Sort Pragttorbist

Se alle 

 Billede

  • Fotograf: Lysser Andersen
    Foto: Lysser Andersen

Atlas

: Sort Pragttorbist overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Sort pragttorbist bliver en smule større end sin nære slægtning grøn pragttorbist, og opnår en kropslængde på 16-22 mm. Grundfarven er dybsort og ret skinnende, men dækvingerne kan have tendens til mørkebrun marmorering hos nogle individer, og der er et antal ovale og irregulære, flødefarvede pletter på dækvingerne, typisk 3-5 på hver, men antallet kan variere. Der kan også forekomme to aflange pletter langs den ydre side af forbrystets bagrand, men dette ses kun hos nogle individer. Hovedet er ret stort og aflangt, især foran øjnene, og den forreste rand af hovedskjoldet rager ud over kæberne, og er karakteristisk indbugtet. Forbrystet er trekantet med tydelige siderande fortil, men er knap så trekantet i formen som hos grøn pragttorbist. Som hos grøn pragttorbist er forbrystets bagerste rand indbugtet langs siderne, men hos sort pragttorbist er der ofte også et tydeligt indhak i midten af den bagerste rand. I modsætning til grøn pragttorbist er der ikke et tydeligt mellemrum imellem forbrystet og dækvingerne. Forbrystet er forsynet med en ret grov punktering, og der er en tydelig fure ned langs midten. Dækvingerne er brede og hvælvede, og forsynede med en grov skulpturering og lange, uregelmæssigt forhøjede lister, men mangler de karakteristiske knuder og tværbånd, som ses hos grøn pragttorbist. Bagtil er der en tydeligt vulst på hver dækvinge, og ind mod sømmen bugter dækvingerne indad, således at der dannes et tydeligt mellemrum mellem dem. Bagkroppen rager ikke så meget frem under dækvingerne som hos grøn pragttorbist. Benene er lange og generelt en smule kraftigere end hos grøn pragttorbist, og udover forbenene mangler skinnebenene laterale torne, men har i stedet meget veludviklede apikale torne. Undersiden er også sortfarvet, men der er meget tydelige, lange brunlige hår under hoved, midt på forbrystet omkring forbenenes lårben og hofteled, samt imellem andet og tredje benpar, og i mindre grad mod bagkropsspidsen.

Adam (1994) påpegede, at slægten Gnorimus i virkeligheden var et junior synonym af Aleurostictus, og at sidstnævnte således var det gældende. Dette skyldes, at Gnorimus (Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville) blev navngivet i 1828, mens Aleurostictus allerede var blevet anvendt for disse dyr af Kirby året før. I så fald skulle Danmarks to arter, grøn og sort pragttorbist ikke hedde henholdsvis Gnorimus nobilis og G. variabilis men henholdsvis Aleurostictus nobilis og A. variabilis. Imidlertid forelagde et team af forskere (Krell et al., 2006) sagen for den Internationale Kommission for Zoologisk Nomenklatur (dyrs videnskabelige navngivning), Sag nummer 3349, og fik medhold i, at Gnorimus var et så veletableret navn, at det officielt skulle erstatte Aleurostictus. I samme artikel bad forskerne kommissionen om tilladelse til, at det ligeledes stort set ukendte Gymnodus (Kirby 1827) også skulle slettes til fordel for det kendte og veletablerede Osmoderma (Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828), og dette blev også bevilget. Det er jo som bekendt er slægtsnavnet for den danske eremit (Osmoderma eremita). Navnet Aleurostictus bruges dog stadig fejlagtigt af visse forskere, selvom det nu er officielt ugyldigt.

Sort Pragttorbist
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Ole Martin

Variation

: Arten varierer morfologisk generelt ikke meget, men der stor individuel variation i antal, form og størrelse af dækvingernes pletter, og nogle gange kan de næsten mangle helt. En sjælden variation er, at pletterne flyder sammen, og nærmest danner en stor, udflydende smudsigt-hvid eller gullig plamage på hver dækvinge. Sådanne eksemplarer har typisk også markante udflydende pletter langs forbrystets bagrand.

Forveksling

: Den brede krop og sorte farve med hvide prikker på dækvingerne gør, at sort pragttorbist ikke bør kunne forveksles med nogen anden dansk bille, selvom dens noget større slægtning eremitten kan ligne overfladisk. Eremitten er dog ensfarvet mørkebrun til sortbrun uden prikker på dækvingerne, og dens forbryst er mere rhombeformet og ikke trekantet som hos pragttorbisterne.

Udbredelse

: Sort pragttorbist er vidt udbredt i Europa og østpå til Lilleasien, men den regnes som lokal og temmelig sjælden de fleste steder. Mange steder er arten gået voldsomt tilbage i løbet af det 20. århundrede. Sort pragttorbist er afhængig af gamle, stadigt levende løvtræer med formuldningskamre, men den slags træer er ikke af stor forstlig værdi, og er derfor i vid udstrækning blevet fjernet fra skovene. I Sverige regnes sort pragttorbist for stærkt truet, og den kendes fra Skåne, Bohuslän, Södermanland og Västmanland, men er fåtallig, og synes at være i stadig tilbagegang. I England er der spredte fund af arten rundt om i den sydlige del af landet fra ældre tid, f.eks. Sussex og Greater London, men i dag findes arten kun i Windsor Forest og Windsor Great Park områderne. Den regnes for stærkt truet og i fare for, helt at forsvinde indenfor overskuelig fremtid. Også i Danmark er arten meget sjælden, og har gennemgået en voldsom bestandsnedgang i løbet af det 20. århundrede. Den danske rødliste regner arten for kritisk truet og i fare for, helt at forsvinde. Den er officielt kendt fra 17 danske lokaliteter, men efter 1960 er den kun fundet fire steder, hvoraf to (Kerteminde og Romsø i henholdsvis 1960 og 1977) er lige ved siden af hinanden, og endelig kendes den fra Kastrup Dyrehave (1980) i Næstved Kommune. De eneste lokaliteter, hvor arten er fundet for nylig, er Knudsskov ved Vordingborg og Romsø. På Romsø yngler den i døde og levende træer spredt ud på store dele af øen, og ser ud til at have en pæn bestand.
Sort Pragttorbist - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Sort pragttorbist er fremme fra midt i juni til slutningen af august, men den synes at være mest hyppig fra først i juli til midt i august.

Tidsmæssig fordeling

af Sort Pragttorbist baseret på Naturbasens observationer:
Sort Pragttorbist - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sort Pragttorbist - månedlig fordeling

Biologi

: Som sine slægtninge grøn pragttorbist og eremit er sort pragttorbist en saproxylisk billeart, hvilket betyder, at den har behov for trøsket ved til larvernes udvikling. Arten er ligesom grøn pragttorbist tæt knyttet til rødmuldskamre i ældre løvtræer, der opstår ved, at vednedbrydende svampe udhuler kamre inde i træstammen eller større grene, hvor billerne lægger deres æg, og larveudviklingen foregår. De voksne biller kan findes inde i disse kamre i juni måned, men senere, typisk først i juli til midten af august, begynder de at vise sig mere udenfor, og flyve omkring for, at lede efter nye områder at slå sig ned. Dyrene er dog ret stedbundne, og arten vurderes til, at have en ret ringe spredningsevne. Arten er meget varmeelskende, og synes ikke at være i stand til at kunne flyve, hvis temperaturen falder til meget under 20oC. Sort pragttorbist kan findes i en række forskellige løvtræer som ask, avnbøg, bøg, elm, kastanje eller rødel, men arten synes at have forkærlighed for eg, og i en række europæiske lande findes den ofte samme sted, som man finder kolonier af eremitten. Sort pragttorbist er betydelig mindre blomstersøgende end grøn pragttorbist, og findes typisk inde i formuldningskamrene eller på udsivende træsaft. I fangenskab tager den både sirup og honning.

Sort pragttorbist parrer sig og lægger æg i juli måned. Dyrene synes at foretrække ældre levende træer med formuldningskamre, men arten kendes også fra døde eller ligefrem væltede træer. Den er f.eks. fundet ynglende i smuldlaget under tyk bark på udgåede stammer af eg og ask. Æggene er nærmest runde, flødefarvede, og måler ca. 2 mm i længen og 1,7-1,8 mm i bredden. Larverne klækker typisk efter omkring 3 uger. Sort pragttorbists larver ligner andre torbistlarver, hvor kroppen er fed og ringet, med tydelige, brune spirakler ned langs siden, og kroppen holdes normalt i den C-positur, der er så typisk for torbistlarver. Larven har tre par korte, lysebrune ben. Den gennemgår tre stadier, hvor den vokser fra ca. 3 mm ved klækningen til omkring 3-3,5 cm, og hvor hovedet bliver markant kraftigere og kæberne større. Mindre larver, der endnu ikke har akkumuleret et egentligt fedtlag, er gråligt-hvide i farven, men større larver er hvidlige, og har typisk ikke den mere grålige bagkrop, man tit finder hos torbistlarver, selvom de ydre segmenter kan have en svag gråfarvning på grund af tarmindholdet. Larven er dækket af en tydelig pels af lange, gullige til lysebrune hår, men pelsen er dog mindre tæt end hos guldbasserne. Det kraftige hoved er gulbrunt med kraftige, sorte kæber til at raspe træ med. Larverne lever i overgangszonen mellem trøsket og frisk eller kun svagt nedbrudt ved, og er derfor ikke egentlig skadevoldende for træet som sådan, men deres gnaveri kan naturligvis svække træet yderligere, og åbne for flere svampeangreb. Larverne kan ikke selv fordøje træet, men har et forgæringskammer i bagtarmen, der indeholder cellulosenedbrydende bakterier, og disse sørger for energi og næringsstoffer til larven. Larverne opbygger med tiden et tykt lag af gnavesmuld og ekskrementer inde i kammeret, og det er den slags, man skal se efter, hvis man eftersøger dyrene på en lokalitet. Larvens udvikling tager generelt to år, nogle gange tre, og de voksne larver forpupper sig om foråret i april-maj måned. Studier af sydlige populationer, f.eks. i Frankrig har dog vist, at livscyklussen her er langt hurtigere, og kun varer et enkelt år, og at de store, såkaldte C-3 larver kun findes efterår og vinter. Forpupningen sker her i marts-april.

Levested

: Arten er knyttet til ældre løvskovsområder, gamle parker og alleer med ældre, levende løvtræer med rødmuldskamre, og den synes at være stærkest knyttet til områder med eg.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Allen, A. (1960): The history and present day status of Gnorimus variabilis L. (Col., Scarabaeidae) in Britain. Entomologists Record and Journal of Variation 72: 129-132.

Baraud, J. (1992): Faune de France. Colepteres Scarabaeoidea dEurope.

Ehnström, B. (2001): Leaving dead wood for insects in boreal forests - suggestions for the future. Scandinavian Journal of Forest Research 3: 91-98.

Eliasson, C.U. (2000): Är svart guldbagge, Gnorimus variabilis (Coleoptera: Scarabaeidae), ursprunglig vid sin nordgräns. Entomologisk Tidskrift 121: 173-179.

Gärdenfors, U., Aagaard, K. Biström, O. & Holmer, M. (2002): Hundraelva nordiska evertebrater. Handledning för övervakning av rödlistade småkryp. Nordiska Ministerrådet och Art. Databanken, Uppsala.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.

Konschegg, V. (1930): Über die Zucht von Gnorimus variabilis L. (Col.). Wiener Entomol. Zt. 47: 58-59.

Krell, F.-T., Ballerio, A., Smith, A.B.T. & Audisio, P. (2006): Gnorimus Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828 and Osmoderma Le Peletier de Saint-Fargeau & Serville, 1828 (Insecta, Coleoptera): proposed conservation of the generic names. Bull. Zool. Nomenclature 63: 177-183.

Martin, O. (1993): Fredede insekter i Danmark. Del 2: Biller knyttet til skov. Entomologiske Meddelelser 61: 63-76.

Nilsson, S.G., Baranowski, R., Hedin, J., Jansson, N. & Ranius, T. (2002): Hålträdslevande guldbaggars (Coleoptera, Scarabaeidae) biologi och utbredning i Sverige. Ent. Tidskr. 123: 81-98.

Renault, D., Vernon, P. & Vannier, G. (2004): Comparing the freezing susceptibility of third instar larvae of Gnorimus variabilis (Cetoniidae: Trichiinae) from three distant geographical regions. Can. J. Zool. 82: 873879.

Smith, M.N. (2003): Saproxylic beetles in Britain, an overview of the status and distribution of four Biodiversity Action Plan species. Proc. 2. pan-European Conf. Saproxylic Beetles: 1-3. Peoples Trust for Endangered Species.

UK Priority Species data collation: Gnorimus variabilis. (2010). JNCC.

De senest indberettede arter i Naturbasen: