|
|
|
Hvidhalset Fluesnappers pandeplet
Staffan Ulfstrand fortæller i bogen ”Flugsnapparnas vita fläckar” på underholdende vis om forskningsresultater bl.a. fra Öja på Gotland – i dette uddrag af bogens s. 73-75 (”Adfærdsøkologiens hvide pletter”) om Hvidhalset Fluesnappers pandeplet: Noget af det vi opmåler på hver indfanget han af Hvidhalset Fluesnapper, er den hvide pandeplets størrelse: længden gange bredden giver overfladen, som i gennemsnit er 85 kvadratmillimeter. Pandepletten har nemlig en helt speciel betydning i disse fugles liv. Det fremgår for eksempel af følgende to eksperimenter. I det første eksperiment afpatruljerede man hver morgen et bestemt område med fuglekasser og kontrollerede om der i nattens løb var ankommet nye eksemplarer af Hvidhalset Fluesnapper som havde lagt beslag på en af kasserne. Nogle af de hanner som var ankommet en bestemt morgen og som ved hjælp af visse træk i fjerdragten kunne identificeres som adulte (to år og ældre), blev indfanget og holdt et par timer i et komfortabelt aflukke. I disse timer skete det ofte at en ny han overtog den indfangne hans revir og kasse. Hvad ville der ske når den blev sluppet fri igen i nærheden af sin kasse? Ville det lykkes den at generobre den, eller ville den nye okkupant kunne modstå dens angreb? Hvordan den konflikt udviklede sig blev i højeste grad påvirket den relative størrelse på de to kontrahenters pandeplet. I de tilfælde hvor det lykkedes den frislupne fugl – kassens oprindelige ejer – at drive den nytilkomne han væk og generobre sin kasse, var dens pandeplet i gennemsnit 10 kvadratmillimeter større end den nyankomnes. Men når det lykkedes den nye at forsvare sin erhvervelse, var det dens pandeplet som var størst, nærmere bestemt i gennemsnit 16 kvadratmillimeter ... I det andet eksperiment kom den blandt adfærdsøkologiske forskere højt værdsatte ”Tippexmetode” til anvendelse. Den indebærer simpelt hen at man med hvid overmalingsvæske øger størrelsen på et hvidt ornament, i dette tilfælde Hvidhalset Fluesnappers pandeplet. Den ”omvendte Tippexmetode” indebar at man med sort tusch eller hårfarvevæske mindsker overfladen på et hvidt ornament, men den metode behøvede ikke at blive taget i anvendelse i dette eksperiment. Overraskelsen var stor da det viste sig at hannernes alder og dermed deres naturlige pandepletstørrelse havde en reel indflydelse på hvilke konsekvenser der kom ud af den eksperimentelle pletforstørrelse. Toårige og ældre hanner, som naturligt havde større pandeplet end etårige, fik efter påmaling FORBEDRET konkurrenceevne. Yngre hanner som fik forstørret pandeplet fik derimod FORRINGET evne, hvilket konkret betød at det relativt ofte mislykkedes dem at erobre et revir med kasse. Ikke nok med det: disse yngre hanner som pludselig viste sig med en alt for høj gradsbetegnelse, blev nødt til at kæmpe så hårdt for at hævde sig at deres kræfter, når det senere gjaldt om at hjælpe til med forsørgelsen af ungerne, mærkbart var mindsket. Dette tvang deres hunner til intensiveret fodring, noget som de faktisk klarede så udmærket at ungerne i reden ikke led nogen påviselig skade af at deres udslidte far ikke rigtigt havde kræfter til dem. Men eftersom intet i denne jammerdal er gratis, kan man gå ud fra at de stakkels hunner måtte betale en høj pris for deres heroiske indsats, muligvis i form af nedsat kondition, tidlig alderdom eller kortere livslængde. Vi fornemmer en vigtig del af svaret på spørgsmålet om hvorfor SAMTLIGE hanner ikke anskaffer sig superflotte statustegn eller gradsbetegnelser, som ville gøre dem uimodståelige i både krig og kærlighed. Årsagen er social kontrol. De forskellige nabohanner tester uafbrudt hinandens kapacitet. En han hvis adfærd ikke matcher hans gradsbetegnelse får aldrig en rolig stund, men jages frem og tilbage og får nemt en hård medfart. Måske lykkes dens bluffnummer kortvarigt, men bedst som det er dukker der et erfarent og målbevidst individ op som virkelig tester dens kampdygtighed… Fra: Staffan Ulfstrand: Flugsnapparnas vita fläckar. (Forskningsnytt från djurens liv i svensk natur.) Atlantis, Sverige 2000, 380 sider. (Staffan Ulfstrand, født 1933, professor i zoo-økologi ved Uppsala Universitet i 1977. Efter at være gået på pension i 1999 har han hovedsagelig beskæftiget sig med populærvidenskabelig information med stof fra sine specialområder evolutionsbiologi, adfærdsøkologi og økologisk naturpleje.) vh/Peter (Egen oversættelse fra bogens s. 73-75.) |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.