Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Mads Meilandt Sørensen
    Foto: Mads Meilandt Sørensen
  • Fotograf: Ib Fagerlund
    Foto: Ib Fagerlund
  • Fotograf: Martin  Friis
    Foto: Martin Friis

Kendetegn

: Længde: 8-12 mm. Fluen er glinsende flaskegrøn med et gyldent skær både på bagkrop og thorax. Benene er lange og sorte. Lårene har et tydeligt grønt anstrøg. Alle børster og hår er sorte, undtaget hårene på baghovedet (occiput), der er lyse. Occiput er grøn, og den grønne farve fortsætter frem til midt på kinderne. Øjnene er tæt og langt behårede, og antennerne er sorte. Bagkroppen er temmelig smal og langstrakt. Brystskællene er hvide. Vingerne er glasklare med sorte årer. Vingeåre M er forlænget med et lille vedhæng, der hvor åren bøjer.

De to køn ligner hinanden. Hannen kan kendes fra hunnen på de lange tarsalkløer og hæftelapper på forfoden. Dette er generelt for snyltefluer. Et andet træk, som adskiller de to køn, og som ofte kan ses på gode, skarpe fotos, er, at hunnen har to rækker frontalbørster i panden, mens hannen kun har én. Også dette gælder for snyltefluer i al almindelighed

Grøn Snylteflue
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Uffe Nygaard

Variation

: Størrelsen kan variere i betydelig grad. Store individer kan sagtens være 50 procent større end små.

Som følge af larvens levevis som parasitoide er den henvist til at klare sig med den vært, den oprindelig fandt. Har værten ugunstige livsbetingelser, smitter det af på snyltefluelarven. I modsætning til parasitter har parasitoider ikke mulighed for at skifte vært undervejs.

Forveksling

: Arten kan ikke forveksles med nogen anden dansk snylteflue. Grøn Snylteflue er den eneste virkelig grønne art.

Derimod er der mulighed for at forveksle Grøn Snylteflue med spyfluerne i slægten Lucilia (på dansk, Guldfluer). Guldfluerne kan dog altid kendes fra Grøn Snylteflue på deres meget mere kompakte kropsform, de finere børster og kortere ben. Hvad flyvetiden angår, står den egentlig i vejen for at forveksle de to. Guldfluerne er typisk først på vingerne i antal efter de sidste Grønne Snyltefluer er forsvundet.

Udbredelse

: Arten vil sikkert kunne findes i det meste af landet. Den er ikke knyttet til nogen særlig speciel biotop, og skovområder og hegn med værtssommerfuglenes foderplanter vil formentlig også have en bestand af Grøn Snylteflue.

Arten er kendt i det meste af Europa, men lader til at mangle i dele af Balkan.

Grøn Snylteflue - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Grøn Snylteflue flyver kun i én generation i april-maj måned. Den kan optræde sporadisk i begyndelsen af juni. Derfor skal alle observationer senere end den første uge til halvanden af juni behandles med en vis skepsis, og fotodokumentation eller belæg vil være godt at have. Som nævnt ovenfor er Guldfluerne en oplagt forvekslingsmulighed, og netop midt i juni er disse ved at være almindelige overalt.

Tidsmæssig fordeling

af Grøn Snylteflue baseret på Naturbasens observationer:
Grøn Snylteflue - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Grøn Snylteflue - månedlig fordeling

Biologi

: Grøn Snylteflue er kendt som snylter på forskellige ugler (Noctuidae) af den stængelborende type.

De kendte værter er Photedes minima, Chortodes pygmina og Hvidaksugle (Mesapamea secalis). Der er også en oplysning om måleren Almindelig Spidsvingemåler (Scotopteryx chenopodiata), men denne oplysning anses for tvivlsom.

Levested

: Grøn Snylteflue søger ikke så tit til blomster, og ses om foråret for det meste siddende på soleksponerede træstammer. Gerne i 1 til 2 meters højde, så fluen kan udnytte den svagere vindpåvirkning dér og den deraf følgende højere temperatur. Hannerne er territorielle, og forsvarer hidsigt særligt gode og varme udkigsposter mod indtrængende.

Arten forekommer oftest i udkanten af skove eller i lysninger.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Belshaw, Robert: Tachinid Flies, Diptera: Tachinidae. Handbooks for the Identification of British Insects, Vol. 10, Part 4a(i), 1993.

Tschorsnig, Hans-Peter & Benno Herting: Die Raupenfliegen (Diptera: Tachinidae) Mitteleuropas: Bestimmungstabellen und Angaben zur Verbreitung und Ökologie der einzelnen Arten, 1994.

De senest indberettede arter i Naturbasen: