Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Lisa  Ammitzbøll
    Foto: Lisa Ammitzbøll
  • Fotograf: Egon Krogsgaard
    Foto: Egon Krogsgaard
  • Fotograf: Jan Færk
    Foto: Jan Færk

Atlas

: Hvid Nøkkerose overvåges i Atlasprojektet Danmarks Karplanter

Kendetegn

: En kæmpestor rodfæstet flydebladsplante (og i mindre grad en vandplante med undervandsblade), der kan gro ud til ca. 3 meters dybde. Bladene er næsten kredsrunde og 20-40 cm i diameter og med en ret smal indskæring i den ene side, som når ind til bladstilken. Flydebladene er beklædt med et vokslag på oversiden, der gør den vandskyende, og spalteåbningerne sidder på bladoversiden i modsætning til, hvad der er tilfældet for de fleste andre planter. De unge blade er rødbrune; som ældre bliver de mørkegrønne på oversiden, medens undersiden forbliver rødbrun.

I begyndelsen af vækstsæsonen udvikles ofte undervandsblade; disse visner dog ret hurtigt bort i modsætning til, hvad der er tilfældet for Gul Åkande. Der er 15-25 kronblade og et stort antal støvdragere. De indre støvdragere er trådformede, medens de ydre er flade og kronbladagtige forneden.

Blomsten - den største i den danske natur - er hvid og meget stor: indtil 20 cm i diameter. Bægerbladene er grønne, 4-5 i tal, lancetformede og hurtigt visnende. Støvfanget er fladt, 13-16 strålet, og frøene er 2-3 mm. Frugten er et rundt og svampet bær, der indeholder frøene. Efter blomstringen trækkes frugten under vandet, hvor den modnes. Frøene frigives ved frugtens henfald og flyder et stykke tid på vandet, hvorefter de synker til bunds.

Blade og blomster udgår fra den i bundsedimentet vidt krybende jordstængel. De efterlader kredsrunde bladar på jordstænglen.

Bladstilken har 4 store og flere små luftkanaler (mange ret ensartede små hos Gul Åkande).

Hvid Nøkkerose
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Kurt Kock

Variation

: Der er en del variation i blad- og blomsterstørrelse. Kraftigst bliver planterne i lavvandede, næringsrige og soleksponerede søer.

Forveksling

: I blomst er den eneste forvekslingsmulighed Liden Nøkkerose (Nymphaea alba ssp. Candida), som er meget sjælden som udplantet eller forvildet i Danmark. Liden Nøkkeroses ligner ret meget, men har i reglen tydeligt mindre blomster og blade. Den afgørende skillekarakter er, at hos Liden Nøkkerose er bladnerverne ved grunden, altså nærmest indskæringen, bueformede, medens de er rette hos Hvid Nøkkerose. Desuden har Liden Nøkkerose næsten firkantet blomsterbund, hvor den er rund hos Hvid Nøkkerose. Knoppen hos Liden Nøkkerose er but, spids hos Hvid Nøkkerose.

(Der forekommer en række andre dyrkede og udplantede former og beslægtede arter med andre blomsterfarver; de har højst vegetativ formering i den danske natur og spreder sig næppe).

Vegetativt kan Nøkkerose kendes fra Åkande på, at bladene næsten er kredsrunde, hvor Åkande har langt mere ovale blade, hvilket med lidt øvelse godt kan ses i kikkert på afstand. Hos Nøkkerose danner bladstrengene et net ud mod bladranden, hvor de hos Åkande er gaffeldelte helt ud.

Hos Gul Åkande (og Dværg-Åkande) efterlader blade- og blomsterstilke rudeformede bladar på jordstænglen (kredsrunde hos Nøkkerose).

Udbredelse

: Hvid Nøkkerose er temmelig almindelig som vildtvoksende på Øerne og i Øst- og Sydøstjylland, ellers forekommer den hist og her. Den træffes ofte udplantet.
Hvid Nøkkerose - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Blomstringstiden er juni-august. Derudover kan flydebladene ses meget af vækstsæsonen, i alt fald fra ultimo maj.

Tidsmæssig fordeling

af Hvid Nøkkerose baseret på Naturbasens observationer:
Hvid Nøkkerose - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Hvid Nøkkerose - månedlig fordeling

Biologi

: En flerårig flydeplante, som bestøves af insekter (der er honningkirtler i blomsten), men selvbestøvning er formentlig det almindeligste. Hvid Nøkkerose har en lang, tyk, stivelseholdig jordstængel, som kryber i dyndet på søbunden og hvorfra, der udgår blad- og blomsterstilke. Bladstilkene indeholder 4 store og mange små luftkanaler. Frøet spredes med vand.

FÆNOMENET "ÅKANDENS INDRE VIND"

Arterne i Åkandefamilien har typisk kraftige jordstængler, som kryber i bundsedimentet og forsynes med ilt via luftkanalerne i bladstilkene. Man har først ret sent (1981) fundet ud af, hvordan dette foregår:

Når unge og yngre blade opvarmes af solen, opstår et overtryk inde i bladet især pga. vanddamp. Bladporerne er så små, at trykket ikke umiddelbart kan udlignes med omgivelserne, men medfører, at der presses luft ned gennem kanalerne i bladstilkene til jordstænglerne i det iltfri sediment på søbunden. Ikke desto mindre kan der diffundere ilt ind i bladet (hvor der er lavt ilttryk men højt vanddamptryk) fra atmosfæren ved bladoversiden.

Denne blanding af forskellige luftarter der opstår (især ilt og vanddamp), presses ned gennem luftkanalerne i bladstilkene til jordstænglen, og også videre fra jordstænglen op gennem luftkanalerne i de gamle blade. For i de gamle blade er porerne så store, at vanddamptrykket opstået som følge af solopvarmning umiddelbart udlignes med atmosfæren.

I en åkandestilk kan der pumpes op til 1 1/2 liter luft i timen med en hastighed af op til 1/2 meter i minuttet; og der kan tranporteres langt mere ilt end åkandens jordstængel har brug for. Mekanismen virker især om dagen, hvor der er kraftig solopvarmning, men den sørger for mere end rigelig iltforsyning til åkandernes jordstængler. Unge blades pigmentering (som forsvinder eller reduceres på ældre blade) er sandsynligvis en tilpasning til dette, dvs. pga. pigmenteringen kan de opsuge mere varmestråling fra solen.

Som nævnt er det kun i de unge blade, der skabes det overtryk af især vanddamp, som driver processen. CO2 dannet ved stofskifter i jordstængler og bladstilke "blæses" på denne måde ud via luftkanalerne i de ældre blades stilke, som afleder luftstrømmen fra jordstænglen, hvortil den kommer fra de yngre blade. Luftstrømmen går altså i retningen atmosfære - yngre blade - jordstængel - ældre blade - atmosfære.

"Åkanders indre vind" findes også hos andre vand- og sumpplanter med jordstængler nede i iltfrit mudder: dunhammerarter, Tagrør, Brudelys, Pilblad osv.

Det er afgørende for funktionen af rodzoneanlæg, hvor det betinger de aerobe (iltforbrugende) nedbrydningsprocesser i rodzonen.

Undersiden af bladene hos Nøkkerose og Åkande huser ofte en rig epifauna af mosdyr, vandinsektlarver etc.

Etymologi:

Slægtsnavnet Nymphaea kommer af nymphe (nymfe, her: vandnymfe) fra den græske mytologi. En nymfe var en smuk kvindelig naturånd, der var knyttet til og boede i naturelementer som vandløb, kilder, bjerge, træer osv. Arts- og underartsnavnet alba er latinsk: hvid.

Det danske navn Nøkkerose hentyder til "nøkken": et ondsindet mandligt væsen, som efter den nordeuropæiske folketro boede i vandløb og søer, og som søgte at lokke folk til sig og krævede menneskeofre.

Åkander regnes afstamningsmæssigt for at være sidegruppe til stort set resten af de dækfrøede blomsterplanter inklusive enkimbladede. De tokimbladede planter (hvortil åkander traditionelt henregnes) er i modsætning til de enkimbladede planter ikke en monofyletisk gruppe, og de enkimbladede regnes for at nedstamme fra tokimbladede.

Åkander er som gruppe ret primitive, d.v.s. har mange ældre og oprindelige træk bevarede. Bl.a. regnes det forhold, at der ikke er en skarp opdeling mellem støvblade og kronblade for et primitivt træk. Se herom bl.a. på siden "Tree of life": www.tolweb.org...20646

Kulturhistorisk:

Hjerterne i det danske rigsvåben er i virkeligheden åkandeblade

I ældre tider har de stivelseholdige jordstængler været brugt som nødmad under hungersnød.

Levested

: Næringsrige søer ud til ca. 3 meters dybde.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Vilde Planter, Skytte-Christiansen, Branner og Kock 1964 ff.

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg, ISBN 87-02-02997-9)

DanskeVandplanter Miljøstyrelsen Danmarks Miljøundersøgelser

Den Store Danske Encyklopædi: opslag under åkande om "Åkanders indre vind".

De senest indberettede arter i Naturbasen: