Se alle 

 Billede

  • Fotograf: Michael  Winther
    Foto: Michael Winther

Kendetegn

: Hun 12-14 mm, hanner 11-13. Hunnen er med sine store gulerodsbukser helt umiskendelig. Forkroppen er lysorange, bagkroppen sort med smukke hvide bånd. Hannen er langbenet og tæt behåret med blegorange hår.
Pragtbuksebi
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Hanne Farnæs

Variation

: Arten varierer kun lidt.

Forveksling

: Hunnerne kan ikke forveksles med andre danske arter, hannerne kan ligne Melitta-hanner, men kendes på, at de kun har to submarginalceller (cubitalceller), hvor Melitta, Colletes og Andrena har tre.

Udbredelse

: Arten er udbredt overalt i Danmark og i resten af Europa og det meste af Asien. I Skandinavien når udbredelsen op til det centrale Sverige.
Pragtbuksebi - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: I Danmark ses arten fra slutningen af juni til slutningen af august - med en tydelig top i sidste halvdel af juli.

Tidsmæssig fordeling

af Pragtbuksebi baseret på Naturbasens observationer:
Pragtbuksebi - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Pragtbuksebi - månedlig fordeling

Biologi

: Arten er en af de få enlige bier, som yngler i tætte kolonier, hvor der ofte kun et 10-20 cm mellem de enkelte redehuller. Kolonierne anlægges næsten uden undtagelse i tæt sammenstampet sand, fx på soleksponerede parkeringspladser og stier.

Med sin kæmpestore gravebukser udgraver hunnen minegange på op til 70 centimeters længde, hvori hun laver sidegange på 10-15 centimeter.

Gravearbejdet er meget iøjnefaldende, og en buksebi-koloni er fyldt med huller, hvor hunnerne konstant bakker op som en muldvarp, mens de bakser jord bagud. Når jorden er ca. 5-10 cm fra hulen, drøner hunnen ned igen.

For enden af sidegangene samler hun en pollenbold, der vejer ca. 0,3 gram. Det tager en hel dag at indsamle pollen til én bold.

Arten er oligolektisk på kurvblomster og ses primært på kongepen, høstborst og høgeskæg. Også sildig gyldenris bliver brugt, ligesom cikorie ofte huser buksebier.

Hannerne ses ideligt patruljerende, og omkring kolonien kan der være helt levende af lyshårede hanner, der overfalder alt, der ligner en hunbi.

Kolonierne, som nødvendigvis huser store mængder af pollen og larver, myldrer med parasitter. Gravehvepse, guldhvepse og fløjlsmyrer er nærmest obligatoriske gæster i en buksebikoloni, ligesom kødfluer af slægten Miltogramma sidder vagt ved redegangene. Endelig ses en sjælden gang hvepsebier, primært Nomada flavopicta, som muligvis er redeparasit.

Levested

: Buksebi findes overalt i landet, som oftest på arealer med en rigelig højsommer-blomstring af gule kurvblomster. Kravet til redestedet gør, at man ofte møder den ganske tæt ved mennesker, fx på parkeringspladser, i vejkanter eller på gårdspladser.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Falk, S & R Lewington: 2015. Field Guide to the Bees of Great Britain and Ireland. British Wildlife Publishing

Peeters et al. 2012: De Nederlandse Bijen www.bestuivers.nl...Bijen_v_Nederland.pdf

Rasmussen, C., HT Schmidt & HB Madsen, 2016. Distribution, phenology and host plants of Danish bees, Hymenoptera, Apoidea. Zootaxa 4212, 1-100

De senest indberettede arter i Naturbasen: