Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Birger Lønning
    Foto: Birger Lønning
  • Fotograf: Birger Lønning
    Foto: Birger Lønning
  • Fotograf: Birger Lønning
    Foto: Birger Lønning

Kendetegn

: Sædgås har en længde på 64- 88cm og en vægt 2,1 3,8 kg. Grundlæggende er sædgås en stor grå gås , men med meget stor størrelsesvariation.

Hoved og hals er mørkebrune, hovedet mørkest og oversiden er ligeledes brunlig med lyse fjerbræmmer, der er mest markant hos gamle fugle. Undersiden lys grålig med mørke flanker og med en tydelig lys stribe langs underkanten af den foldede vinge, der virker ret markant på den stående fugl.

Benene er kraftigt orange, og næbbet gult til orange med variende udstrækning af sort. I luften er et godt kendetegn de meget mørke vinger, der står i kontrast til en lys bug uden pletter.

Stemmen er en gakken, der bedst kan beskrives som en dyb mellemting mellem et rustent hængsel og et grisegrynt.

Sædgås
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Anni Nielsen

Variation

: I udbredelsesområdet, som er hele nordpalaearctic, er 5 underarter beskrevet. Ud over nominatformen fabalis er det rossicus, johanseni, middendorffii og serrirostris. Underarterne er beskrevet ved forskelle i størrelse og næbform.

I Danmark optræder kun fabalis- skovsædgås- og rossicus tundrasædgås. Skovsædgåsen anser fabalis fabalis er i gennemgående større og mere langhalset end tundrasædgåsen anser fabalis rossicus og har et forholdsvist smalt næb, hvor tundrasædgåsen har et tykkere næb, hvor det sorte er fremheskende.

Der er dog også her meget store variationer indenfor de 2 racer. Så store at størrelse og næbform i sig selv ikke er nok til en sikker racebestemmelse. Det bedste kendetegn i felten er, at tundrasædgåsen virker mere tung fortil. Næb, hoved og hals er kraftigere i forhold til kroppen. Skovsædgåsen virker slankere, også selvom individerne er små med forholdsvis korte næb.

Forveksling

: Sædgåsen kan forvekles med både ung blisgås (anser albifrons) og kortnæbbet gås (anser brachyrhynchus). Fra den unge blisgås kendes sædgåsen på et mørkere hoved og hals, der står i større kontrast til bryst og bug samt et næb med tydelige aftegninger af orange og sort. Fra den kortnæbbede gås er det bedste kendetegn at sædgåsens vinger ikke har et lysere felt på forvingen, men virker helt mørke. Benfarven er normalt også et godt kendetegn, da benene hos den kortnæbbede er lyserøde, men hos unge sædgæs kan benfarven hos nogle individer godt være tæt på lyserød, så det sikreste kendetegn er forvingen.

Udbredelse

: Skovsædgåsen yngler i skovbæltet i Skandinavien og ind i det vestlige Rusland i skovmoser, ved vandhuller, søer og vandløb,og overvinterer i Sydsverige, Danmark, Tyskland, Holland og England. Tundrasædgåsen yngler, som navnet antyder, hovedsageligt på tundraen fra det vestlige Rusland østpå til Taimyr halvøen og overvintrer i Europa hovedsageligt i Øst- og Centraleuropa samt Holland og Tyskland.
Sædgås - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: I Danmark ses sædgåsen udelukkende i vinterhalvåret fra september til maj.

Tidsmæssig fordeling

af Sædgås baseret på Naturbasens observationer:
Sædgås - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sædgås - månedlig fordeling

Biologi

: Sædgåsen yngler først som 2 eller 3 årig og æglægningen foregår fra maj til midt i juni, jo nordligere jo senere. Fuglene er meget trofaste overfor deres redested, og mærkninger har vist at de oftest vender tilbage til præcis samme sted år efter år. Sædgåsen fælder som andre andefugle alle svingfjerene på en gang efter yngletiden og er derfor ude af stand til at flyve i 3 4 uger, og i den forbindelse foregår der et fældningstræk til forskellige fældningspladser. Efterårstrækket fra ynglepladserne foregår i september oktober. Senere og helt frem til februar foregår et træk mod vest og syd, som udløses af føde- og kuldesituationen. Forårstrækket begynder som regel i marts og varer helt frem til juni, hvor de sidste fugle ankommer til ynglepladserne i tundraområderne. Lever af planteføde.

Levested

: Både tundrasædgås og skovsædgås foretrækker i vinterhalvåret dyrkede marker, som også navnet antyder. Racerne er ligesom de andre grå gæs i de senere år begyndt at foretrække høstede roemarker.

Sædgåsen træffes i Danmark hovedsageligt i Sydøstdanmark og Nordjylland. Bestanden, der træffes i Nordjylland er skovsædgæs, og mærkninger har vist, at de stammer fra svensk Lapland, og at nogle af disse gæs flyver videre til Østengland.

I Sydøstdanmark er det også først og fremmest skovsædgæs, der træffes, men der er her også en del tundrasædgæs, og andelen har været stigende de senere år. Rastepladserne i denne del af landet ses som en forlængelse af de Sydsvenske rastepladser, da der i kolde vintre sker en bevægelse fra Sydsverige til Sydøstdanmark.

Sædgæssene overnatter i søer eller ved lavvandede kyster.

Trusler

: Menneskelige forstyrrelser på overnatningspladserne. afvanding og opdyrkning af de enge og moser, hvor sædgæssene tidligere søgte deres føde.

Bevaringstiltag

: Man kan hjælpe sædgåsen ved at sikre uforstyrrede overnatningspladser. Desuden kan arten hjælpes ved at forbedre eller genskabe de naturlige fourageringsarealer på græssede enge og i moser (og dermed også mindste antallet af markskader).
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Jesper Madsen, Gill Cracknell and Tony Fox: Goose Populations of the Western Palearctic

De senest indberettede arter i Naturbasen: