Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin
  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin
  • Fotograf: Axel Teich Geertinger
    Foto: Axel Teich Geertinger

Atlas

: Tyklårssolbille overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: Selvom man som bekendt ikke bør diskutere smag, forekommer det alligevel rimeligt at påstå, at dette er den smukkeste af alle Danmarks 11 arter af solbiller. Da den østrigske naturhistoriker Giovanni Antonio Scopoli (1723-1788) navngav arten i 1763, gav han den da også det meget passende navn nobilis, hvilket betyder nobel, ædel. Det er sidenhen blevet til det temmelig ugraciøse tyklårssolbille på dansk, måske i henvisning til, at dette er den af alle danske solbillearter, hvis hanner har de kraftigst udviklede bagben, men måske simpelthen annekteret fra det engelske thick-legged flower beetle. Et mere passende populærnavn, der korrekt adresserer artens flotte fremtoning, kunne dog være ønskeligt. Man kunne f.eks. have kaldt den pragtsolbille eller glanssolbille, et rammende navn, idet dyrene ofte stråler som små blågrønne ædelsten, når de tumler omkring i blomsterne på en solbeskinnet eng. Det har franskmændede forstået, de kalder den for Oedemere noble.

Tyklårssolbillen er en stor solbille med en kropslængde på 7-11 mm. Den er normalt skinnende grøn med metalskær især hos hannerne. Oversiden er fint nubret, og både over- og underside er forsynet med en beklædning af spredte, korte og fine hvidlige hår. Hovedet er stort og aflangt, med store, fremtrædende mørke øjne, og en aflang, nærsten snudeagtig forreste del (clypeus) foran øjnene. Panden er en smule bredere mellem øjnene end mellem følehornenes basis, og hele hovedets overside er nubret. Bagved øjnene smalner hovedet markant til. Øjnene er ofte mere brunlige-bronzefarvede end resten af hovedet. Følehornene er mørkfarvede med metalskær, og består af 11 led, hvoraf andet led er langt kortere end de øvrige, men det basale led kan ofte være noget lysere end resten. De er længere end dækvingerne hos begge køn. De lange, slanke, buede antenner er med til, at give solbillerne et træbukkeagtigt udseende. Forbrystet er nærmest kvadratisk, og bærer et par tydelige vulster eller knuder fortil og en tydelig rende lidt under midten. Dets overflade er nubret med ret grov punktering. Dækvingerne er aflange, slanke og elegante, og de er klart bredest ved skuldrene, og smalner betydeligt til ud mod bagkropsspidsen. De skiller sig ad langs det meste af bagkroppen, således at der dannes et tydeligt mellemrum, hvor man kan se bagkroppen og de mørkfarvede flyvevinger igennem. Dækvingerne er nubrede med grov punktering, og har ofte et kraftigt metalskær især hos hannerne, og de har tydelige, længdegående lister. Kroppens underside er også grønlig eller grønblå, og her ses den spredte behåring ofte tydeligere end på oversiden.

Benene er lange, slanke og elegante, og lårbenene er normalt af samme farve som kroppen med metalskær og tydelig behåring nedenunder, mens skinnebenene kan være af samme farve eller være mere ovre i det brunlige uden metalskær. Fødderne er aflange og slanke, men bliver bredere udad med tydeligt lappede, hjerteformede næstyderste led, og minder derfor meget om træbukkenes fødder. Til trods for en tydelig overfladisk lighed med små træbukke, tilhører solbillerne dog en anden billefamilie, hvilket ses tydeligt af, at de har fem fodled på første og andet benpar, men kun fire led på tredje benpar. Solbillerne tilhører heteromer-gruppen, og er nærmere beslægtede med f.eks. brodbiller, kardinalbiller, oliebiller og skyggebiller end de er med træbukke.

Tyklårssolbillen er markant kønsdimorfisk, og ikke blot er hannerne flottere med kraftigere metalskær end hunnerne, de har også de kraftigst forstørrede bagben af nogen dansk solbille. Tredje benpars lår kan være helt enormt opsvulmede, men også skinnebenene er forskellige fra hunnernes, og er hos hanner betydeligt kraftigere, især i den øvre del, og er kantede og krumme. Hannerne har også behåring på tredje benpars skinneben, hvilket hunnerne normalt mangler, og yderst er skinnebenet udtrukket i en krogagtig forlængelse. Det er derfor let at kende hanner fra hunner.

Tyklårssolbille
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Klaus Bek Nielsen

Variation

: Arten er normalt strålende græsgrøn med kraftigt metalskær, men farven kan variere meget fra rent grøn til grøn med blåligt skær (især på hannernes massive bagben), over i grønblå til nærmest stålblå. Andre eksemplarer har bronzeskær eller ser nærmest ud som om, de er blevet strøet over med guldstøv.

Forveksling

: Solbiller kan minde om små træbukke, og forveksles da også tit med denne gruppe, men i Danmark findes der simpelthen ikke små, grønlige træbukke, så enhver forveksling bør straks kunne udelukkes. Den eneste træbuk, der kan minde om de små, grønne solbiller, og som tilmed selv er aktivt blomstersøgende, er den kæmpemæssige moskusbuk, og her udelukker den kolossale størrelsesforskel enhver forvekslingsmulighed. Tyklårssolbillens han er så karakteristisk med sine stærke, flotte metalfarver og kraftigt udviklede tredje par ben, at den næppe kan forveksles med andre danske arter. Hunnerne kan minde om især matgrøn solbille, men deres klarere farver, stærkere metalglans og de kraftigt adskilte dækvinger bør alligevel være tilstrækkeligt til, at forveksling kan undgås.

Udbredelse

: Tyklårssolbillen er vidt udbredt i det vestlige Mellem- og Sydeuropa, og findes f.eks. i det vestlige Tyskland, Belgien, Holland, Frankrig, den Iberiske Halvø, Italien, Grækenland og det vestlige Nordafrika. I Storbritannien findes den udbredt i det sydlige England, og her synes den siden 1995 glædeligt nok at have været under ekspansion. Den synes således at være i gang med, at udvide sit udbredelsesområde, både ved at forøge antal lokaliteter samt blive mere talrig på de enkelte lokaliteter. Om dette sker i forbindelse med eller ligefrem på grund af de fortsatte klimaforandringer, er endnu ikke afklaret, men det forekommer plausibelt. Danmark ligger sammen med England således i artens nordlige udbredelsesperiferi, men den synes desværre ikke at være i gang med samme glædelige ekspansion i Danmark. Tyklårssolbillen er ikke almindelig, nærmest sjælden og lokalt udbredt i Danmark, og den synes primært at forekomme i det Sydfynske Øhav, i Odsherred og især på Bornholm, nogenlunde samme hovedudbredelse som angivet af Hansen & Larsson for 70 år siden, mens den er meget sjælden i Jylland, hvor den muligvis slet ikke forekommer længere. I hvert fald er den ikke officielt antruffet på sine tidligere lokaliteter, Halk sydøst for Haderslev, Harpelunde ved Nakskov på Vestlolland eller Nordfalster, det seneste halve århundrede. De præcise årsager til denne sjældne og lokale forekomst er ikke ordentligt belyst, for vor nuværende og sparsomme viden om artens biologi er ikke tilstrækkelig til, at kunne identificere hvorfor denne Oedemera-art er så meget mere sjælden og lokal end de fleste af sine slægtninge. Noget kunne derfor tyde på, at den måske er habitatspecialist med særlige præferencer i højere grad end de andre danske Oedemera-arter, for dens foderplanter er jo vidt udbredte og almindelige. Den danske rødliste regner tyklårssolbillen for at være i svag tilbagegang, sårbar og næsten truet.
Tyklårssolbille - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Ligesom de andre solbiller er også tyklårssolbillen et varmeelskende for- og højsommerdyr, der ses i juni-juli måned, men i varme år kommer de frem allerede i slutningen af maj, og enkelte eksemplarer ses af og til i begyndelsen af august.

Tidsmæssig fordeling

af Tyklårssolbille baseret på Naturbasens observationer:
Tyklårssolbille - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Tyklårssolbille - månedlig fordeling

Biologi

: Solbillernes biologi er generelt ikke særlig velundersøgt, og derfor kender man ikke de mere specifikke detaljer af de enkelte arters økologi. Det, vi ved om tyklårssolbillens biologi, minder meget om de andre solbillers. De voksne dyr er varmeelskende, og arten findes derfor på solåben bund, hvor billerne aktivt opsøger en lang række forskellige blomster i solskinnet. Man ser dem både enkeltvis og flere sammen på blomsterne, og parringen foregår også ofte samme sted, og kan derfor let iagttages.

Larvens biologi er dårligt kendt for mange solbiller, da der simpelthen mangler undersøgelser af deres økologi. Oedemera-larver er blege, tynde og aflange, ovale i tværsnit med rektangulære bagkropssegmenter, og i modsætning til de andre danske solbilleslægter mangler Oedemera-slægten gangvorter øverst på bagkropssegmenternes underside. Larven har et påfaldende stort, kraftigt hoved med stærke kæber, og små, tynde, stumpe ben, og den er blegt hvidlig med tendens til, at virke lettere gennemsigtig. Som de andre Oedemera-arter er også tyklårssolbillens larve mere kraftigt sklerotiseret end larverne af de andre danske solbilleslægter, og den lever inde i store, halvvisne stængler af Eng-brandbæger (Senecio jacobaea) og diverse tidselarter (Cirsium sp.) og efter sigende af og til også i spansk Gyvel (Spartium junceum). Larveudviklingen er efter alt at dømme etårig, således at den lille larve lever inde i stænglerne sommeren og efteråret over, hvorefter den overvintrer som larve. Larven overvintrer inde i stænglen eller i overgangen mellem stængel og rodzonen, og færdiggør sin udvikling det efterfølgende forår med en kropslængde på 12-18 mm. Forpupningen sker formentlig i løbet af april-maj måned inde i den visne stængel. Tyklårssolbillen er dog så meget mere sjælden og lokal end de andre danske Oedemera-arter (med undtagelse af den orangebrystede, O. croceicollis, der vides at afvige økologisk fra de andre arter), at det tyder på, at dens økologi må afvige fra deres på en række områder. Måske afviger dens habitatkrav på måder, vi endnu ikke er klar over, fra de andre danske arters. Ellers virker denne markante forskel i forekomst og udbredelse i hvert fald vanskelig at forklare. Måske ligger der et fingerpeg i, at de fleste danske lokaliteter har tendens til, at findes ret tæt ved kysten.

Levested

: De danske lokaliteter synes at være af samme type som for andre Oedemera-arter, solåbne, græs- og urtebevoksede områder med masser af blomster og tilstedeværelse af artens foretrukne foderplanter, såsom skovenge, klitter, enge og overdrev.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Abdullah, M. (1973): Larvae of the families of Coleoptera. III. Heteromera, Cucujoidea: a key to the world families including their distinguishing characters. J. Nat. Hist. 7: 535-544

Abdullah, M. (1974): Heteromera (Coleoptera): a key to the world families including their distinguishing characters in the adult stage. J. Nat. Hist. 8: 49-59

Crowson, R.A. (1981): The Biology of the Coleoptera. Academic Press, London: 1-801.

Frenzel, M. & Dettner, K. (1994): Quantification of cantharidin in canthariphilous Ceratopogonidae (Diptera), Anthomyiidae (Diptera) and cantharidin-producing Oedemeridae (Coleoptera). J. Chem. Ecol. 20: 1795-1812.

Ganglbauer, L. (1881): Bestimmungs-Tabellen der europäischer Coleopteren. IVa. Oedemeridae. Verh. Zool. Bot. Ges. Wien 31: 97-116.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. - Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). - Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Hansen, V. & Larsson, S.G. (1945): Danmarks Fauna 50. Biller XII: Heteromerer. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-293.

Holz, C., Streil, G., Dettner, K., Dütemeyer, J. & Boland, W. (1994): Intersexual transfer of a toxic terpenoid during copulation and its paternal allocation to developmental stages - quantification of cantharidin in cantharidin-producing oedemerids (Coleoptera, Oedemeridae) and canthariphilous pyrochroid. Z. Naturforsch. C. 49:856-864.

Horion, A. (1956): Faunistik der mitteleuropäischen Käfer 5: Heteromera. Entomol. Arb. Mus. G. Frey (SB): 1-336.

Vazquez-Albalate, X. (1993): Coleoptera Oedemeridae, Pyrochroidae, Pythidae, Mycteridae. Fauna Iberica 5: 1-181. Museo Nacional de Ciencias Naturales, CSIC.

Vazquez-Albalate, X. (2003): European Fauna of Oedemeridae (Coleoptera). Argania editio S.C.P., Barcelona: 1-179.

De senest indberettede arter i Naturbasen: