Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf:  Peter Nielsen
    Foto: Peter Nielsen
  • Fotograf:  Peter Nielsen
    Foto: Peter Nielsen
  • Fotograf: Freddy Vinther-Larsen
    Foto: Freddy Vinther-Larsen

Kendetegn

: Længde 29-32 cm, vingefang 73-80 cm

Til dato kun 9 fund i Danmark, seneste observation iflg. DOF-basen er d. 10.03.2000 (Vilslev Enge, Ribe).

Lidt større end Dværgmåge med LANG, KILEFORMET HALE (”diamantformet”), lille, sort næb og korte ben. I sommerdragt har den en tynd, sort halsring og ROSA SKÆR på alle hvide partier, dog normalt mest på bugen. Ryg og overvinger lysegrå med BRED, HVID BAGKANT PÅ ARMEN. Undervinge GRÅ. I vinterdragt reduceres halsringen til mørk øreplet, stort øje forstærkes af mørkt parti, halssider er grå og rosa anstrøg kan forsvinde. Øjet er sort og virker stort, forstærket af mørk ”øjenskygge”. Næbbet er sort. Benene orangerøde.

Juvenile og fugle i 1. vinterdragt ligner Dværgmåge og Ride (mørk W-tegning på overvingen) og kendes på den lange, kileformede hale, der kun har sort midte. Og på smallere, sort forkant på hånden og på hvide armsvingfjer. Mangler Dværgmågens mørke kalot. Benene brune til kødfarvede.

I 1. sommerdragt bevares vingemønsteret, men halen bliver hvid og halsring kan anlægges.

I flugt mere langvinget og spidshåndet end Dværgmåge. Flyver terneagtigt elegant, snapper ofte føde fra overfladen som Dværgmåge eller ved korte dyk, ofte efter kort svirren. Stående dueagtig med langstrakt bagparti.

(Bemærk at fældende mindre måger om sommeren kan have kileformet hale, der dog altid er kortere end Rosenmåges)

Stemme: Et blødt, højt ”kew”. Strejfgæster dog normalt tavse.

Jizz: En lille, elegant måge (der kun er lidt større end Dværgmåge) med lang kileformet hale – kan være Rosenmåge.

Rosenmåge
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Peter Nielsen

Variation

: Den rosa farve varierer dog i intensitet; kan tit ses allerede i 1. sommerdragt og kan helt mangle hos ad. i vinterdragt.

Forveksling

: Dværgmåge, Ride.

Udbredelse

: Udbredt i det subarktiske Østsibirien mellem Jana og Kolyma.
Rosenmåge - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Meget sjælden gæst i Europa, bl.a. Danmark. Træffes langs kyster, i havne, sjældnere i indland eller om sommeren i mågekolonier.

Tidsmæssig fordeling

af Rosenmåge baseret på Naturbasens observationer:
Rosenmåge - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Rosenmåge - månedlig fordeling

Biologi

: Jeg fandt en fortryllende omtale af livet på ynglepladsen:

”…Fuglelivet er flyttet lige til døren. På huggeblokken står der en Temmincksryle og spiller på livet løs. Bag brændestablen har Brushanerne trådt en spilleplads; den arktiske vind piber i deres kraver og øreduske. Med et skrig bremser en Lille Kjove i luften og stiller sig med spændte vinger over en Markmus i en tue. I vandpytterne glimter det rødt af Thorshaner. Fem arktiske Traner flyver forbi og tuder i bronzelur. På floden er der helt stille, og i stilheden sprænger en Hvidnæbbet Lom overfladen og glider frem…

… Det er ikke artsrigdommen som sådan, der gør den arktiske tundra så attråværdig blandt fugleiagttagere, men det faktum, at man i den korte rugesæson ser fuglelivet, når det er rigest og mest koncentreret. Alt, hvad der har vinger, er klædt i pragtdragt, og i det intense spil om held og lykke, der finder sted, er mennesket af mindre betydning. Passionen er blind, og advarselsråbene klinger for døve øren; nærmere end sådan her kommer man ikke fuglelivet.

… Forskningsinstituttet i Magadan har valgt stedet ned heldig hånd. Allerede i 1905 fandt Sergei Buturlin en Rosenmågekoloni her. Sandsynligvis er det den samme koloni, vi ser nu 86 år senere. Rosenmågen er en af de fugle, vi allerhelst vil se, og da nogen allerede den første aften ser den cigarformede fugl dyppe sig i tågen, får råbet ”Ross’s Gull!” temperaturen til at stige med flere grader.

… Rosenmågen står først på mange fugleiagttageres ønskeliste. Den er ikke bare smuk, men også gådefuld. Længe har man vidst, at den om efteråret trækker fra sine rugeområder på den østsibiriske tundra i store tætte flokke over Berings Sund til Point Barrow i Alaska. Dér lader den sig befordre videre af en sydøstlig storm og begiver sig af sted mod pakisen i nordvest.

Med andre ord, en fugl, som stik imod alle regler trækker nordpå om vinteren. Mysteriet bliver bare mere fortættet af, at en tilsvarende migration aldrig er observeret om foråret. En skønne dag i juni er mågerne bare tilbage i deres kolonier på den våde tundra og begynder straks at ruge.

Iagttagelser i de seneste år tyder i hvert fald på, at hovedparten af fuglene efter deres vending ud i pakisen trods alt overvintrer langt ude i Det Okhotske eller Japanske Hav, hvor de søger hen ad mindre synlige veje. Om foråret flyver de så ind over fastlandet og nærmer sig rugeområderne sydfra over land. Ungfugle kan faktisk overvintre i pakisen, at dømme efter de observationer, der er gjort.

Ligesom mange andre måger ruger Rosenmågen i kolonier, men de er altid små, sjældent mere end et halvt hundrede individer. Til trods for, at den er blevet iagttaget i hele det arktiske område, ligger dens eneste kendte rugepladser mellem Kolyma og Indigirka oppe i det nordøstlige Sibirien. Nogle par har ganske vist uden større succes ruget på tundraen i Canada i nærheden af Churchill, men indtil videre må rugningen dér betragtes som sporadisk, og man må stadig valfarte til tundraen mellem Tjochurdach og Tjerskij, hvis man vil opleve Rosenmågen i al dens glans.

Hos os i Kolyma ruger Rosenmågerne mellem Havterner … Déres velkendte skingrende skrig giver genlyd, når vi nærmer os Rosenmågerne. Straks begynder de at mobbe os … mens Rosenmågerne overhovedet ikke foretager sig en døjt for at forsvare sig. De sejler bare fredeligt over os og udstråler nysgerrighed snarere end indignation: dér, hvor Rosenmågerne bevæger sig omkring, ser de jo kun få eller ingen mennesker et mågeliv igennem…”.

(Citat: Ulla-Lena Lundberg: Sibirien. Selvportræt med vinger. Forum, 1995 – en bog, der hermed turde være anbefalet.)

Levested

: Yngler på fugtig tundra og i store moser i skovtundra, især i NØ-Sibirien, meget lokalt på Grønland og i det nordlige Canada. Overvintrer normalt på det isfyldte polarhav under ekstremt højarktiske forhold, men strejfer efter yngletiden mod vest.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
: Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L & R, 3. udgave 2004.

Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten v/Beaman m.fl., Gads forlag 1998.

De senest indberettede arter i Naturbasen: