:Vingefanget er på 50-60 mm (han-hun). Begge vingepars oversider er orange, med pletter og mønstre i sort. Forvingeundersiden minder om oversiden, men har en mere dæmpet orange grundfarve. Bagvingeundersiden er hovedsageligt okkergul med rødlige toner og adskillige spredte – næsten rektangulære – perlemorpletter. Langs bagvingeundersidens sømpletter er der desuden en kæde af trekantede perlemorpletter. Bagvingeundersiden har en svag grøn-brun rodbestøvning og en række små øjepletter i ydrefeltet. Sømpletterne er meget bløde (uden spidser), og på forvingeundersiden falmer de i intensitet, desto tættere mod spidsen de ligger.
Hannen har en meget karakteristisk overside, da dens forvinger har 2 duftskælstriber med sølvbestøvning.
:Sømpletterne varierer i bredde og "spidshed" og formen f. cleodoxa, som er ret hyppig, har på bagvingeundersiden gule pletter i stedet for perlemorpletter.
Forveksling
:Skovperlemorsommerfugl kan let forveksles med markperlemorsommerfugl og (især) klitperlemorsommerfugl.
Markperlemorsommerfugl har dog en meget karakteristisk grønlig bagvingeunderside, hvor skovperlemorsommerfugl kun har en svag grøn-brun rodbestøvning. Skovperlemorsommerfugl og markperlemorsommerfugl har begge en kæde af perlemorpletter langs bagvingeundersidens sømpletter, men hvor den er sammenhængende hos skovperlemorsommerfugl, er den adskilt hos markperlemorsommerfugl (i tilfældet med cleodoxa-formen af skovperlemorsommerfugl, mangler perlemorpletterne). Sømpletterne er desuden trekantede hos markperlemorsommerfugl, hvor de hos skovperlemorsommerfugl er bløde, uden spids. Dertil er der hos skovperlemorsommerfugl en række små øjepletter i ydrefeltet, hvilket ikke gør sig gældende hos markperlemorsommerfugl. Markperlemorsommerfugls sømpletter er også mere ovale, hvor de er lettere rektangulære hos skovperlemorsommerfugl. Markperlemorsommerfugls øjne er orange, hvor skovperlemorsommerfugl 'kan' være ensfarvede orange, men typisk er enten orange med et hint af grå eller en kombination af orange og grå.
Adskillelsen fra klitperlemorsommerfugl er normalt ret svær, og enkeltindivider kan ikke altid kendes selv på indsamlede dyr. Det bedste kendetegn er vinkelpletterne langs forvingeundersidens vingesøm, der på klitperlemorsommerfugl alle er slørede/udtværede. Hos skovperlemorsommerfugl er det kun de allerøverste pletter, oppe ved forvingehjørnet, der er slørede, mens de nederste pletter, ved forvingekanten, er tydeligt sorte. Hannen af skovperlemorsommerfugl kan bestemmes sikkert ud fra forvingeoversidens 2 duftskælstriber (aflange og fortykkede, sorte ribber) med sølvbestøvning, der kun er svagt udviklede eller slet ikke tilstede på klitperlemorsommerfugl – og uden sølvbestøvning. Generelt er skovperlemorsommerfugl også større og mørkere på oversiden end klitperlemorsommerfugl, dens sømpletter er mere bløde end klitperlemorsommerfugls. Klitperlemorsommerfugls underside er også mere rødlig end okkergul. Klitperlemorsommerfugl 'kan' have en lille sorte plet på en perlemorplet nær vingeroden, som skovperlemorsommerfugl aldrig har. Øjnene af skovperlemorsommerfugl er altid mindst lidt orange, hvor klitperlemorsommerfugl har ensfarvet blågrå øjne – klitperlemorsommerfugls øjne er orange-beige fra skarpe vinkler, som f.eks. oversiden, hvilket skyldes reflektionen af lys på øjnene. Derfor kræver det at man kigger fra siden, for at se øjefarven.
Udbredelse
:Skovperlemorsommerfugl er stadig nogenlunde almindelig på Midt-og Sydsjælland, især på Stevns hvor den stadig findes mange steder. Skovperlemorsommerfugl er i dag helt forsvundet fra Fyn, Lolland-Falster, og Nordsjælland (hvor den tidligere var meget almindelig). I Jylland findes den i dag (efter også her at have været udbredt, men ikke nær så almindelig som på Øerne) kun langs nordvestkysten fra Skagen til Hanstholm, og på to isolerede lokaliteter i Hammer Bakker og ved Godthåb. På Læsø er den fortsat almindelig. Arten findes stadig en del steder på Bornholm. De bedste bestande er i Almindingen og Rø Plantage, hvor arten er meget almindelig. Derudover findes der endnu nogle få isolerede populationer på Nord- og Østbornholm.
Skovperlemorsommerfugl er gået tilbage som følge af tab, tilgroning og fragmentering af lysåbne levesteder som skovenge, skovlysninger, heder og klitter. Ophør af græsning, høslæt og anden drift har mange steder medført tættere og højere vegetation samt mere skyggede og kølige forhold nær jordoverfladen. Eutrofiering og atmosfærisk kvælstofdeposition fra landbruget har forstærket udviklingen ved at fremme kraftige græsser og reducere mængden af violer, lave nektarplanter og varme larvemikrohabitater. Tilplantning, intensiv drift og isolering af de tilbageværende bestande har sandsynligvis også bidraget til tilbagegangen.
Hvornår ses den?
:Flyvetiden er fra slutningen af juni til først i september. Interessant nok, starter de skovlevende sjællandske og bornholmske individer typisk flyvetiden et stykke tid før de (normalt) klitlevende individer i Nordjylland. Larvetiden er fra starten af april til starten af juni.
Tidsmæssig fordeling
af Skovperlemorsommerfugl baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Akkurat som markperlemorsommerfugl, har skovperlemorsommerfugl en svævende flugt, med jævnlige kraftige vingeslag. Den er en ivrig blomsterbesøger, og bruger meget tid på at fouragere. Hannerne afpatruljerer store arealer i deres søgen efter uparrede hunner.
Ægget er det overvintrende livsstadie. Den lille larve bryder æggeskallen i april måned, og umiddelbart efter begynder den lille larve at æde løs på diverse violer og stedmoderblomster.
Levested
:I Nordjylland er skovperlemorsommerfugl knyttet til hede- og klitområder (ligesom klitperlemorsommerfugl), mens den på Sjælland og Bornholm lever på ugødede skovenge og lign., som regel med gode mængder egnede nektarplanter.
Trusler
:Den nuværende danske bestand af skovperlemorsommerfugl forekommer kun på relativt få og geografisk adskilte lokaliteter og er derfor særligt sårbar over for ændringer i levestederne. Arten trues først og fremmest af en fortsat forringelse af kvaliteten af de tilbageværende levesteder. Den kræver solrige og varme lokaliteter med en varieret, forholdsvis åben vegetation, tilstrækkeligt med violer til larverne og mange blomstrende planter til de voksne sommerfugle. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at værtsplanterne er til stede; vegetationen skal samtidig have den rette struktur og skabe et varmt mikroklima nær jordoverfladen.
På skovlokaliteter kan ophør af lysåbnende drift, naturlige forstyrrelser eller ekstensiv naturpleje medføre, at skovlysninger, skovenge, skovbryn og andre lysåbne partier gradvist gror til. Tætte bevoksninger af græs, buske og træer skygger jordoverfladen og kan gøre mikroklimaet for køligt for artens æg og larver. Undersøgelser har vist, at hunnerne foretrækker at lægge æg, hvor der både findes mange violer og en lav, åben vegetation. Selv om værtsplanterne fortsat er til stede, kan en tæt og høj vegetation derfor gøre en lokalitet uegnet.
På hede- og klitlokaliteter kan både manglende og uhensigtsmæssig naturpleje forringe levestederne. Hvis vegetationen får lov til at gro til, forsvinder de varme og lysåbne forhold, som arten er afhængig af. Omvendt kan en for intensiv pleje reducere både forekomsten af violer, blomstrende nektarplanter og den variation i vegetationen, der er vigtig for artens forskellige livsstadier.
Eutrofiering som følge af atmosfærisk kvælstofdeposition og næringspåvirkning fra de omgivende arealer kan forstærke tilgroningen ved at fremme kraftig vækst af græsser og andre næringskrævende planter. Herved bliver vegetationen tættere og mere ensartet, hvilket kan udkonkurrere violer og andre lave urter samt forringe mikroklimaet ved jordoverfladen. Eutrofiering er derfor en væsentlig trussel, men virker især ved at forstærke de processer, der fører til tilgroning og tab af egnede mikrohabitater.
Bestandens opsplitning udgør en yderligere trussel. Små og isolerede bestande er mere sårbare over for tilfældige udsving, lokale forringelser af levestederne og andre uforudsete påvirkninger. Samtidig er mulighederne for genindvandring begrænsede, hvis en lokal bestand forsvinder.
Mangel på blomstrende planter gennem flyvetiden kan desuden reducere de voksne sommerfugles adgang til nektar og dermed påvirke deres mulighed for at reproducere sig. Tilgroning og uhensigtsmæssig naturpleje kan begge føre til en mindre og mindre varieret blomsterflora.
Den langsigtede bevarelse af skovperlemorsommerfugl afhænger derfor af, at de eksisterende levesteder fortsat holdes lysåbne og varierede, samtidig med at sammenhængen mellem egnede levesteder bevares eller forbedres.
Bevaringstiltag
:Bevaringen af skovperlemorsommerfugl afhænger først og fremmest af, at de eksisterende levesteder bevares som varme, lysåbne og varierede naturtyper med et gunstigt mikroklima ved jordoverfladen. Levestederne skal rumme både rigelige bestande af violer til larverne og et varieret udvalg af blomstrende planter, som de voksne sommerfugle kan søge nektar på gennem hele flyvetiden.
På skovlokaliteter er det vigtigt at forhindre, at skovlysninger, skovenge, brede skovbryn og andre lysåbne partier gror til. Hvor det er nødvendigt, kan rydning af træ- og buskopvækst, ekstensiv græsning, høslæt eller anden lysåbnende naturpleje bidrage til at opretholde de varme og varierede forhold, som arten kræver. Plejen bør udføres gradvist eller i rotation, så egnede levesteder altid er til stede.
På hede- og klitlokaliteter bør naturplejen sikre en varieret vegetation med både åbne partier, lave urter, blomstrende planter og spredt opvækst af buske og træer. Både manglende naturpleje og for intensiv pleje kan forringe levestederne. Målet er at bevare en varieret vegetation med gode vækstbetingelser for både violer og nektarplanter.
Ekstensiv helårsgræsning kan på egnede lokaliteter bidrage til at skabe og vedligeholde den variation i vegetationen, som arten har behov for. Store planteædere kan gennem græsning, tramp og naturlige bevægelsesmønstre skabe en mosaik af åbne og mere tætte partier. Effekten afhænger dog af græsningstrykket og de lokale forhold, og udviklingen bør derfor følges, så levestederne hverken gror til eller bliver for ensartede og hårdt nedgræssede.
Næringspåvirkningen af levestederne bør begrænses mest muligt. Atmosfærisk kvælstofdeposition og næringsstoffer fra de omgivende arealer kan fremme kraftig vækst af græsser og andre næringskrævende planter, hvilket forringer både værtsplanternes vækstbetingelser og det varme mikroklima, som larverne er afhængige af.
På længere sigt kan artens overlevelsesmuligheder forbedres ved at udvide eksisterende levesteder og genskabe egnede naturarealer i nærheden af de nuværende bestande. Genoprettede skovlysninger, skovenge, heder, klitter og blomsterrige skovbryn kan fungere som nye levesteder og øge mulighederne for naturlig spredning mellem bestandene. Sammenhængende netværk af egnede levesteder vil samtidig gøre bestandene mindre sårbare over for lokale forstyrrelser og tilfældige udsving.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
