Se alle 

 ID-billeder

Kendetegn

: Parasitbarkmyre er en socialparasitisk myre, der helt mangler en arbejderkaste. Dronningen er meget lille, lidt mindre end dronningen af sin vært barkmyre (Leptothorax acervorum). Kroppen er ensfarvet brun, med et lidt mørkere hoved og en mørkebrun bagkrop. Hoved og forkrop er dækket af tætte, fine længdestriber, hvilket giver den et mat indtryk. På undersiden af både petiolus og postpetiolus (stilkleddene) findes en lille tand, hvilket er et typisk karaktertræk for de socialparasitiske medlemmer af underfamilien Myrmicinae. Hos selvstændige myrearter findes der kun en tand på postpetiolus. Kroppens overside samt tibiae (skinneben) tæt besat med opretstående hår. Forest på mundskjoldet findes en rund udskæring.

Forveksling

: Parasitbarkmyre kan let forveksles med dronninger af værtsarten barkmyre (L. acervorum), som den næsten altid vil findes sammen med. Parasitbarkmyre vil dog kunne kendes på sin mattere forkrop og hoved, samt ”parasittanden” på undersiden af petiolus.

Hos barkmyre findes yderligere en socialparasit, nemlig snyltebarkmyre (L. kutteri). Denne art har dog en endnu tydeligere tand på undersiden af petiolus, og mangler parasitbarkmyres runde udskæring i mundskjoldet.

Lille barkmyre (L. muscorum) er den sidste danske art i slægten Leptothorax. Denne art er fritlevende med arbejderkaste, og mangler behåring på tibiae og torn under petiolus. Det samme gælder Leptothorax gredleri, der er en forventet art der findes i vores nabolande.

Udbredelse

: Arten blev første gang fundet i Danmark i 2011 i Gribskov. Siden er den genfundet på denne lokalitet, samt opdaget på to andre Nordsjællandske lokaliteter: Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage. Taget den skjulte levevis i betragtning er den sandsynligvis overset. Arten anses som værende sjælden i hele dens begrænsede udbredelsesområde, der er boreal og alpin. Den kendes fra de franske, schweiziske, og østrigske alper, fra de skandinaviske lande, samt fra Kasakhstan.
Parasitbarkmyre - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Arten kan træffes i kolonier af værtsarten året rundt. I sensommeren sværmer kønsdyrene, og i denne tid kan man se de nye dronninger frit fremme i søgen efter værtskolonier at infiltrere.

Tidsmæssig fordeling

af Parasitbarkmyre baseret på Naturbasens observationer:
Parasitbarkmyre - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Parasitbarkmyre - månedlig fordeling

Biologi

: Arten er en permanent socialparasit, en såkaldt inkvilin, på barkmyre. I sensommeren opsøger nye parasitbarkmyre-dronninger kolonier af deres vært. Barkmyre er en såkaldt polygyn art, hvilket betyder der kan være mange dronninger i hvert bo. Derfor adopteres nye dronninger af egen art glædeligt til kolonien. Dette udnyttes af parasitbarkmyre, der narrer barkmyrerne til at tro, at den er en ny dronning af deres egen art. Der er dog sandsynligvis en relativt lav successrate, og mange parasitiske dronninger dræbes af arbejderne under infiltreringen.

Efter den bliver adopteret i sensommeren holder parasitbarkmyren lav profil i boet vinteren over. Når det bliver forår ændrer den dog drastisk adfærd. Over længere tid går den gentagne gange til angreb på de eksisterende værtsdronninger, ved at bide i deres antenner indtil de enten falder helt af eller bliver så maltrakterede, at de ikke længere kan tigge føde fra arbejderne. Derfor vil de efter et stykke tid dø af sult. Denne strategi sørger for, at parasitbarkmyrens yngel ikke skal konkurrere med kønsyngel af Barkmyre, men samtidig forkorter det koloniens levetid til 3-4 år, da Parasitbarkmyre ikke selv kan producere arbejdere. Når de sidste af Barkmyre-arbejderne dør, vil kolonien gå til grunde. Parasitbarkmyre er strengt monogyn, og vil gå til angreb på dronninger af samme art. Parringen finder sted ved, at nye dronninger tiltrækker hannerne ved at udskille feromoner fra en særlig kirtel i bagkroppen.

Den nærtbeslægtede snyltebarkmyre (L. kutteri) er ligeledes socialparasit på Barkmyre, men har en meget afvigende strategi. I stedet for at dræbe de oprindelige værtsdronninger, lever den fredeligt side om side med dem. Begge arter producerer altså yngel, og snyltebarkmyren forkorter ikke dens værtskolonis levetid. Derudover er arten polygyn, og der kan altså være flere snyltebarkmyrer pr. værtskoloni.

Levested

: Arten lever kun, hvor værten kan findes i relativt tætte bestande. Barkmyre er almindelig i dødt ved i hele landet, men synes at have en forkærlighed for lysåben fyrreskov.

Parasitbarkmyres hyppighed på levestederne kendes ikke, men på lokaliteter med den lignende snyltebarkmyre er 2-5% af barkmyrebo inficerede med snyltebarkmyre.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Seifert, Bernhardt (2018): The Ants of Central and North Europe. - lutra Verlags- und Vertriebsgesellschaft, Tauer, 408 pp.

Buschinger, A. Zur Biologie der sozialparasitischen Ameise Leptothorax goesswaldi Kutter (Hym., Formicidae). Ins. Soc 21, 133–143 (1974). doi.org/10.1007/BF02222937

Kutter, H. "Beschreibung neuer Sozialparasiten von Leptothorax acervorum F.(Formicidae)." Mitteilungen der Schweizerischen Entomologischen Gesellschaft 40 (1967): 78-91.

De senest indberettede arter i Naturbasen: