:Her har vi at gøre med en rigtig arketype på en snyltehveps i Ichneumon-slægten. Ichneumon extensorius er en af de mere almindelige snyltehvepse med dette umiddelbare udseende, som i øvrigt bliver delt med et væld af andre Ichneumon-hvepse. Hannerne af arten regnes for umulige at bestemme via almindelige naturbilleder, da de minder for meget om andre Ichneumon-hanner - nemlig aflang og sort men med gult på ben, bagkrop og ansigt. Hannens kendetegnende tyloider (langsgående strukturstreger) på antennerne skal findes fra det 4-6. led og op til det 12-17. led.
Beskrivelsen herfra vil være rettet mod hunner af I. extensorius og en sikker bestemmelse via billeder vil kræve gode nærbilleder af de beskrevne kendetegn og især af antal antenneled og disses form. De umiddelbare kendetegn, som deles af flere arter, er: omtrent 11-12mm lang, sort og lidt buttet snyltehveps med hvidt på scutellum (plet på forkroppens overside), hvide antenneled ca midtvejs på de ellers sorte antenner og en relativ smal hvid plet på både T6 og T7 (bagkropsled 6 og 7 set oppefra). T2-3 SKAL være røde. Benene er sorte fra kroppen af men bliver røde fra skinnebenene (tibia) og ud, med undtagelse af bagbenets tibia hvis sidste femtedel er sort. Der kan være meget smalle rødbrune render ved øjnenes overside. Nu kommer vi til nøglekaraktererne: 33-38 antenneled (flagellomere), dog typisk 35-36. Antenneleddene nr 20-25 (lidt efter de hvide led) er ca 2 gange bredere end lange, og de sidste antenneled (på nær det sidste) er klart bredere end lange. Får man mulighed for den slags nærbilleder skal der være let behåring på baghofterne (scopa på coxa III) - en lille smule behåring der dækker for overfladestrukturen..
:Snyltehvepse har det med at variere lidt i farver og længde - man har set arten være ned til 8mm og op til 13. Derfor skal de ovenstående nøglekarakterer passe helt hvis man vil være sikker på sit fund.
Forveksling
:Som nævnt kan hannen ikke bestemmes fra almindelige naturbilleder da de har overlappende umiddelbare kendetegn med andre arters hanner. Det samme kan næsten siges om hunnerne, men med skarpe billeder fra forskellige vinkler bør det kunne lade sig gøre. Her følger nogle af de mest almindelige forvekslinger af hunnerne i den danske natur:
Ichneumon albiger: Har 30-33 antenneled (almindeligvis 31). Hvis man tæller 33 antenneled på sit fund er det nødvendigt med detaljer af undersiden af bagbenshofterne - I. albiger har ikke behåring der dækker for overfladestrukturen ( www.discoverlife.org...20p... ) og I. extensorius har en smule ( www.fugleognatur.dk/gallery... ). Desuden kan I. albiger have gul ring på bagskinnebenet (tibia III).
Ichneumon haemorrhoicus: Den lyse udgave af denne art kan ligne I. extensorius utroligt meget - ofte har denne forvekslingsart T2-3 sorte eller mørkerøde ( www.artsobservasjoner.no...1269308 ), men sandsynligvis ligeså ofte bare røde. I. haemorrhoicus er dog normalt større, gennemsnitligt 13mm lang, men kan godt være ned til 10mm og dermed overlappe I. extensorius længde. I. haemorrhoicus har 37-43 (typisk 41) antenneled som er tydeligt udvidede mod midten hvor de bredeste er 2,5 gange bredere end lange. Desuden har I. haemorrhoicus ofte ret brede rødbrune facial orbits, rander ved øjnene.
Ichneumon cerebrosus: ligner I. extensorius selv på størrelsen og antennedimensionerne, men har meget bredere hvide pletter på T6-7 (dækker det meste af bredden på bagkropssegmentet)
Tilbage er der en bunke Ichneumon-arter som ligner I. extensorius på farvetegningerne og antenneformen med næstsidste antenneled bredere end langt, men disse arter har maks. 32 antenneled (flageller), og er under 10 mm - noget mindre end den typiske I. extensorius. Af danske arter er der tale om Ichneumon gracilentus, I. decurtatus, I. eumerus, I. gratus og I. memorator. Og så er der mindst 5 arter som ligner I. extensorius men som har næstsidste antenneled kvadratiske (lige langt som bredt) eller tydeligt længere end bredde. Arterne er Ichneumon didymus (som til gengæld er meget stor: 18 mm), I. excilicornis, I. minutorius ( www.flickr.com...26798832467 ), I. sculpturatus og Ichneumon insidiosus.
Ergo er Ichneumon extensorius, selvom den er almindelig, ikke en art man bare lige indtaster inden man har tjekket de grundlæggende kendetegn og gerne har haft en mere kyndig kratlusker ind over.
Udbredelse
:Europa.
Hvornår ses den?
:Fra marts til november.
Tidsmæssig fordeling
af Ichneumon extensorius baseret på Naturbasens observationer:
:Arten har en typisk snyltehvepselivsstil hvor hunnerne, efter parring, leder efter sommerfugleværtspupper at stikke sine æg ind i. Hvepsen har hang til Ugler (Noctuidae) da værterne blandt andre tæller pupperne af Anaplectoides prasina, Cerastis rubricosa, Diarsia brunnea, Noctua fimbriata, N. janthina, N, orbona, Orthosia cerasi, Xestia baja, X. c-nigrum, X. ditrapezium, X. rhomboidea og X. triangulum.
Levested
:Arten kan findes ved levende hegn og velbevoksede områder. Hunnen kan også mødes overvintrende under bark eller i græstotter og lignende.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
