Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Lina  Knuth-Winterfeldt
    Foto: Lina Knuth-Winterfeldt
  • Fotograf: Linda Kjær-Thomsen
    Foto: Linda Kjær-Thomsen
  • Fotograf: Mona Ammitzbøll Rasmussen
    Foto: Mona Ammitzbøll Rasmussen

Kendetegn

: Kiletusindbenet er et stort og bredt tusindben, som er lys, mat gulbrun/gråbrun med lysere ben og underside. Det udvendige skelet (exoskelettet) er hårdt pga. kalkindlejringer og ser forholdsvis pansret ud. Som voksen har den 20 kropssegmenter og 2 benpar pr. benbærende kropssegment. Dog kun 1 benpar på de 3 første segmenter. Hannen er mellem 16-22 mm lang og 2,3-3,1 mm bred, mens hunnen er 15-23 mm lang og 2,3-3,2 mm bred. Hannens ben er længere og bredere end hunnens, og hannen har ofte 30 benpar, hvor hunnerne har 31 benpar. Ryggen er fladet og på siderne af hvert segment findes kraftige udhæng (sidekøle). Sidekølene er tydeligt tandede i randen med 3-5 tænder, der er mindre spidse end hos andre arter i familien: www.naturbasen.dk...polydesmidae. Knuderne (tuberkler) på rygskjoldene er flade, og den forreste tværgående række på hvert segment er forholdsvis utydelige. Halsskjoldet (collum) over første brystled er lige så bredt som hovedet medtaget kindbakkerne (mandiblerne). Den har desuden et par antenner, som er lidt bredere og svagt kølleformede i spidsen. Arten mangler øjne, men er muligvis i stand til at sanse lys vha. antennerne.
Kiletusindben
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Lina Knuth-Winterfeldt

Variation

: Ingen stor variation mellem individerne.

Forveksling

: Kiletusindbenet kan forveksles med Polydesmus angustus: www.naturbasen.dk...polydesmus-angustus. Disse to arter adskilles nemmest ved at betragte kønskaraktererne, dvs. kønsfødder (gonopoderne) hos hanner og kønsåbningen (epigynet) hos hunner, i en stereolup. Gonopoderne hos Kiletusindbenet er i den yderste halvdel lang og piskeformet med en kort tvekløvet ende. Hunnerne hos Kiletusindbenet har deres kønsåbning mellem 2. og 3. benpar, der ses som to ellipseformede legemer med svagt riflede ydersider og uden veludviklet tværliste.

Udbredelse

: Arten findes i hele Danmark, dog hovedsageligt i den østlige del. Desuden i Sverige, Norge og det sydlige Finland, samt i Østeuropa og ind i det vestlige Rusland.
Kiletusindben - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Kan findes det meste af året, men ses oftest om foråret.

Tidsmæssig fordeling

af Kiletusindben baseret på Naturbasens observationer:
Kiletusindben - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Kiletusindben - månedlig fordeling

Biologi

: Som fødekilde lever den af dødt plantemateriale (detritus) og er derfor detritivor.

Arten har kemisk forsvar mod fjender, som består af en væske der indeholder bl.a. blåsyre og udskilles fra specielle kirtler på omtrent hver 2.-3. segment. Hvis den føler sig truet kan den rulle sig sammen til en spiral (Hammer 1931 s. 40). Kiletusindbenet kan som navnet antyder kile sig fast i sprækker, og tænderne på sidekølene gør det svært at få det ud, hvilket yder god beskyttelse.

Arten har anamorf udvikling som alle andre tusindben, hvor det juvenile individ får ekstra kropssegmenter og benpar ved hvert hudskifte, indtil det er fuldt udvokset. Forøgelsen kan dog fortsætte i voksenstadiet. Det juvenile Kiletusindben har ofte 7 kropssegmenter og 3 par ben, når den kommer ud af ægget. Æggene lægges ofte i klumper af op til 200 æg, 3-4 uger efter parring, som sker vha. hannens kønsfødder (gonopoder) og ved direkte sædoverførsel. Parringsæsonen er i sensommer og efterår, hvor man kan finde dem ligge tæt sammen med bugen mod hinanden. Hunnen bygger en rede om alle ægklumperne vha. sine egne ekskrementer og jordpartikler, og hæfter det sammen med sekret fra et sæt analkirtler. Udefra dækkes reden med småsten og andet jord for at skjule den. Reden er i tværsnit klokkeformet og er forsynet med en skorsten for at ventilere æggene.

Levested

: Lever hovedsageligt i fugtige, skyggefulde skove og skovkanter, men findes også i mere tør skovvegetation. Da arten lever af dødt plantemateriale (detritus), findes den oftest i de øverste jordlag og i døde blade i områder med meget førne.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Andersson G, Meidell BA, Scheller U, Djursvoll P, Budd G, Gärdenfors U (2005) Nationalnyckeln till Sveriges Flora och Fauna, Mångfotingar, Myrapoda. ArtDatabanken, SLU, Uppsala. Page 187-222.

Arevad K, Hansen BD, Kirkegaard JB, Lützen J, Madsen FJ, Petersen GH, Wolff T (1971) Danmarks Dyreverden, Hvirvelløse dyr III. Rosenkilde og Bagger. Page 92-93.

Bogyó D, Magura T, Nagy DD, Tothmeresz B (2015) Distribution of millipedes (myriapoda, diplopoda) along a forest interior – forest edge – grassland habitat complex. ZooKeys, 510, 181-195. dx.doi.org.ez.statsbiblioteket.dk:2048...zookeys.510.8657

Hammer P (1931) Tusindben, Danmarks Fauna 35. G. E. C. Gads Forlag København. www.biodiversitylibrary.org...1up

Makarov SE, Ćurčić BPM, Tešević VV et al (2010) Defensive Secretions in Three Species of Polydesmids (Diplopoda, Polydesmida, Polydesmidae). Journal of Chemical Ecology 36, 978–982. doi.org...s10886-010-9847-6

Online kilde 1. artfakta.se...polydesmus-complanatus-200887 . Sidst besøgt 17/08-20 kl. 13:48

Online kilde 2. www.vestrehus.dk...Kile-tusindben . Sidst besøgt 17/08-20 kl. 14:01

De senest indberettede arter i Naturbasen: