Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Linda Kjær-Thomsen
    Foto: Linda Kjær-Thomsen
  • Fotograf: Anton Thøger Larsen
    Foto: Anton Thøger Larsen
  • Fotograf: Klaus Kevin Kristensen
    Foto: Klaus Kevin Kristensen

Kendetegn

: Pagurus bernhardus har asymmetriske kloskakse (cheliped), hvor den højre er større end den venstre. Den store klosaks benyttes til kamp og som blokade når dyret trækker sig ind i sneglehuset, mens den lille benyttes til fødehåndtering. Specielt for denne art er at den store klosaks er dækket af en masse små børster, som minder meget om små pigge på krebsens exoskelet, hvilket giver et nubret udseende. Klosaksen er delt op i en fixeret finger (propodus), og en bevægelig finger (dactylus), som tilsammen muliggør den karakteristiske sakse bevægelse. Propodus er speciel ved denne art, idet den er en smule konveks med små tænder, som hjælper til et bedre greb . Ned langs den højre klosaks løber en karakteristisk rød linje, som er unikt for denne art. De to bagerste benpar er blevet reduceret til små vedhæng, hvis funktion er fasthæftelse af huset samt håndtering af krebsens æg . Skjoldet (carapace) hos P. berhnhardus bliver op mod 3,5 cm langt, og går fra grønbrun, mod en mere rødgul nuance jo ældre individet bliver. Totallængden på denne art er op mod 10 cm.
Almindelig Eremitkrebs
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Karl Kjærgaard

Variation

: Størrelse og farve kan variere betydeligt. Sneglehuset kendetegner en eremitkrebs og udseendet af dette varierer derfor meget, alt efter hvilken art af sneglehus de har søgt ly i.

Forveksling

: P. bernhardus forveksles oftest med følgende arter:

Lodden eremitkrebs (Pagurus cuanensis), men den er mindre, med en skjoldlængde på 1,6 cm. Desuden er alle benene, samt klosaksene, meget lådne.

Håret eremitkrebs (Pagurus pubescence) er også et mindre dyr med en skjoldlængde på op mod 2 cm. Igen ses der at benene er dækket af korte hår, dog er klosaksene helt nøgne.

Udbredelse

: P. bernhardus er Europas mest almindelige eremit krebs, og ses i det meste af Nordatlanten, helt ned til de syd-portugisiske kyster. Arten findes ved de fleste danske kyster i tidevandszonen og helt ned til dybder på 140 meter. Større individer er set helt ned på 500 meter, hvor der lever større snegle og krebsen derfor kan findes større sneglehuse. Arten ses sjældnere omkring Bornholm, hvilket skyldes den meget lave salinitet i Østersøens vand.
Almindelig Eremitkrebs - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Almindelig eremitkrebs ses mest i de varme sommermåneder. Når vinteren kommer, og vand temperaturen falder, bevæger de sig ud på dybere vand, hvor temperaturerne er mere konstante. Dette skyldes at koldt vand gør dyrene sløvere og derved mere udsatte overfor prædation.

Tidsmæssig fordeling

af Almindelig Eremitkrebs baseret på Naturbasens observationer:
Almindelig Eremitkrebs - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Almindelig Eremitkrebs - månedlig fordeling

Biologi

: Som de fleste andre eremitkrebs, søger P. bernhardus ly i forladte sneglehuse. Denne adfærd skyldes manglende beskyttelse på dyrets bagkrop (abdomen), som ses som en blød asymmetrisk hale der er højredrejet op under dem. Dette er en perfekt tilpasning til sneglehuse, siden disse generelt også er drejet mod højre. Hvis dyret møder en fjende kan der søges retræte i huset, hvor den store højre klosaks fungerer som en dør, og forsegler indgangen. De store danske individer ses hovedsagligt i huse af arterne almindelig konk og rød konk, mens de mindre individer også kan gøre nytte af strandsnegl, dværgkonk og boresnegl. P. bernhardus er ofte set i symbiose med pindsvinepolyp, hvor polyppen vokser sig fast på sneglehuset og hjælper eremitkrebsen ved at udvide sneglehuset, ved at kitte, og derved forlænge perioden hvor huset er brugbart..

P. bernhardus er opportunistisk omnivorer, som mere eller mindre spiser alt hvad de kan komme omkring. De vil både jage bytte, såsom svage og langsomme krebsdyr og muslinger, men spiser også gerne ådsler. I nødsituationer, hvor maden bliver knap, vil de også kunne leve som detrivorer og filtratorer, hvor de aktivt filtrerer næring ud af sand og af vandsøjlen.

Parringen er en meget sårbar begivenhed for disse organismer, idet både hannen og hunnen må forlade sneglehuset i adskillige minutter. Herefter går kønnene hver til sit, hvor hunnen opbevarer æggene inde i huset, indtil de klækker. Larven er plantonisk og altså fritsvømmende i vandsøjlen, hvilket er til fordel for både forældre og afkom, da de dermed ikke vil være i konkurrence med hinanden i forhold til føde og plads. Larven ligner til forveksling en lille reje, og først efter 6. skalskifte, ses det karakteristiske bløde og snoede abdomen. Metamorfosen er nu gennemgået, og krebsen finder sig herefter til rette i sit første sneglehus. På det tidspunkt er krebsen ca. 60 dage.

Levested

: P. bernhardus ses på alle bundtyper, dog mindre ofte på grusbund, da meget af dens føde enten findes i sandet, eller på større sten. Dyret ses ofte på områder med lidt vandbevægelse som sikrer en tilførsel af næring, uden at problematisere en allerede begrænset bevægelse.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
-P. J. Hayward and J. S. Ryland, 1995, Handbook of the Marine Fauna of North-West Europe, Oxford University Press

-Marianne Køie og Aase Kristiansen, 2014, Havets Dyr og Planter, 2. Udgave, Gyldendals

-Ian Lancaster, 1988, Pargarus bernhardus an introduction to the natural history of hermit crabs, field studies 7 189-238.

De senest indberettede arter i Naturbasen: