:En indtil meterhøj fra midten grenet plante. Planten er svagt melet og har en svag ubehagelig lugt. Stænglen er gulgrøn med grønne striber og har af og til rødligt farvede bladhæfter. Bladene er grønne, hjerteformede med få store tænder.
Blomsterstandene er sidestillede og endestillet og stort set bladløse.
Blosterfligene dækker ikke frugten og åbner sig ved frugtmodning. Frugten er en nød og har fast tilhæftet frøgemme. Frøet er sort, mat og dybt grubet.
Frugten er cirkulær, fladtrykt fra oven og har afrundet kant langs randen, ca. 1,2-2 mm i diameter.
:Planterne kan være fra ca. 5 cm høje og op mod 1,7 m høje. De små er gerne svagt grenede, mens de høje eksemplarer typisk er kraftigt grenede.
En nærtstående art fra Nordamerika, Plata-Gåsefod (Chenopodium simplex), er af og til fundet i Scandinavien. Denne adskiller sig fra Hjertebladet Gåsefod ved at have utydeligt grubbede til næsten glatte frø.
Forveksling
:Hjertebladet Gåsefod kan kendes alle andre danske arter i slægten på bladformen og de store frugter.
Udbredelse
:Temmelig sjælden på øerne og Østjylland. På urolig bund på næringsrig jord.
Hvornår ses den?
:Hjertebladet Gåsefod blomstrer i juni-august.
Tidsmæssig fordeling
af Hjertebladet Gåsefod baseret på Naturbasens observationer:
:En-årig urt med vindbestøvning. Frøene spredes med vinden, med trafik og markredskaber etc. De er let klæbrige som fugtige, hvilket øger deres muligheder for at hænge ved dyrepelse, køretøjer, tøj m.v. Findes hist og her ved bebyggelse, mest på øerne. Hjertebladet Gåsefods frø kan bevare spiringsevnen i mange år. De indgår i frøpuljen i jorden.
De latinske slægtsnavn Chenopodium kommer af græsk khén = gås og pdion = lille fod.
Det danske slægtsnavn er omtrent tilsvarende det latinske.
Artsnavnet hybridum betyder bastardiseret og oversættes best ved falsk på grund af bladenes lighed med bladene hos Mælder, der er blevet brugt som foder, mens Hjertebladet Gåsefod blev anset for giftig og derfor falsk.
Levested
:Ved bebyggelse, på ruderater o.l., hvor bunden er urolig og forstyrret, så der bliver gode spiringsmuligheder for en-årige.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
