:Den sorthovedet bænkebider når en kropslængde på 12 mm, og kendes nemt på det forreste skjold på hovedet (cephalothroax), der er mørkebrun i stor kontrast til resten af kropssegmenterne. Typisk ses en linje, der løber ned langs hele ryggen. Den kan være samme, mørke farve som hovedet eller lysere end dette. Langs denne linje er der på hvert segment to gule pletter - én på hver side, nærmest symmetrisk over for hinanden.
:Den kan muligvis forveksles med glat bænkebider (Oniscus asellus), som også kan have gule pletter. Disse forekommer dog mere sporadisk frem for symmetrisk, og står heller ikke i kontrast til sort midterlinje og -hoved.
Også lille broget kuglebænkebider (Armadillidium pulchellum) samt stor broget kuglebænkebider (Armadillidium pictum) har begge gule pletter, der dog er mere udbredte på kroppen. Begge disse er også formet mere cylindrisk, typisk for kuglebænkebidere.
Udbredelse
:De ses typisk ved tørre, kalkrige substrater, hvor den gemmer sig om dagen. Om natten kan man med lommelygte være heldigere at se den, hvor den er aktiv.
Den er til en vis grad også knyttet til menneskelig bebyggelse og kan derfor af og til ses indendørs.
Udbredelsen strækker sig over hele Europa, ud mod det vestlige Asien. Den er også introduceret til Nordamerika, hvor den også nu findes bredt.
Hvornår ses den?
:Tilføj tekst her...
Tidsmæssig fordeling
af Sorthovedet bænkebider baseret på Naturbasens observationer:
:At være et terrestrisk krebsdyr kræver nogle specielle tilpasninger, for eksempel noget så simpelt som at trække vejret. Bænkebidere har beholdt deres gæller, som samtidig fungerer lidt som lunger. Dette betyder at de kræver et fugtigt miljø, for optimal iltoptagelse. Det fungerer sådan, at gællerne sidder bagerst på undersiden af kroppen, efter det sidste par ben. Dette kaldes også pleopoderne, og sorthovedet bænkebider besidder kun 2 par pleopoder. På disse gæller er der altid et tyndt lag vand, og når ilt kommer i kontakt med vandet, diffunderer det ind og kan optages. Det betyder samtidig at ilten ikke kan optages, hvis ikke der er høj nok fugtighed til at bibeholde dette lag af vand. Nogle bænkebidere har endda udviklet, meget lignende insekter, små rør til respiration. Et såkaldt pseudotrachésystem.
Man har desuden fundet ud af at de, grundet deres liv som nedbrydere, at de er gode som bioindikatorer på forgiftning med tungmetaller. De kan nemlig tåle en ret høj ophobning af tungmetaller, og der synes at være en meget lineær sammenhæng mellem metal til stede i miljøet og metal fundet i vævet på bænkebidere. Disse undersøgelser er bl.a. lavet på den meget nært beslægtede grå bænkebider (Porcellio scaber)
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
