Se alle 

 Billede

  • Fotograf: Thomas  Kehlet
    Foto: Thomas Kehlet

 Figur

  • Figur 1
    Figur 1. A.: Det vinkelbøjede følehornsskaft. B: Epinotums torne er meget lange. C: Vinkelformet afslutning på andet stilkled.

Kendetegn

: Arbejder: 4,0 mm. Følehornsskaftet er ved grunden skarpt bøjet i en ret vinkel, uden dog at være forsynet med nogen fremtrædende tand (se Figur 1a). De yderste led på følehornet, den såkaldte kølle, er ret udviklet. Pandelisternes yderrande er klart indbøjet mod hinanden. Pandefeltet er blank og glat, men med tydelige furer. Epinotums torne er meget lange og slanke (se Figur 1b). Epitiolus (2 stilkled) er set i profil med vinkelformet afslutning (se Figur 1c). Strukturen er meget grov på hele forkroppen med tydelige længdefurer, dog mindre tydeligt på hovedet. Bagkroppen er skinnende blank. Behåringen er på hele kroppens overside med lange udstående hår, også tæt behåring på lår og skinneben. Farven er lys gul/brun til mørkere brunlig, med lysere forkrop og hoved. Hunner: 5,5 mm. Hanner: 5,0-6,0 mm.
Engstikmyre
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Rune Larsen

Variation

: Arten er noget variabel, også mellem individer fra samme rede ses variationer. Det gælder f.eks. formen på følehornsskaftet, men også med hensyn til farver.

Forveksling

: De ca. 10 danske arter i slægten Myrmica kan være svære at skelne fra hinanden, idet forskellene kan være meget små, men også fordi arterne varierer en del i udseende. For sikker artsbestemmelse skal der bruges lup, helst en stereolup med 30X forstørrelse og en bestemmelsesnøgle (se under litteraturen).

Denne art kan meget nemt forveksles med især Hedestikmyre, Myrmica vandeli og Mymica specioides.

Udbredelse

: Den er udbredt i hele landet.
Engstikmyre - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Hele sommerhalvåret.

Tidsmæssig fordeling

af Engstikmyre baseret på Naturbasens observationer:
Engstikmyre - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Engstikmyre - månedlig fordeling

Biologi

: Reden anlægges som jordrede, undertiden bygger den en lille overbygning af små plantedele. Reden anlægges også gerne under sten, trærødder eller i mørnede træstubbe, hvor reden bygges ind i træet eller under barken.

Træffes ofte i nærheden af større myrearters reder. Undertiden lever den under en meter fra f.eks. en stor tue af Rød Skovmyre. Her lever den bl.a. af smådyr, som træffes i store gamle myretuer. Den bliver tilsyneladende accepteret eller måske snarere overset af de store myrearter, og kan således leve uden problemer med den store nabo. Undertiden foregiver den at være død og ligger helt stille. Den kan også træffes på rov hos nogle myrearter, hvor den tager for sig af æg og larver, f.eks. hos Gul Engmyre (B. Seifert).

Den træffes ofte i nærheden af reden ofte enkeltvis eller i små grupper, på jagt efter smådyr, eller den besøger bladlus på planter i nærheden af reden.

Levested

: Arten foretrækker åbne områder som f.eks. moser, overdrev, klitter, heder med spredt træbevoksning eller åbne skovbryn. Findes såvel på meget våde som på meget tørre lokaliteter. Fund af arten på meget tørre lokaliteter kan dog skyldes en forveksling med de meget nærtbeslægtede arter Myrmica specioides og Myrmica sabuleti.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Myrer, Danmarks fauna 49, Sv. G. Larsson, 1943 (Kan hentes på internet: archive.org...danmarksfaunaill49dans.pdf)

Danske myrer. Natur og Museum. Torben Frode Jensen og Christian Skøtt. 1980.

The Formicidae, Fauna Entomologica Scandinavica, C. A. Collingwood, 1979 (Kan hentes fra internet på: archive.org...ants_06175.pdf)

Die Amiesen Mittel- und Nordeuropas. Berhard Seifert. 2007

Steklar: Myror getingar. Hymenoptera: Formicidae Vespidae. Nationalnyckeln. 2012

Myrer i Danmark. Natur og Museum. Mogens Gissel Nielsen og Rune Larsen. 2012

A taxonomische Revision der Myrmica-Arten Europas Kleinasiens und Kaukasiens. Berhard Seifert 1988.

De senest indberettede arter i Naturbasen: