Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Anders  Østerby
    Foto: Anders Østerby
  • Fotograf: Anders  Østerby
    Foto: Anders Østerby
  • Fotograf: Henning Larsen
    Foto: Henning Larsen

Kendetegn

: Længde 16,5-17 cm. Ses kun her i landet om vinteren. Der sker det paradoksale, at visse Bjergpibere (i modsætning til hvad trækfuglene normalt gør) trækker nordpå til vores breddegrader for at nå deres vinterkvarter.

Ligner meget Skærpiber. Har i vinterdragt gråhvid underside med korte, mørke striber på sider og flanker (varierer noget, nogle er næsten ustribede på flankerne, andre har tydeligere og længere mørke flankestriber). Bjergpiber har i forhold til Skærpiber SKARPT AFSAT ØJENBRYNSSTRIBE, to DISTINKTE HVIDE VINGEBÅND og lysere brungrå overside. De yderste halefjer er renhvide (Skærpibers er lysegrå, men kan dog virke hvide i stærkt lys).

Kan have meget svagt olivenfarvet anstrøg på ryggen. Mangler gult og olivengrønt i dragten. Overgump varmt brun. Ben mørke. Næbbet er mørkt med delvis lys inderdel af undernæbbet, men nogle har overvejende gult næb med mørk spids og overkant. Ligner stor, svagt stribet Engpiber med mørke ben og tydeligere kontrast mellem oversiden og den lyse underside.

Får i marts karakteristisk dragt med næsten utegnet, lyserød underside, kun striber på flankerne samt mørkt blå- til askegråt hoved og nakke, i kontrast til brun ryg og tydelig, hvid øjenbrynsstribe og hvidlige vingebånd. Skærpiber begynder at komme i yngledragt på samme tidspunkt men Skærpiber har normalt kraftigere stribning på bryst og flanker og en antydet, mørk skægstribe.

Andre mindre pibere har tydeligere mørke striber på oversiden, ikke afstikkende grå isse og kraftige mørke striber på brystet og flankerne (bortset fra Skovpiber). Skær- og Bjergpiber har mørke ben, andre små pibere har lyse ben. Ustribet overside deles af Markpiber, der er meget lysere og kraftigere. Alle de større pibere har længere, lyse ben.

Stemme: Typiske kald er et en-tonet weest, der ikke stiger (lyder som en blanding af Eng- og Skærpibers kald). Hæsere og højere end Skærpibers kald.

JIZZ: En ret sky piber, der altså har stor flugtafstand og typisk forsvinder langt bort i stor højde, når den skræmmes - vil lede tanken hen på Bjergpiber. Både Eng- og Skærpiber virker umiddelbart mere tillidsfulde.

Tim Hesselballe Hansen: Da jeg for nogle år siden trampede Skær/Bjergpibere på Bispeengen i Odense i mildt vejr, var det så frustrerende med den lange flugtafstand på de formodede Bjergpibere, at jeg opfandt følgende håbløse tommelfingerregel: "Når fuglene bliver siddende så længe, at de kan artsbestemmes...så er det en Skærpiber".

Bjergpiber
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Steen Højmark-Jensen

Forveksling

: Skærpiber, Engpiber. I nær slægt med Skær- og Hedepiber (de 3 arter indtil for nylig regnet som samme art).

Generelt om forskellen på Bjerg- og Skærpiber: Bjergpiber viser mere kontrasterende hvidlig underside og en mere varm bruntonet overside med et ANSTRØG AF RUSTBRUNT PÅ OVERHALEDÆKFJERENE som aldrig ses på Skærpiber.

Endvidere om kendetegn: manglen på kontrast mellem baghalsen og ryggen er en variabel karakter, hvilket også gælder øjenbrynsstriben og spidserne på armdækfjerene (vingebåndet).

Udbredelse

: Strejfgæst N for Alperne (incl. Danmark, hvor fast vinterbestand er opdaget i 1990erne). Yngler i bjergegne over trægrænsen på alpine enge, hyppigst ved græsklædte klippeskråninger og fugtige områder nær snegrænsen.
Bjergpiber - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: I Danmark kun i vinterhalvåret, dvs. fra oktober til april.

Tidsmæssig fordeling

af Bjergpiber baseret på Naturbasens observationer:
Bjergpiber - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Bjergpiber - månedlig fordeling

Biologi

: Bjergpiberen har altid været betragtet som en raritet i Danmark, men der er begyndt at komme gang i kortlægningen af dens forekomst og adfærd..

Efter en isoleret forekomst i november 1994 viste det sig i december 1995, at Bjergpiber, meget overraskende, optrådte talrigt på flere lokaliteter, primært i Nordjylland, skriver Henrik Haaning Nielsen i DOF-bladet Fugle i felten, april 2004 i en spændende artikel, hvor han sætter fokus på årets masseforekomst. Om den sensationelle nyhed skriver han endvidere bl.a.: Et meget karakteristisk billede der tegner sig er, at Bjergpiberne udpræget overvintrer i biotoper, som enten er brakke eller helt ferske. Rørskovssumpe, ådale og våde enge har vist sig at være de bedste lokaliteter. I Vejlerne, som udgør en af artens vigtigste overvintringslokaliteter, er brakpræferencen særdeles markant og især tydelig ved Krapdiget på Bygholm Vejle, der skiller Bygholmengen syd for Krapdiget fra rørsumpen og rørskoven nord for Krapdiget. Syd for Krapdiget veksler saltpromillen typisk mellem 5 og 10, mens den tilsvarende veksler mellem 0,1 og 0,3 nord for. Resultatet er, at Bjergpiberne kun undtagelsesvist ses på selve Bygholmengen, mens de er talrige i rørsumpene nord for. Billedet tydeliggøres yderligere af, at der kun er truffet Bjergpiber én gang på Tipperne (høj saltholdighed), mens der er overvintrende bestande ved de nærliggende Vest Stadil Fjord, Skjern enge og (opdaget vinteren 2004) den sydligste del af Værnengene (alle med lave saltholdigheder).

Bjergpiberne er dog tit svære at observere på overvintringspladserne, da de forekommer spredt på ofte ufremkommelige lokaliteter. Imidlertid har det vist sig, at de koncentreres ved frostperioder, når områderne fryser til. Da kan de enten ses i selskab med andre pibere (især Engpibere) fouragerende på de isdækkede flader, eller hvor de er rykket ud på mere saltprægede lokaliteter.

I frostperioder ses arten typisk på strandenge eller fouragerende i tangbræmmer på stranden. En meget høj andel af fuglene på Sjælland denne vinter blev netop observeret i forbindelse med frostperioder, hvor de søgte føde på strande, der støder op til ådale, enge eller lignende. Det kunne tyde på, at de tvinges ud af de ufremkommelige lokaliteter og bliver synlige og koncentreret på tilgængelige lokaliteter. I Skagen, på Sjælland og på Lolland har man tillige erfaret, at Bjergpibere i enkelte tilfælde har forekommet på de

yderste havnemoler sammen med Skærpibere, men adfærden er netop kun observeret ved frostperioder, hvor de er tvunget ud af de foretrukne omgivelser af kulden

Levested

: Yngler ikke i Danmark, men i bjergegne over trægrænsen i Mellem- og Sydeuropa. Ses om vinteren især ved langsomt flydende floder, søbredder og fugtige enge ned til havniveau - på lignende steder som Engpiber. Kan dog ofte sidde i træer og buske. Uden for yngletiden alene eller i spredte småflokke, men generelt mindre social end andre mindre pibere (undt. Skærpiber).
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fugle i felten v. Mullarney, m.fl., L&R 1999.

Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten v. Beaman, Madge og Olsen, Gad 1998.

De senest indberettede arter i Naturbasen: