:Overfladisk ligner Biulven det, som de fleste forbinder med en hveps - gul bagkrop med sorte tværstriber. Går man tættere på, ser man, at Biulven i hvilende tilstand har vingerne samlet over bagkroppen, i modsætning til gedehamsene, som har vingerne ned langs siden. De sorte tværstriber er triangulære, og deraf det latinske efternavn "triangulum". Ydermere skal man kigge efter det meget lyse felt i ansigtet mellem øjnene (hunnen har to spidser i den hvide krone, og hannen har tre). Hunnen har desuden en rødbrun rand på hver side af hovedet. Så det er nemt at se forskel på han og hun. Forkroppen er mørk med lyse pletter mellem vingerne, ved vingefæstet og bag hovedet. Benene er hovedsagligt gule og antennerne sorte. Hunnen er omtrent på størrelse med sit foretrukne bytte, Honningbien, og hannen lidt mindre.
:Kan variere nogle millimeter i størrelse. De rødbrune "kinder" hos hunnen kan også være mere eller mindre fremtrædende og de triangulære sorte felter på bagkroppen kan være fortrængt af gult.
Forveksling
:Selvom den har enkelte træk tilfælles med gedehamse bør de fleste, der lige ofrer arten lidt opmærksomhed, hurtigt kunne kende forskel. Biulvehannen kan helt overfladisk forveksles med andre gravehvepse.
:Mens hannerne markerer deres områder med feromoner og leder efter hunner at parre sig med, er det hunnernes aktivitet der har givet arten sit navn. I løbet af en enkelt sæson kan en hun paralysere og transportere omkring 100 Honningbier (Apis mellifera) hjem til sin rede i jorden. Her har hun gravet en meter lang hovedtunnel hvis tværstillede kamre bliver udstyret med 3-6 lammede Honningbier og et Biulveæg. Således forkælet med en lækker madpakke kan den lille nye larve mæske sig og vokse sig stor og stærk. De voksne Biulve æder ikke selv Honningbier, men foretrækker nektar. Markabert nok er det observeret at Biulve har bidt hovedet af Honningbier for at klemme biernes indsamlede nektar ud.
Biulven er en mester i at paralysere Honningbierne - den er god til at stikke sin lammende gift ind i biens bløde punkter, samtidig med at Biulven selv vender sine pansrede dele mod biens brod.
Hvordan kan Biulven finde sin rede i et monotont landskab? Hver gang hunnen forlader reden, kigger hun sig lidt for omkring åbningen for at genkende sit hul. Forsøg, hvor man har flyttet på sten omkring åbningen, har vist, at hunnen ikke kunne finde sin rede, når hun kom tilbage.
Biulven kan dog også selv risikere at blive et offer. Biulvguldhveps, Hedychrum rutilans, er nemlig kleptoparasit i Biulvens rede. www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse
Levested
:Biulven har i mange år været lidt af en sjældenhed på vores kanter, men siden 1980erne er arten blevet stadig mere udbredt, primært på grund af mildere klima. I dag er det muligt at møde den i hele landet. Den foretrækker sandet jord med sparsom vegetation. På sådanne lokaliteter kan arten dog finde på at etablere hele hvepsebyer med Biulveaktivitet, selvom arten er solitær.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
