:Vingelængde: 13-23 mm. Langs vingens forkant findes en mørkebrun stribe, der strækker sig fra vingeroden og til og med vingemærket. Bag denne mørke stribe er et mælkeagtigt hvidt område, der omtrent dækker området mellem radius og medianen. Vingemærket er utydeligt, idet det smelter sammen med den mørkebrune stribe. Resten af vingemembranen er klar, men ribben Cu2 er tonet lysebrunt.
Karakteristisk for arten er, at hunnens vinger er markant kortere end bagkroppen.
Scutum er gråt med tre mere eller mindre utydelige brune striber, der ofte er sammenflydende. Brystets sider er grå. Bagkroppen er hos hannen gråbrun. Hos hunnen har den normalt et smudsigrødbrunt/isabellafarvet skær, og virker stærkt forlænget - delvist p.gr. af de relativt korte vinger.
Antennerne har 14 led. Dette træk alene er nok til at bestemme arten, da det er unikt i Tipula (Tipula). De to første led (scapus og pedicel) er gullige, resten brunlige.
Afstanden mellem øjnene på undersiden af hovedet er mindst 1,5 gange så stor som bredden af pedicellen. Dette er et forholdsvis let anvendeligt feltkendetegn, der kan bruges til at skelne arten fra det meget lignende Kålstankelben (Tipula oleracea).
:Først og fremmest kan Mosestankelbenet forveksles med Kålstankelbenet, men de nævnte kendetegn gør det muligt at skelne dem med nogen øvelse. Især hunnen kan næppe forveksles med andre arter.
Udbredelse
:Arten er almindelig i hele landet på egnede lokaliteter. Mosestankelbenet er udbredt og almindeligt i hele Europa.
Hvornår ses den?
:Mosestankelben flyver i én generation i sensommeren fra juli til oktober. Flyvetiden kulminerer i august/september. Ofte er der tale om en massiv forekomst, der gør Mosestankelbenet til den almindeligst forekommende tipulide overhovedet.
Tidsmæssig fordeling
af Mosestankelben baseret på Naturbasens observationer:
:Larven lever i rodnettet af forskellige græsser, og kan ved masseforekomst være et betydeligt skadedyr i græsmarker. De voksne individer tager kun næring til sig i begrænset omfang, men kan af og til træffes på blomster.
Levested
:Arten optræder overalt på fugtige og skyggefulde lokaliteter. Da arten gerne flyver til lys, ses den ikke sjældent indendøre eller ved gadelamper o.lign.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
