:Aflang cylindrisk krop med en kort, tæt pels. Pelsen er mørkegrå til blåsort, oftest mørkest på oversiden. Sommerpelsen 6 mm, vinterpels 9 mm. Ingen hår på snude og ben. Snuden pink. kort hale og spadelignende forlemmer med kraftige affladigede kløer. Ingen udvendige ører og meget små øjne, der er næsten skjult i pelsen. Hanner 12-16 cm og 85-130 g, hunner 11-15 cm og 70-100 g.
:Enkelte lyse og svagt rødlige individer kan forekomme.
Forveksling
:Mosegris (Arvicola terrestris) også kaldet Vandrotte. Større end muldvarpen (ca 20 cm), har grå eller brunlig pels, lang hale, tydelige øjne og udvendige ører. Tilhører hamsterfamilien (Cricetidae).
Forvekslingen er typisk i forbindelse med graveaktiviteten, og muldvarpe og mosegrise kan da også arve gravegange efter hinanden, hvilket komplicerer tingene en anelse.
Mosegrisens gravegange har typisk huller op til overfladen, de er ikke ret dybe og mosegrisen samler forråd. Er der skader på planter i området omkring gravegangene, er det mosegris. Muldvarpen er rovdyr og æder ikke planter. Et par spadestik ned i gravene, vil - hvis det er en mosegris - ofte afsløre forråd eller planterester. Mosegrisens gravespor er forskellige fra muldvarpens, da mosegrisen har fire almindelige kløer, mens muldvarpen har fem meget kraftige. Finder man afføring, kan man hurtigt se, om det er fra mosegris (planteæder) eller muldvarp (kødæder).
Udbredelse
:Hele landet undtagen Bornholm og en del mindre øer. Udbredt i Europa og Rusland, undtagen Irland, det meste af den ibiriske halvø, de sydlige apenniner, det sydlige Balkan, øerne i middelhavet og Skandinavien med undtagelse af DK, Sydsverige og den sydlige del af Finland.
:Muldvarpen er stærkt specialiseret til et liv under jorden. Forlemmerne er omdannet til et effektivt grave- og skubbeorgan, synet er næsten forsvundet og de har ikke udvendige ører. Der er kraftige følehår på snuden og forlemmerne, og muldvarpen føler og lugter sig frem til byttet. Muldvarpens tunneller graves i ned til 1 meters dybde, typisk to koncentriske cirkulære tunneller i forskellige niveauer, men indbyrdes forbundet. Reden findes centralt i systemet. Hunner med unger kan have flere reder.
Parring finder sted i april/maj og medfører hektisk graveaktivitet hos hannerne, når der skal findes en mage. Muldvarpe får et kuld om året. Hunnen er drægtig i 28 dage og får typisk 3-6 unger. Ungerne forlader moderens gangsystem næste forår. Muldvarpe kan blive op til 6 år, men bliver sjældent over 3. Muldvarpe kan være svære at kønsbestemme, da de udvendige genitialer er næsten ens og hunnens kønsåbning er overvokset med hud udenfor parringssæsonen, men hannerne er større end hunnerne og har tit et let "sølvspejl" i pelsen på ryggen.
Muldvarpe er territoriale dyr, der for både hanners og hunners vedkommende forsvarer det meget voldsomt. Hunmuldvarpe er de eneste kendte pattedyr med ovotestiner, dvs. med de normale ovarier (æggestokke) med også med en pseudotestikel der producerer testosteron (mandligt kønshormon). Dette forhold mener man, kan være grunden til hunnernes aggressive territorialadfærd.
Muldvarpe har - som de beslægtede spidsmus - et højt stofskifte, og skal æde over 50% af deres kropsvægt dagligt. Forsøg har vist, at en muldvarp på 80 g æder ca. 50 g orm dagligt.
Levested
:Foretrækker muldjord i f.eks. skovbryn, på marker og i folks haver. Ses ikke på meget sandet jord, eller hvor grundvandsspejlet er meget tæt på overfladen.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
