:Hos hunnen er vingefanget 60-75 mm, og hos hannen er vingefanget 45-60 mm. (Hansen og Jensen, 2005). Hannen er sølvhvid på forvinger og grå på undervinger med en gullig krop. Hannens bagben er behårede. Dette bruger hannen til at tiltrække hunner (se biologi). Hunnen har gul/brune vinger med brune striber, og kroppen er gullig. Fælles for både han og hun er, at de har små følehorn og lange tynde vinger tæt ind til kroppen. Denne art har funktionsløse munddele og lever derfor kun af den føde, de har oplagret i larve stadiet.
Larven er ca. 50 mm lang og har en hvid til rødbrun farve. Hovedet på larven er mere rødbrunt end kroppen.
Denne art er nataktiv og søger hen, hvor der er lys. Derfor ses den ofte ved kunstigt lys. Denne art kan også ses kortvarigt hen over marker nær skumringen.
:Der kan være variationer inden for artens vingefarve; hannen kan have mere mørkegrå forvinger. Der er forskellige teorier, der prøver at forklare denne farvevariation. Hansen og Jensen, 2005, havde den teori, at rovdyr-byttedyr interaktion havde en indflydelse på farvevariationen, da en hvid han-humlerodæder vil have mindre overlevelsessandsynlighed end en mørk han-humlerodæder. En anden teori er, at hannen er mørkere, fordi vinklen af lys påvirker, hvad hunnen kan se. Så derfor vil en mørk han kunne tiltrække flere hunner (Kristensen, 2008).
Forveksling
:Kan godt forveksles med andre arter af rodædere (hepialidae), men hunnen kan kendes på sine brune striber.
Udbredelse
:Arten er fundet i alle landsdele i hele Danmark, dog undtagen nogle øer såsom Bornholm.
Hvornår ses den?
:Ses flyve i skumringen i juni og juli og tidligt i august. Kan ses ved rødder af humle og andre planter.
Tidsmæssig fordeling
af Humlerodæder baseret på Naturbasens observationer:
:Hannens behårede bagben bliver brugt under parringen, hvor hannen producerer feromoner, som tiltrækker hunnen. Hunnen er kræsen og vil afvise hanner, hvis den føler det nødvendigt (Mallet, 1983). Derefter vil hannen flyve op over vegetationen, så han kan blive set, og parre sig med evt. hunner, som lader sig lokke frem (Hansen og Jensen, 2005). Denne adfærd med at flyve op over vegetationen kaldes dansende (lekking) adfærd, og er en parringsadfærd (Rydell, 1998). Dette gør hannerne i store sværme. Når den hvide han flyver over vegetationen, er han meget iøjnefaldende. Derfor er der også mange rovdyr, som er ude efter ham. Humlerodædere er døve overfor ultralyd. Dette gør, at de er sårbare overfor flagermus, som netop jager ved hjælp af ultralyd (Rydell, 1998). De er mest sårbare, når de laver deres parringsadfærd (lekking). Humlerodæder-hannen er dog ikke oppe ret lang tid af gangen, 1-5 sekunder, hvilket kan være en form for forsvar overfor flagermus og andre rovdyr. Flagermusen bliver derfor nødt til at flyve lavt for at fange og spise humlerodæderen (Rydell, 1998). Hannernes parringsadfærd varer ikke ret lang tid og finder sted omkring skumringen, hvor der er begrænset med rovdyr, da fuglene er i deres reder, og flagermusende ikke er kommet ud endnu (Kristensen, 2008)
Efter parring lægger hunnen en masse æg, som bliver til larver. Larverne lever af forskellige planter som f.eks. humle. De har - på trods af navnet - ingen specifik præference for humle. Larverne laver lange tunneler, som de skjuler sig i, hvis de bliver forstyrret (Alford, 2014). Det kan tage op til 2 år for en larve at blive voksen. Larven overvintrer og kan ses fra juli til maj.
Levested
:Lever på vegetation over hele Danmark. Arten er almindelig i Danmark
Alford, D. V. 2014. Pests of Fruit Crops: A Colour Handbook, Second Edition, CRC Press.
Hansen, J., Jensen, J-K. 2005. Colour morphs of the Ghost Moth Hepialus humuli L. (Lepidoptera, Hepialidae) in the Faroe Islands. Ent. Meddr 73,2.
Kristensen, N. P. 2008. Natsværmeren `humleæder´, dens flyveaktivitet, vingeskæl-struktur og variation i Nordeuropa. Dyr i natur og museum, Nr 2 2008, zoologisk museum, side 22-25.
Rydell, J. 1998. Bat defence in lekking ghost swifts (Hepialus humuli), a moth without ultrasonic hearing. The Royal Society, Proc. R. soc. Lond. B (1998) 265, side 1373-1376.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
