Jeg er meget interesseret i vores fugleliv - ja, faktisk alt i naturen - her på landet, hvor vi bor i nærheden af skov, å og marker. Og der er efterhånden blevet set en del fuglearter her på lokaliteten.
Jeg holder selvfølgelig meget øje med fuglene, dagligt - de ligger mit hjerte nær, og det har jeg egentlig gjort igennem mange år, men jeg er også begyndt at kigge meget mere på mosser, karplanter, laver o.s.v. Mosser, som kan leve næsten hvor som helst, har altid fascineret mig - og efter at jeg har lært nogle arter at kende og opdaget hvor forskellige de er - er det blevet endnu sjovere at kigge efter dem. Derefter kommer laver og karplanter (især stenurt). Det er spændende, hvad man kan finde på et kirkegårdsdige, hvis man kigger godt efter.
Her de sidste år er såning af diverse træer, buske og stauder blevet en stor interesse. Det er fascinerende, hvor forskelligt frøene skal behandles for at kunne spire.