Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jørgen Erik Nissen
    Foto: Jørgen Erik Nissen
  • Fotograf: Peter Nielsen
    Foto: Peter Nielsen
  • Fotograf: kai nissen
    Foto: kai nissen

Kendetegn

: Længde 18-21 cm. Den LYSESTE RYLE. En kompakt og kortnæbbet ryle, der er en anelse større end Almindelig Ryle. Den foretrækker sandstrande med brænding - under fødesøgningen løber den mere og hurtigere end de andre ryler, og særlig typisk er det, når den på en sandstrand følger bølgerne i vandkanten. De livlige bevægelser giver mindelser om Dværgryle, især hvis den ses alene. I flugten er den nem at kende på hvide vingebånd, der er tydeligere og bredere end hos nogen anden ryle.

Der er stor forskel i dragterne, og kun den hvide underside af kroppen er et gennemgående træk. De fleste adulte i sommerdragt er mørkplettede i varmt rødbrunt til ned på brystet og har lys ring omkring næbbet.

I ren vinterdragt er de påfaldende lyse: hvide og gråhvide med sort kontrast ved vingeknoen.

Juvenile: overside sort/hvidmønstret som skakbræt. Brystsider gulbrune. Har ikke hvide V-tegninger på ryggen (som Dværgryle).

I alle dragter: sort næb og sorte ben. Mangler bagtå.

Flugtstemmen er et hårdt og kort kvyit, der ligner Dværgryles, men er hårdere og kraftigere.

JIZZ: Lille ryle der i hurtigt løb følger bølger i opskylszonen ved tidevandskyster kan være Sandløber.

Sandløber
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Peter Nielsen

Forveksling

: Sandløber kan forveksles med Almindelig Ryle, Dværgryle - se beskrivelsen ovenfor.

Arten kan også forveksles med den særdeles sjældne Rødhalset Ryle. I sommerdragt er det bedste kendetegn over for Rødhalset Ryle tværvatret brysttegning samt lyse pletter i de mørke centre af vingedækfjer og tertialer. (Rødhalset Ryle er kun set en enkelt gang i Danmark: den 30.07.-02.08.2001 rastede 1 adult fugl i sommerdragt ved Kammerslusen, Ribe Amt.)

Udbredelse

: En højarktisk art yngler fåtalligt nær kysten på Svalbard og i de nordlige egne af Sibirien, Grønland og Nordamerika.
Sandløber - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Forårstræk ses i perioden ult. marts/pr. juni med kulmination med./ult. maj. Efterårstrækket indledes af de gamle fugle med./ult. juli og kulminerer pr. aug. Herefter kommer ungfuglene, hvis træk normalt når max. pr. sept. Og ebber ud ult. okt./pr. nov. Enkelte overvintrer i Danmark og nogle få kan også over somre, men vinterkvarteret ligger frem for alt i Afrika.

På trækket og om vinteren ofte i store flokke (nogle gange på over 100 fugle) på sandstrande eller nær kysten. Sjælden inde i landet. I den østlige del af landet iagttages den kun i ringe antal.

Tidsmæssig fordeling

af Sandløber baseret på Naturbasens observationer:
Sandløber - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sandløber - månedlig fordeling

Biologi

: Sandløber lever helt overvejende af diverse smådyr som den især finder i strandkanten.

På ynglepladserne vælger den et redeterræn der er tør sten- og grusmark med usammenhængende plantedække. Reden tit ind mod plantetue. Den lægger sine æg fra midt i juni. Ét kuld. Normalt 4, sjældnere 3 æg. Begge køn kan ruge, 23-24 dage. Ungerne flyver efter 17 dage, uafhængige efter 23-24 dage.

Levested

: Sandløber kan ses på alle de danske kyster i træktiden hvor den raster og søger føde. På forårstrækket holder den primært til på den vestjyske kyster, men ses mere spredt i landet om efteråret.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Nordens fugle v/Génsbøl, Gads Forlag 1991.

L.Jonsson: Fugle i Europa, Gyldendal 1994)

Fugle i felten v/Mullarnet m.fl., L&R 2004.

Europas fugles reder, æg og unger v/Harrison, Gads forlag 1977.

De senest indberettede arter i Naturbasen: