Se alle 

 Billede

  • Fotograf: Peter Christensen
    Foto: Peter Christensen

Kendetegn

: Forårsferejen, Eubranchipus grubii, er tidligst fremme af alle vores danske arter af ferejer (midt februar til juni), og er samtidigt den største (hanner op til 22,4 mm/hunner op til 33,0 mm). De har, som de fleste andre ferejer, 11 par gællefødder og 20 kropssegmenter. De har 2 øjne som er sammensatte af mange bittesmå øjne (komplekse) og er placerede på korte stilke. Hunner kan sommetider kendes på en fyldt gennemsigtig yngelsæk, som sidder på maven lige bag ved benene, og på en gennemsigtig halegaffel (furca). De kendes fra andre danske arter ved at have næsten gennemsigtig, rødligt farvet krop, hvor tarm og øjne kan opfattes som mørke pletter oppefra, da ferejer svømmer altid med maven opad. Hanner har lange båndformede, dybt tandede frontalvedhæng på hovedet. Hunner har en grønlig til gullig relativt iøjnefaldende yngelsæk på maven lige bag det sidste benpar. Findes ofte sammen med forårsdamrokker (Lepidurus apus), og sjældnere med efterårsfereje (Tanymastix stagnalis). Yderligere kendetegn som bruges til adskillelse af arter udenfor Danmark: E. grubii kendetegnes ved den lange, forbenede (sclerotiserede) spids på den bløde sammentrækkelige del af parringsorganet. Mavesiden (abdominalsiden) af det første led (basalsegmenterne) på antennerne er sammenvoksede hos hannen, så de fremstår sclerotiserede. Hos hunnerne bæres nogle sclerotiserede vækster på siden af (laterale) det næstsidste segment på kroppen.
Forårsfereje
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Erhardt Ecklon

Variation

: Farven kan variere fra orange til rødbrun, og samlingerne mellem kropsledene (segmenterne) kan have grønlige til blålige toner.

Forveksling

: Baseret på størrelse og hvornår de voksne individer ses (fænologi) burde E. grubii ikke kunne forveksles med de andre danske arter af ferejer.

Udbredelse

: Forårsferejen er den mest udbredte art af fereje i Danmark. Udbredelsen i Danmark er tættest i det østlige Danmark. Udbredelsen her er muligvis på grund af den mere lerholdige jord, som oftere danner nedbørsafhængige pytter. Det kan dog også være på grund af en fraværende effekt af landbrug i parkerne, hvor de ofte findes, eller en øget indsamlingsindsats i området fra nærliggende forskningsinstitutioner. Forårsfereje er udbredt i Central- og Østeuropa, og arten har tilsyneladende sin nordvestlige udbredelsesgrænse i Danmark. Kendte danske findesteder: Forårsfereje forekommer i tre geografiske kerneområder: Region Hovedstaden/Nordøstsjælland, Region Syddanmark/Svendborgegnen (samt Als i Sønderjylland) og Region Sjælland/Ulvshale på Møn. Arten kendes fra følgende lokaliteter i Region Hovedstaden: Halsnæs Kommune (Avderød Skov), Grib Skov Kommune (Storkevad, Valby Hegn), Helsingør Kommune (Egebæksvang, Kelleris Skov, Kvistgård), Fredensborg Kommune (Stasevang), Allerød Kommune (Tokkekøb Hegn, Uggeløse Skov), Hillerød Kommune (Brødeskov, Freerslev Hegn, Store Dyrehave), Rudersdal Kommune (Bavnebjerg, Bistrup Hegn), Furesø Kommune (Farum Lillevang, Lille Hareskov), Lyngby-Taarbæk Kommune (Jægersborg Dyrehave). I Region Sjælland kendes arten fra Vordingborg Kommune (Ulvshale Skov på Møn) og I Region Syddanmark kendes arten fra Svendborg Kommune (Broerne, Ravnebjerg Mose, Slæbæk Skov og Sofielund) og fra Als er der bestande i Nørreskoven samt Havnbjerg Skov.
Forårsfereje - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Forårsferejen observeres fra midten af februar til juni.

Tidsmæssig fordeling

af Forårsfereje baseret på Naturbasens observationer:
Forårsfereje - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Forårsfereje - månedlig fordeling

Biologi

: Ferejerne (Anostraca) hører under klassen gællefødder (Branchipoda) sammen med damrokkerne (Notostraca) og dafnierne og skalkrebsene (Diplostraca). Fælles for alle disse er at de har gæller på mange af deres lemmer (fra græsk branchi (gæller) og poda (fødder)), og for ferejerne gælder det at de har 11 par gællefødder. Gællefødderne styres ved hjælp af det indre tryk af kropsvæsken (hæmolymfen) mod det udvendige skelet (exoskelettet). Hæmolymfen fungerer som en primitiv form for blod. Når hæmolymfen trykkes ud i gællefødderne iltes den via diffusion over den tynde membran ligesom CO2 også fjernes via diffusion. Ikke nok med at gællefødderne står for bevægelse og respiration, så bruger ferejerne dem også til at spise med. Ved at bevæge dem i den helt rigtige rytme (metakronal rytme) laver de en lille vandstrøm ned langs maven. Her har de en rende med slim, hvor små partikler og alger opsamles og føres til ferejens mund. Ferejer får kun ét enkelt kuld på 50-120 unger om året (univoltin), men æggene kan til gengæld gå i hvilepause (diapause). I diapause kan de tåle udtørring i op til flere år, indtil gunstige forhold igen er til stede. I løbet af diapausen kan æggene transporteres til nye områder via vandmassernes bevægelser eller med vandlevende fugle eller pattedyr. For at æggene går i gang med at klække, så skal de først undergå en periode med øget CO2 og nedsat ilt, temperatur og pH, som det er tilfældet når et isdække begrænser gasudveksling med atmosfæren. Naupliuslarverne (et larvestadie, hvor larven svømmer ved hjælp af vedhæng på hovedet) klækker fra cysterne under vandet i januar eller februar, nogle gange så sent som maj afhængigt af forholdene. Efter 1-2 uger og op til 40 hudskifte senere er de nye ferejer seksuelt modne. Man finder oftest en 1:1 kønsratio i større populationer, men det tyder på at hanner dør før hunner, da der findes flere hunner sidst på sæsonen. Parringen sker ved at hannen holder hunnen fast med sine oprullede antenner, der fungerer som gribetænger. Efter parringen udvikler æggene sig i yngelsækken hos hunnen, hvorefter de frigives og ender i bunden af vandet.

Levested

: Ferejer findes oftest i midlertidige små ferskvandsvandhuller og pytter i skov og på eng, samt semi-permanente damme, der fyldes med vand i efterår og vinter, og som udtørrer om sommeren. Yderligere kan nævnes grøfter, åbne vande med græsdække og oversvømmelsesområder langs åer. Fælles er at der skal være løvfældende vegetation i nærheden, da nedfaldet løv er et vigtigt fødeemne. Hvis der er fisk i vandet, så finder man ingen ferejer, da de hurtigt bliver spist af fiskene. De findes oftest ved en pH mellem 6,2 og 7,76, men dog helt ned til 5,4. De lokationer hvor der blev fundet ferejer var alle semi-permanente damme med en maksimumdybde på under 1 meter, og ofte mindre end 25 m2 i areal. En enkelt dam i Ulvshale Skov på Møn blev estimeret til 300 m2 og dannede rammer for en stor population af forårsferejer. De fleste kendte lokaliteter er lokaliseret i lysåbne, løvfældende skove eller enge med spredt vegetation af gamle eg og birk.

Bevaringstiltag

: Forårsfereje er ofte meget talrig hvor den forekommer, og derfor vurderes artens samlede bestand i Danmark til at skulle tælles i adskillige tusinder af individer. Forårsfereje vurderes ikke at være i tilbagegang og vurderes livskraftig (LC = ”Least Concern”) på den danske rødliste.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Brtek, Jan, and Graziella Mura. 2000. 'Revised Key to Families and Genera of the Anostraca with Notes on Their Geographical Distribution', Crustaceana, 73: 1037-88.
Brtek, Jàn, and Alain Thiéry. 1995. 'The geographic distribution of the European branchiopods (Anostraca, Notostraca, spinicaudata, Laevicaudata).' in, Studies on Large Branchiopod Biology and Aquaculture II (Springer).
Damgaard, Jakob, and Jørgen Olesen. 1998. 'Distribution, phenology and status for the larger Branchiopoda (Crustacea: Anostraca, Notostraca, Spinicaudata and Laevicaudata) in Denmark', Hydrobiologia, 377: 9-13.
Engelmann, Mario. 2008. 'Bestimmung der Großbranchiopoden Deutschlands', Abhandlungen und Berichte des Museums für Naturkunde Magdeburg, 31: 25-34.
Friends, Branchiopod. 2019. 'Eubranchipus grubii ', Accessed 05-08-2020. www.ag-urzeitkrebse.de/eubranchipus.
Gołdyn, Bartłomiej, and Rafał Bernard. 2008. 'Preliminary data on the distribution and phenology of Eubranchipus grubii (Dybowski 1860) (Crustacea: Anostraca) in the Wielkopolska region', Annales Universitatis Mariae Curie-Skłodowska, Lublin - Polonia. Sectio C, 62: 23-29.
Gołdyn, Bartłomiej, Rafał Bernard, Michał Jan Czyż, and Anna Jankowiak. 2012. 'Diversity and conservation status of large branchiopods (Crustacea) in ponds of western Poland', Limnologica, 42: 264-70.
Mehlsen, Anne Kirstine. 2020. 'Eubranchipus grubii (forårsfereje)', DMU, Accessed 05-08-2020. redlist.dmu.dk.
Mossin, Jens. 1986. 'Physicochemical Factors Inducing Embryonic Development and Spring Hatching of the European Fairy Shrimp Siphonophanes Grubei (Dybowsky) (Crustacea: Anostraca)', Journal of Crustacean Biology, 6: 693-704.
Wikipedia, Authors. 2020a. 'Spring gill foot', Wikipedia, The Free Encyclopedia., Accessed August 5, 2020, 2:30 p.m. UTC. de.wikipedia.org...index.php...
Wikipedia, Contributors. 2020b. 'Branchiopoda', Wikipedia, The Free Encyclopedia., Accessed 5 August 2020 18:39 UTC. en.wikipedia.org...index.php...

De senest indberettede arter i Naturbasen: