90 cm. Farven på rygsiden er brun eller grå med to til fire rækker af utydelige mørkere pletter. Runde pupiller som snogen. Skællene er glatte, deraf navnet glatsnog. På hovedsiderne fra næseboret gennem øjet til halsens sider optræder en mørkebrun stribe. På hovedets overside og fortil i nakkepartiet ses en mørk tegning, der bagtil spalter let ud i to "ben". Den kan have en vis lighed med en krone (eller en hestesko eller et hjerte), hvilken har givet glatsnogen sit videnskabelige slægtsnavn, Coronella, som betyder "lille krone". Undersiden er ensfarvet mørkegrå, næsten sort eller teglstensrød.

Variation

: Grundfarven kan variere i alle nuancer af brunt og gråt. De mørkere pletter på rygsiden kan variere i tydelighed, størrelse og antal. I sjældne tilfælde kan pletterne mangle helt. Den kronelignende tegning på hovedets overside varierer meget og er tydeligst hos ungdyr, idet den med alderen bliver noget blegere.

Forveksling

: Den brun-grå rygfarve og de mørkere pletter gør arten nem at forveksle med hugormen. Dette er tydeligst når den bevæger sig. Glatsnogen har aldrig en zig-zag stribe som hugormen. Hugormen har flere og mindre skæl på oversiden af hovedet, hvor glatsnogen har færre større plader. Hugormen har lodrette pupiller i dagslys og glatsnogen har runde pupiller. Glatsnogen vil aldrig have gule nakkepletter som snogen. Snog og hugorm har en forhøjning, kaldet en køl, midt på hvert skæl på rygsiden. Glatsnogen har helt glatte skæl uden køl. Denne forskel er især brugbar ved identificering af afskudte hamme fra slanger.

Udbredelse

: Glatsnogen har en nuværende udbredelse, der dækker Central- og dele af Sydeuropa og fortsætter ind i det vestlige Asien. Mod nord er den udbredt i det sydligste England gennem Holland og de sydlige dele af Norge, Sverige og de finske Ålandsøer. Mod øst går nordgrænsen gennem Letland og Rusland. Mod syd er glatsnogen udbredt fra det midterste Portugal og Spanien gennem Frankrig og Italien samt hele Balkanhalvøen inkl. Grækenland. Herfra fortsætter den sydlige grænse gennem det nordlige Tyrkiet og Iran. (Engelmann 1993, Völkl & Käsewieter 2003, Glandt 2015 m.fl.). Fra Danmark er glatsnogen kendt fra Jylland, Fyn og Sjælland (Hvass 1941, Kristensen 2011). I alt er 6 individer indsamlet fra Danmark i perioden fra 1870erne frem til 1914, hvor den sidste glatsnog blev fanget i hedearealerne nær Flyndersø ved Skive. De nærmeste nulevende populationer er i Slesvig-Holsten ca. 40 km syd for den danske grænse. Derudover findes der spredte bestande fra den svenske vestkyst ved Göteborg og rundt langs østkysten i Norge. Det er ikke umuligt, at enkelte isolerede bestande kan have overlevet i Danmark.
Glatsnog - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Den er aktiv fra omkring marts til oktober. I varmt vejr om sommeren kan den ses frit fremme, når det regner. Men ofte kan den ses i overskyet vejr, og når det ellers ikke er for varmt.

Tidsmæssig fordeling

af Glatsnog baseret på Naturbasens observationer:
Glatsnog - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Glatsnog - månedlig fordeling

Biologi

: Glatsnogens føde består for en stor del af andre krybdyr, især stålorm og firben. Glatsnogen føder 3-10 levende unger. Glatsnogen lever generelt mere skjult end snog og hugorm og findes i reglen ved at kigge under flade stykker træ, mellem lyng samt under sten og plader.

Levested

: Glatsnogen lever oftest sympatrisk med skovfirben og stålorm. I den nordlige del af udbredelsen findes den primært på heder, kystområder og højmoser. Især i Norge forekommer den også i klipperige områder.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Bringsøe, H. (2014): Glatsnog i Norge, i Fennoskandinavien, i Nordtyskland - men hvad med Danmark. Danmarks Fugle og Natur. Website www.fugleognatur.dk...show_message (læst 22. maj 2015)

Engelmann, W.-E. (1993): Coronella austriaca (Laurenti, 1768) - Schlingnatter, Glatt- oder Haselnatter. In: Böhme, W. (Hrsg.): Handbuch der Reptilien und Amphibien Europas. Band 3/I Schlangen (Serpentes) I. - Aula-Verlag, Wiesbaden: 200-246.

Glandt, D. (2011): Grundkurs Amphibien- und Reptilienbestimmung - Beobachten, Erfassen und Bestimmen aller europäischen Arten. - Quelle & Meyer Verl., Wiebelsheim. 411 pp.

Glandt, D. (2015): Die Amphibien und Reptilien Europas - Alle Arten im Porträt. - Quelle & Meyer Verl., Wiebelsheim. 720 pp.

Hvass, H. (1941): Danmarks glatsnoge. Naturens Verden: 207-217.

Kristensen, H.V. (2011): Danske glatsnoge, Coronella austriaca. Nordisk Herpetologisk Forening 54(1): 3-14.

Völkl, W. & D. Käsewieter (2003): Die Schlingnatter - Ein heimlicher Jäger. Bielefeld, Laurenti Verlag. 151 pp.

Winkler, C. (2005): Schlingnatter - Coronella austriaca Laurenti, 1768. In: Klinge, A. & C. Winkler (Bearb.): Atlas der Amphibien und Reptilien Schleswig-Holsteins. Landesamt für Natur und Umwelt des Landes Schleswig-Holstein, Flintbek: 160-163.

Winkler, C. & A. Klinge (2008): Erfassung der Schlingnatter (Coronella austriaca) in Schleswig-Holstein. RANA 9: 22-27.

De senest indberettede arter i Naturbasen: