:Ichneumon sarcitorius er en meget smuk typisk Ichneumon-snyltehveps af den større slags. Hunner kan have en længde mellem 10 og 13 mm og hannerne kan blive op til 15 mm. Der er store kønsforskelle i udseendet, se Figur 1. Hannerne er smallere og har sort bagkrop med lyse tværgående bånd hvor der ofte er et hak i, nogle gange så meget at det lyse bånd bliver brudt. Hunnerne er lidt bredere og har sort bagkrop med to tætte brede røde bånd forrest (det forreste bredere end det andet) og et mindre hvidt bånd ved bagkropsspidsen. Hunnens antenner består typisk af en tricolore af orange, hvid og sort set fra hovedet af, men hannens er tit mørke på oversiden og gulligt lyse på undersiden. Både han og hun har lyst scutellum (pletten på oversiden af forkroppen) samt små lyse pletter ved vingefæstnet. Artens ben er orangegule, men sorte inderst ved kroppen (coxa og trochanter). Bagbenene skal også være sorte yderst på både femur og tibia. Bagbenets fødder (tarsi) kan være sorte.
:Langt de fleste snyltehvepse har tendens til at variere lidt i form, størrelse og farver, men den typiske I. sarcitorius på vores kanter vil passe med ovenstående kendetegn. Følgende beskrivelser repræsenterer varianter af arten: Ichneumon sarcitorius albosignatus Torka, 1930, Ichneumon sarcitorius caucasicus Meyer, 1926, Ichneumon sarcitorius chosensis Uchida, 1927, Ichneumon sarcitorius corsus Kriechbaumer, 1888, Ichneumon sarcitorius repetitor Kriechbaumer, 1882, Ichneumon sarcitorius turkestanicus (Heinrich, 1929)
Forveksling
:Den utrænede ville nemt kunne forveksle Ichneumonidae-snyltehvepse med hinanden, og med I. sarcitorius er det ingen undtagelse. Der findes adskillige flotte og farverige hvepse i denne overfamilie, fx Eutanyacra picta, som har lidt anderledesfarvede antenner og bagkrop ( www.fugleognatur.dk/artintro... ) og Banchus pictus som er mere spids og har mange flere gule pletter og markeringer.
En sjælden men meget nærtstående forveksling til hannen er Ichneumon sexcinctus. Sidstnævnte har ensfarvet gul tibia på bagbenet og gule pletter på oversiden af bagbenets hofte (coxa). Coxa på de andre ben er delvist gule.
Og så er der de endnu DK-ukendte, som i teorien ville være mulige at møde i den danske natur. disse omfatter:
Ichneumon lautatorius, han: Ligner I. sarcitorius hannen, men bagkroppens T2 har tendens til at være rød der hvor I. sarcitorius er sort.
Diphyus mercatorius, han: Ligner også I. sarcitorius hannen, men bagbenene har ensfarvet gul tibia og sort femur. Desuden lidt anderledes bagkropstegning. www.biolib.cz...
Ichneumon veressi: Er gullig hvor hunnen af I. sarcitorius er rød. Hannerne på de to arter kan kun adskilles ved at se ansigtets farvetegning. Hannen af I. veressi har gult ansigt hvor I. sarcitorius har gult og sort ansigt. I. veressi er dog en meget østeuropæisk art, men er kendt fra Polen.
Udbredelse
:Udbredt i det meste af Europa og over mod Østen. Også i Nordafrika.
Hvornår ses den?
:Hunnerne kan findes tidligt på foråret fordi de overvintrer, men arten har sine mest aktive måneder fra juli til oktober.
Tidsmæssig fordeling
af Ichneumon sarcitorius baseret på Naturbasens observationer:
:Ichneumon-hunner er kendt for, efter parring, at lede efter sommerfugleværtspupper at stikke sine æg ind i. Værterne tæller blandt andre pupperne af Løvskovnonne, Almindelig tigerspinder, Agerugle og sommerfugle fra familien Tandspindere.
Levested
:udbredt i hele Danmark. Man kan ofte være heldig at møde den når den søger nektar på skærmplanter, eller den overvintrende hun under løs bark.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
