Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: kim fogt
    Foto: kim fogt

Kendetegn

: Xenobalanus globicipitis er en parasitisk rankefod, der er specialiseret i at leve på havpattedyr, særligt tandhvaler som delfiner og kaskelothvaler. I modsætning til mange andre rankefødder, der typisk fæstner sig til ubevægelige overflader som klipper eller skibe, har denne art tilpasset sig til at leve som ektoparasit.

Arten har en langstrakt, cylinderformet krop med en basal plade, som den bruger til at fæstne sig til værten. De mangler det hårde ydre skjold, der er karakteristisk for andre rankefødder, og deres struktur er i stedet blødere og mere fleksibel, hvilket gør dem velegnede til at tilpasse sig værtens bevægelser.

Udbredelse

: Xenobalanus globicipitis findes især i tropiske og subtropiske farvande over hele verden, hvor dens værtsdyr opholder sig.
Xenobalanus globicipitis - udbredelseskort

Tidsmæssig fordeling

af Xenobalanus globicipitis baseret på Naturbasens observationer:
Xenobalanus globicipitis - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Xenobalanus globicipitis - månedlig fordeling

Biologi

: Selvom Xenobalanus globicipitis er parasitisk i sin livsform, er den ikke en traditionel parasit i ernæringsmæssig forstand. Den ernærer sig ved filterføde, hvor den bruger sine cirri (specielle fødeorganer) til at opfange plankton og organisk materiale fra vandet, mens værten svømmer.

Som andre rankefødder er Xenobalanus globicipitis hermafroditisk, hvilket betyder, at hvert individ har både hanlige og hunlige reproduktionsorganer. De befrugtede æg udvikler sig til larver, der lever frit i vandet, indtil de finder en egnet vært, som de kan fæstne sig til.

Selvom tilstedeværelsen af Xenobalanus globicipitis ikke nødvendigvis skader værten direkte, kan store populationer af parasitten potentielt forårsage irritation eller skade værtsdyrets hud. Parasittens tilstedeværelse bruges ofte som en indikator for værtens helbredstilstand og migrationsmønstre i økosystemstudier.

Levested

: Xenobalanus globicipitis lever udelukkende på huden af marine pattedyr, særligt på finner og haler, hvor strømforholdene omkring værten gør det lettere for dem at filtrere plankton fra vandet. Arterne, de typisk fæstner sig til, inkluderer bl.a. delfiner, kaskelothvaler og andre tandhvaler.

De senest indberettede arter i Naturbasen: