Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Kim Vognsen
    Foto: Kim Vognsen
  • Fotograf: Barvid Jørgensen
    Foto: Barvid Jørgensen
  • Fotograf: Barvid Jørgensen
    Foto: Barvid Jørgensen

Kendetegn

: Ege-processionsspinderen (Thaumetopoea processionea), i medierne kendt som “larven fra helvede”, er en natsommerfugl i familien tandspindere (Notodontidae). Larverne lever selskabeligt på egetræer og bevæger sig om natten i lange rækker, kaldet “processioner”, som har givet arten dens navn. Larverne er mere kendte end den voksne sommerfugl, da de fra fjerde larvestadie bærer tusindvis af mikroskopiske brandhår med det stærkt allergifremkaldende protein thaumetopoein.

Den voksne natsværmer er uanselig og gråbrun. Vingefanget er 25–30 mm hos hannen og 30–35 mm hos hunnen. Den kendes bedst på et lyst felt nær forvingens basis og en mørk tværlinje på bagvingerne. De voksne har ingen sugesnabel, tager ikke føde til sig, lever kun få dage og er helt ufarlige.

Nyklækkede larver er rødlige, og i de første tre stadier er kroppen gulbrun og uden brandhår. Fra fjerde stadie bliver kroppen grå med en tydelig sort rygstribe, dækket af lange, lyse hår og med en række blå og orange prikker langs ryggen. Hovedet er mørkt. En fuldvoksen larve er 3–4 cm lang (sidst i juni og i juli). Ud over de ca. 60.000 lange hår bærer larven op mod 700.000 mikroskopiske brandhår, som frigives ved hudskifte.

Rederne (fællesspind) er et tæt, pose-agtigt silkespind, der oftest ses på stammen eller på kraftige grene og typisk på træets skyggeside. De er meget holdbare og kan indeholde brandhår længe efter, at larverne er væk.

Ege-Processionsspinder
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Kim Vognsen

Forveksling

: Mange behårede larver og møl kan overfladisk ligne ege-processionsspinderen, og flere lever også i flok og laver spind. Den vigtigste forveksling er spindemøl (Yponomeuta), der spinder store fælles silkespind, men spindemøl sidder på fx tjørn, hæg og benved samt på buske og hegn og aldrig i egetræer, og de er ufarlige. Det mest afgørende kendetegn er derfor værtstræet: sidder larverne ikke i eller ved et egetræ, er det næppe ege-processionsspinder.

Kombinationen af egetræ som vært, rede på stamme eller grene på skyggesiden, larver der vandrer i procession, mørkt hoved og lange, lyse hår er tilsammen gode kendetegn. Den voksne, gråbrune natsværmer er uanselig og kan forveksles med andre tandspindere og ugler; den kendes bedst på det lyse felt nær forvingebasis og den mørke tværlinje på bagvingerne.

Bemærk, at også visse andre behårede larver kan give hudirritation. Rør derfor aldrig ved ukendte behårede larver, men fotografér dem på afstand og få bestemt fundet.

Udbredelse

: Ege-processionsspinderen er en varmeelskende art, oprindeligt hjemmehørende i Central- og Sydeuropa. Den har længe også kunnet findes i Vesteuropa, men blev indtil omkring år 1900 regnet for sjælden her. I dag er den almindelig i Frankrig, Belgien, Holland og dele af Tyskland. De nordligste faste tyske bestande findes ved Rostock og Hamburg. I 2005 blev arten slæbt til London med importeret eg.

I Danmark blev de første individer fundet i 1996, udelukkende hanner i lysfælder på Lollands og Falsters sydkyster, sandsynligvis ført hertil af sydlige vinde over Femern Bælt. Til og med 2019 blev der regelmæssigt registreret hanner, men ikke hunner, æg eller larver.

Billedet ændrede sig markant fra 2024, hvor der for første gang blev konstateret en egentlig, ynglende bestand i det sydøstlige Odense, efter alt at dømme indslæbt som overvintrende æg på importerede egeplanter. I 2025 blev der fjernet omkring 2.500 reder og behandlet op mod 1.400 træer i Odense, og arten dukkede samme år op i et egetræ ved en børnehave i Horsens (som kommunen efter alt at dømme fik udryddet igen). I 2026 er der fundet en forladt rede i Kerteminde Kommune (Munkebo), og den 10. juli 2026 meldte Lyngby-Taarbæk Kommune om fund i hovedstadsområdet. Arten er dermed under spredning i Danmark.

Ege-Processionsspinder - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Arten har én generation om året og overvintrer som æg. Æggene klækker afhængigt af temperaturen fra engang i april og ind i maj. Larverne ses derefter fra foråret og frem til juli og er fuldvoksne sidst i juni og i juli. Rederne anlægges især i juni og ses på stammer og grene sommeren igennem. De bliver ofte hængende længe efter, at larverne er væk, og kan stadig indeholde brandhår.

Risikoen for gener fra brandhårene er størst fra midten af maj til slutningen af juli, hvor de sene larvestadier udvikler og afkaster hårene. De voksne natsværmere klækker fra sidst i juli og flyver om natten (fra midnat til ca. kl. 6 med størst aktivitet omkring kl. 1–2.30). I Danmark har langt de fleste fund historisk været strejfende hanner i lysfælder omkring månedsskiftet juli–august.

Tidsmæssig fordeling

af Ege-Processionsspinder baseret på Naturbasens observationer:
Ege-Processionsspinder - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Ege-Processionsspinder - månedlig fordeling

Biologi

: Ege-processionsspinderen har en étårig livscyklus. Den voksne hun lægger 30–200 æg tæt sammen i et såkaldt ægspejl, typisk i 6–7 rækker (kan variere fra 4 til 9), dækket af hår og skæl fra bagkroppen. Ægspejlet placeres oftest i kronens sydside på årsskud og fjorårsskud og er svært at få øje på. Efter 7–8 måneder som æg klækker larverne om foråret. De lever selskabeligt i et fælles spind (reden) og bevæger sig om natten i tætte processioner ud til bladene, som de æder. Ved kraftige angreb kan de afløve egetræer helt hen i juni–juli. Larverne gennemløber seks stadier; de tre første er uden brandhår, mens de tre sidste bærer dem. Forpupningen sker i reden fra sidst i juni til midt i juli, og puppestadiet varer 3–5 uger. De voksne klækker fra sidst i juli (hannerne 1–2 dage før hunnerne), parrer sig samme nat og lægger æg samme eller næste nat; hunnerne dør, når æggene er lagt.

Det biologisk afgørende for menneskers og dyrs kontakt med arten er brandhårene. Fra fjerde larvestadie bærer larven op mod 700.000 mikroskopiske brandhår (ud over de ca. 60.000 lange hår). Brandhårene indeholder proteinet thaumetopoein, der er stærkt allergifremkaldende. De frigives ved hudskifte, kan hvirvles op og svæve i luften og kan bore sig ind i hud, øjne og slimhinder. Kontakt giver i de fleste tilfælde milde gener i form af hududslæt, kløe og øjenirritation, som regel forbigående over dage til få uger, men kan i sjældne tilfælde give en allergisk reaktion. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er risikoen for en alvorlig allergisk reaktion dog langt mindre end ved bi- eller hvepsestik, og styrelsen kender aktuelt ingen tilfælde af indlæggelseskrævende sygdom efter kontakt. Hunde er særligt udsatte, fordi de kan finde på at slikke på larverne.

HVAD MYNDIGHEDERNE ANBEFALER, HVIS DU FINDER DEM:

-Rør ikke ved larver, reder eller områder, hvor larverne har været, heller ikke døde larver eller tomme reder, der stadig kan indeholde brandhår.

- Forsøg ikke selv at fjerne eller brænde larver og reder; det spreder brandhårene.

- Meld fundet til din kommune. Send gerne et billede af larverne eller reden, et billede af træet på afstand samt den præcise placering. Kommunen vurderer fundet, afspærrer om nødvendigt offentlige arealer og sørger for forsvarlig fjernelse.

- På privat grund er det som udgangspunkt grundejerens eget ansvar at få larver og reder fjernet af en professionel skadedyrsbekæmper med godkendt udstyr; giv gerne alligevel kommunen besked, så fund kan kortlægges.

- Hold hunde og andre dyr væk fra larver, reder og berørte områder, og kontakt dyrlæge ved symptomer.

- Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at forekomsten ikke i sig selv udgør en alvorlig sundhedsrisiko; uden for områder med høj forekomst kan man færdes som vanligt. Følg kommunens anvisninger lokalt.

SÅDAN HÅNDTERER DU GENER EFTER KONTAKT MED BRANDHÅRENE:

- Fjern forsigtigt synlige brandhår med tape, og undgå at gnide eller kradse.

- Skyl og vask huden grundigt med koldt vand og mild sæbe. En kølende creme fra apoteket kan lindre.

- Ved brandhår i øjnene: skyl straks med vand eller øjenskyl, undgå at gnide, og kontakt læge ved vedvarende gener.

- Tag ikke hårene med ind i hjemmet via sko og tøj. Vask tøjet ved mindst 60 °C, da det nedbryder det irriterende stof. Gør rent med vand og sæbe iført plastikhandsker.

- Symptomatisk behandling kan være antihistamin, lokal steroidcreme og smertestillende middel.

- Søg læge ved kraftige symptomer som stærk øjenirritation eller intens smerte. Ved tegn på allergisk reaktion (vejrtrækningsbesvær, hævelse i ansigt eller hals) skal du søge læge omgående. Ved svære symptomer kan Giftlinjen kontaktes på 82 12 12 12.

Levested

: Ege-processionsspinderen er knyttet til egetræer, der er larvernes eneste værtsplanter. Den foretrækker stilkeg (Quercus robur), men bruger næsten lige så gerne vintereg (Q. petraea), og i princippet kan alle europæiske egearter være værter; rødeg (Q. rubra) angribes mindre gerne. Arten trives især på lune, soleksponerede lokaliteter og findes derfor ofte på enkeltstående eller fritstående egetræer i byer, parker, langs veje og i skovbryn, altså steder, hvor mange mennesker færdes. Det er en væsentlig grund til, at fundene tiltrækker opmærksomhed.

Der kan være fra få snese til op mod 100.000 larver i et enkelt træ. Reden sidder på stammen eller kraftige grene, oftest på skyggesiden; i varme somre kan den være placeret helt nede ved jorden eller i et hul i jorden. Eg, der importeres fra områder, hvor arten er udbredt, udgør den største risiko for indslæbning, fordi de svært synlige æg kan følge med.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
• Videntjenesten, Københavns Universitet (Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning): Egeprocessionsspinderens udbredelse og biologi (Videnblad 08.10-24; Hans Peter Ravn og Per Stadel Nielsen).
• Styrelsen for Patientsikkerhed: Egeprocessionsspinderen: symptomer og forholdsregler.
• Naturbasen, Danmarks Nationale Artsportal: artsside for Ege-Processionsspinder.
• DM Bio (interview med Hans Peter Ravn, KU): Egeprocessionsspinderen: derfor spreder “larven fra helvede” sig i Danmark (2026).
• Odense Kommune: Sådan genkender du egeprocessionsspinderen m.fl.
• Lyngby-Taarbæk Kommune: Egeprocessionsspinderen er fundet i København (10. juli 2026).
• Videncentret Bolius: Uskyldig larve kan ligne “larven fra helvede” (behandlingsråd bl.a. fra Bispebjerg Hospital).

De senest indberettede arter i Naturbasen: