Se alle 

 ID-billeder

Svær at bestemme!

Arten blev i 1992 splittet op i to arter af Seifert. Det danske trivialnavn dækker over L. alienus Förster 1850, mens den nyoprettede art L. psammophilus sandsynligvis er den mest almindelige. Adskillelse af de to kræver mindst en tur under stereolup.

Kendetegn

: Arbejder: 3,0-4,2 mm. En myre der ved første øjekast ofte bliver forvekslet med Sort Havemyre, men den er noget mindre, og farven er lidt lysere og mere brun end sort. Behåringen på følehornskaft og skinneben er meget sparsom, næsten helt uden udstående hår.

Hunner: 8,0-9,0 mm. Hanner: 3,0-3,8 mm

Variation

: Hedemyren (Lasius alienus) og Sandjordsmyren (Lasius psammoplilus) blev tidligere betragtet som en art, men er nu opdelt i to arter.

Forveksling

: Ved sikker artsbestemmelsen fra Sort Havemyre er det bedst at se på følehornskaftet, som hos Sort Havemyre er forholdsvis tæt besat af lange udstående hår. Både Hedemyre og Sandjordsmyre har kun sparsom behåring uden lange udstående hår på følehornsskaftet. Hedemyre skelnes fra Sandjordsmyre på farven, som er mørkere hos Hedemyren, næsten mørkegrå/brun som Sort Havemyre. Men sikker artsbestemmelse er svær, idet farvenuancerne godt kan variere. På nederste del af propodeum (sidste del af forkroppen) har Sandjordsmyre fra 1-8 små udstående hår, kun synligt ved lup med 30-40 forstørrelse.

Udbredelse

: Arten Lasius alienus har længe været anset som værende almindelig i de fleste sandede egne.

Efter den er blevet delt op i to arter, Hedemyre (L. alienus) og Sandjordsmyre (L. psammophilus), er kun sidstnævnte fundet i Danmark. Den "ægte" Lasius alienus er i Norden kun fundet på en enkelt lokalitet i Skåne, Revinge.

Det er dog ikke umuligt at arten findes i Danmark, og vi bør derfor være opmærksom på den.

Hvornår ses den?

: Sommerhalvåret. De vingede kønsdyr træffes i reden fra midten af juli til hen i september. Se månedlig fordeling.

Biologi

: Den lever udelukkende i sine underjordiske jordreder om dagen og kommer kun op til jordoverfladen om natten for at reparere udgangene og foretage korte ture i redens nærhed, på jagt efter fødeemner.

Opgravningsmaterialet bliver omhyggeligt fordelt omkring udgangen, således at dette ikke afslører reden. Derfor er der ofte ingen synlige spor af rederne på jordoverfladen, bortset fra et lille hul i sværmetiden. I juli-august bliver graveaktiviteten i reden intensiveret, hvor der skal udgraves ekstra mange store redekamre og udgangene bliver mere tydelige, nærmest små kraterlignende forhøjninger.

Den underjordiske del er ganske imponerende med et udbredt og dybt forgrenet gangsystem. De fleste redekamre findes i 10-30 cm dybde, men redesystemet strækker sig helt ned til 120 cm dybde (Nielsen/Jensen, 1975).

Det er en meget frygtsom og fredelig myre, som straks søger væk fra en enhver form for forstyrrelser af reden. Den bryder sig ikke om kampe med andre myrearter og vælger altid tilbagetrækning til sikkerheden i reden.

Den lever af forskellige små insekter, smådyr og mikroorganismer, som trives i det tørre og varme underjordiske miljø, eller som den finder på nogle af dens natlige udflugter på jordoverfladen. Det vigtigste fødeelement er efter al sandsynlighed honningdug, der produceres af en lille uldlus (Pseudococcidae), der suger på sandskægsrødder. Disse uldlus findes til tider i meget store mængder i redekamrene ved sandskægsrødder, og om vinteren findes uldlusene sammen med myrerne i de dybereliggende kamre (Nielsen/Jensen, 1975).

Kolonigrundlæggelsen er selvstændig, og sværmetiden er oftest i juli/august.

Den overvintrer dybt nede i jorden, gerne over en meter nede i det omfangsrige netværk af gangsystemer.

Myrernes aktiviteter har stor økologisk betydning for disse meget sandede lokaliteter, som er økosystemer med en meget fattig fauna. På mange lokaliteter er denne myre faktisk det mest dominerende dyr overhovedet, med stor betydning for hele økosystemet.

Levested

: Man træffer den, ligesom tvillingearten Sandjordsmyre (Lasius psammophilus), i kystnære områder, i gråklitter, overdrev, grusgrave eller på heder. Jorden skal helst være sandet og vegetationen sparsom, ofte med spredt bevoksning af f.eks. Sandskæg, Håret Høgeurt, Hedelyng eller Revling. Den foretrækker meget tørre og varme lokaliteter. Lever undertiden på samme lokaliteter som Græstørvmyren, men der er ofte stor afstand mellem deres samfund.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Danmarks fauna. Bind 49. Sv.G.Larsson

Natur og Museum. Danske myrer. Torben Frode Jensen og Christian Skøtt

Entomologiske Meddelelser. Bind 43. 1975. Økologiske studier over Lasius alienus. Mogens Gissel Nielsen og Torben Frode Jensen.

Die Ameisen Mittel- und Nordeuropas. Berhard Seifert. 2007

De senest indberettede arter i Naturbasen: