:Stilk-Eg er næppe reelt artsforskellig fra Vinter-Eg (Quercus petraea), som den danner frugtbare krydsninger med.
Stilk-Eg er sambo, d.v.s. med særskilte han- og hunblomster på samme træ. Hunblomsterne sidder enkeltvis og samlet 2-3 fra samme hovedstik; hanblomsterne sidder mange sammen i rakler på en enkelt hovedstilk. Blomstringen sker ved løvspring.
Stilk-Egs agern sidder for enden af en flere cm lang stilk (siddende eller kortstilket hos Vinter-Eg), heraf navnet
Den bliver et stort, kraftigt træ med tyk stamme, udstående grene og meget knudret, ujævn bark. Fritstående ege bliver sjældent over 20 meter; i sluttet skov, hvor væksten tvinges op, kan de blive op til 35 meter efter 150-200 år.
Bladene er uregelmæssigt rundlappede med oftest 3-5 lapper i hver side, ret kortstilkede (evt. næsten ustilkede), med bladstilk næppe over 1 cm,og med ører ved bladgrunden. Der er oftest mindst 4 sinusnerver, d.v.s. nerver der går fra bladstilken til bladenes indbugtninger. Bladoversiden er glat og mørkegrøn, bladundersiden er bleggrøn med ret få stjernehår.
Agernet er svagt længdestribet og sidder 1-7 sammen i hob for enden af en flere cm lang stilk. De stilkede agern har givet planten dens navn.
I skovbrugeet anvendes nu vistnok næsten kun Stilk-Eg af hollandsk proveniens, som har større tilbøjelighed til at danne rank hovedstamme; her er måske også indkrydset noget Vinter-Eg (se denne).
:Variationen er meget stor og overgangsformer til/krydsninger med Vinter-Eg ses ikke sjældent.
Forveksling
:Der dyrkes en række ege ud over Stilk- og Vinter-Eg, hvor Rød-Eg er den almindeligste. De dyrkede ege har blade med brodde og spidser, ikke afrundede lapper.
Den afgørende og vanskelige forvekslingsmulighed er med Vinter-Eg, som Stilk-Eg er forbundet med ved overgangsformer:
Vinter-Eg i ren form har ingen eller kun et par sinusnerver (som går til indbugtningerne på bladet), 5-7 par næsten regelmæssige lapper, længere bladstilke på 1-2 cm, og blågrå, tæt stjernehårede bladundersider og ingen tydelige bladører. Bladene er hårdere og mere læderagtige end Stilk-Egs. Agernet er ustribet og næsten siddende eller på en ganske kort stilk i hobe på 2-7. Vinter-Eg er mere tilbøjelig til at danne en rank hovedstamme end Stilk-Eg.
Udbredelse
:Meget almindelig i skove, opvækst almindelig. Enkeltstående træer i hegn og skovrester m.v. er også almindelige.
:Stilk-Egens blomster bestøves ved hjælp af vinden.
Et enbo træ (særskilte han- og hunblomsterstande på samme plante).
Vores længslevende træ, som kan blive adskillig hundrede år. Det har dybtgående pælerod, som gør det muligt for det at nå dybere liggende vandførende lag og gro på heder, i klitter etc.
Stilk-Egens højdevækst standser helt eller næsten, når den er 160-180 år gammel. Stilk-Egen er det træ i Nordeuropa, der bliver ældst. - Den ældste nulevende eg er Kongeegen i Jægerspris Nordskov, som vurderes til at være fra 1500-2000 år gammel. Ulvedalsegen i Jægersborg Dyrehave, som sandsynligvis er den næstældste, vurderes til at være 800-1000 år. De rigtigt gamle ege er næsten altid hule, og det er ikke muligt at opnå en helt sikker aldersbestemmelse ved boreprøver etc.
Stilk-Eg stiller ikke store økologiske krav bortset fra lysåbne forhold.
Frugterne, agern, spredes af dyr. Især egern og skovskader, men også andre kragefugle og mus. Især skovskader kan flyve langt med agern, som de så evt. kan tabe langt fra findestedet.
Agern var før i tiden et vigtigt fødeemne for bøndernes svin, som de slap løs i skoven "på olden", hvor de også spiste alle fremspirende træer, og var kraftigt medvirkende til den forarmning af skovene, der fandt sted frem til 1800-tallet. Agern er stadig en vigtig fødekilde om vinteren for hjortevildt, egern, skovskader og mus.
Meget vigtig ektomykorrhizadanner, som danner ektomykorrhiza med mange forskellige svampe. Vores biologisk vigtigste træ, som har en mængde dyr, svampe etc. knyttet til sig.
Egen befordrer ikke dannelse af morbund på samme måde som f.eks. Bøg og Rød-Gran,
Stilk-Eg er det danske skovtræ, som har den bredeste økologiske amplitude. Den er især konkurrencestærk på stærkt leret bund (som f.eks. på Lolland) og sandet-humusrig bund.
Modsat Bøg kan den spire i mineraljord og koloniserer ofte heder etc.
Slægtsnavnet "Quercus" er det gamle latinske navn for eg. Artsnavnet "robur" var den latinske betegnelse for egetømmer, og anvendtes også i betydningen "kraft" og "styrke".
Levested
:Et af vores vigtigste og værdifuldeste skovtræer, som ofte selvsås fra de dyrkede træer.
Overalt på udyrket bund, hvor den får lov, bortset fra vandmættet jord, og hvor der er for skygget.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
