:Slægten Xysticus er en svær slægt. Der er mange arter herhjemme som overfladisk ligner hinanden meget, og der findes mange farve- og mønstervarianter indenfor en art. Er man ikke bekendt med dem og har man ikke genitale-tjekket sit fund, bør man i de fleste tilfælde holde sin observation på slægtsniveau eller spørge til råds blandt eksperter i diverse fora.
Helt Grundlæggende er hannerne mørke, langbenede og med en smal bagkrop. Hunnerne er som regel lysere med kortere, kraftigere ben og en bred bagkrop.
Xysticus cristatus, og Xysticus kochi, ligner hinanden meget, og de kan ikke med sikkerhed bestemmes fra overfladiske billeder medmindre at det er med høj forstørrelse. Selv epigynet har en relativ ens udformning med to ”åbninger” der kræver øvelse at adskille. Palperne på hannerne, særligt kochi er dog meget karakteristisk og kan godt anskues med en håndlup (eller høj forstørrelses makro). Xysticus kochi er dog knyttet til tørre habitater, hvor X. cristatus kræver en smule mere fugt. Xysticus kochi er også væsentligt større og har knap så tydelige markeringer på bagkroppen. X. cristatus har som regel en meget tydelig "grantræs-markeringer" på bagkroppen.
Observerer man en Xysticus på over 1 cm i kropsstørrelse, der er meget "muskuløs" er der en chance for at det er den sjældnere Xysticus bifasciatus og hvis du er rigtig heldig Xysticus luctator (som er en af landets sjældneste edderkopper). De har som regel ret udtværede markeringer på bagkroppen. Deres genitalier er meget anderledes end de fleste andre arter og grundet størrelsen relativt lette at observere i felten gennem en håndlup. Selv hunnerne findes her i meget mørke varianter. Det er normalt at hunnen af X. bifasciatus har svagt violette ben - et godt kendetegn. X. luctator ligner at den er besat med rust.
En anden meget stor art, er Bassaniodes robustus (som før var i slægten Xysticus) den er fundet nogle enkelte gange på Møn.
Xysticus luctuosus er meget sjælden og kan også ved første øjekast ligne mange af de mindre arter. Dog er den ofte i brunlige/mørkere nuancer.
3 arter kan siges at være ret karakteristiske i deres aftegninger,
Xysticus audax, Xysticus lanio og Xysticus ulmi. De kan læres at kende fra billeder.
X. audax er broget, ofte i tydelige sorte og hvide farver.
X. lanio er rødlig
X. ulmi er som regel gullig, og har karakteristiske aftegninger på bagkroppen.
Hunnen af Xysticus erraticus er meget bleg, nærmest uden markeringer men har ret muskuløse ben. Hannen forveksles nemt med hannen af Xysticus ulmi.
Den meget sjældne Psammitis sabulosus, ligner arter af Xysticus meget (og var også tidligere placeret i denne slægt) den er knyttet til særlige kystnære kvalitets-heder og er meget kryptisk.
De mindre jord-krabbeedderkopper i slægten Ozyptila kan overfladisk forveksles, deres generelle udformning er dog væsentlig anderledes.
Adskillige arter på naturbasen må siges at være fejlbestemt, eller nærmere bestemt uden belæg. – Naturbasens billedgalleri er da ikke pålideligt i alle observations-billeder for en given art.
Udbredelse
:Tilføj tekst her...
Udbredelse
af Xysticus lanio baseret på Naturbasens observationer:
Hvornår ses den?
:Tilføj tekst her...
Tidsmæssig fordeling
af Xysticus lanio baseret på Naturbasens observationer:
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
