Artsleksikon

Vælg en familie og klik dig frem til den art du leder efter, eller find arten via søgefeltet i menuen øverst på siden.
Sortering:   

 Beskrivelse af ordenen

Klovdyrenes vigtigste kendetegn er, at vægten bæres på 3. og 4. tå. 2. og 5. tå er mere eller mindre reduceret og 1. tå mangler altid. Klovdyrene er ligesom hovdyrene tåspidsgængere. På både for- og bagben fortsætter tæerne opad i mellemhåndsknogler og mellemfodsknogler, der er mere eller mindre sammenvoksede.

Tandsættet hos klovdyrene kan være fuldstændigt, f.eks. hos svin, men varierer meget. Hos næsten alle de drøvtyggende arter mangler fortænderne i overmunden. De er erstattet af en fortykkelse af hornlaget, som tænderne i undermunden arbejder imod. Hos nogle hjortearter er hjørnetænderne kraftigt forlænget og tjener både som angreb og forsvar. Kindtænderne varierer meget afhængig af fødevalg.

Høre- og lugtesans er de vigtigste sanser. Mange arter har et højtudviklet system af duftsignaler, der afgives fra hudkirtler og bruges til f.eks. markering af territorier, sindsstemning og brunst.

Ca. 220 arter fordelt over det meste af jorden.

Ordenen deles i fire underordner.

Svin (Suidae)

Enkeltmavede. Ikke drøvtyggende. Tandsættet fuldstændigt med kraftige kontinuerligt voksende hjørnetænder, der holdes skarpe ved, at de slides mod hinanden. Kraftigst udviklet hos hannerne.

Flodheste (Cetancodonta)

Tremavede. Drøvtyggende. Tandsættet fuldstændigt. To nutidige arter begrænset til floder i tropisk Afrika.

Kameler (Tylopoda)

Tremavede. Drøvtyggende. Kløftet overlæbe. Kraftige hjørnetænder. Reduktion af premolarer, mens alle molarer er til stede.

Højt specialiserede fødder. 2. og 5. tå helt forsvundet. Kameler er ikke tåspidsgængere, men har sekundært udviklet sig til tågængere. Tæerne er ikke dækket af klove, men af negleagtige horndannelser, der i forening med store tåpuder danner en stor og elastisk trædeflade.

Kun to nulevende familier, men kamelerne har været meget diverse, og man kender mindst 7 uddøde familier.

Firemave-drøvtyggere (Ruminantia)

Blandt de nutidige store planteædere er de firemavede drøvtyggere klart dominerende.

Tænderne er tilpasset sej planteføde. For- og hjørnetænder mangler i overmunden. Kindtænderne er høje og tyggefladerne har kraftige slyngningsmønstre.

Fire familier: Hjorte, Giraffer, Gaffelbukke og Skedehornede.

Beskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.



De senest indberettede arter i Naturbasen: