Artsleksikon

Vælg en familie og klik dig frem til den art du leder efter, eller find arten via søgefeltet i menuen øverst på siden.
Sortering:   

 Beskrivelse af ordenen

Sommerfuglene er en stor insektorden med ca. 160.000 beskrevne arter i verden. I Danmark er der fundet ca. 2.500 arter.

Sommerfuglene kendes på, at de 2 par hindeagtige vinger og kroppen er dækket af skæl. Ordenen er uden tvivl en naturlig gruppe (monofyletisk), idet der kendes i alt 23 specialiseringer som karakteriserer ordenen. Det er også ret sikkert, at deres nærmeste slægtninge er vårfluerne (Trichoptera), som de har yderligere ca. 20 specialiseringer fælles med.

De mest primitive sommerfugle (i DK repræsenteret ved urmøllene, familien Micropterigidae) har bidende munddele, som de æder pollen med. Alle andre sommerfugle har en sugesnabel, som bruges til at indtage flydende føde med. Hos nogle grupper er den dog sekundært reduceret, og her tager de voksne sommerfugle ikke føde til sig.

Et andet træk som kendetegner primitive grupper af sommerfugle er, at for- og bagvinger har samme facon og ribbenet, og at vingerne under flugten er koblet sammen med en hæftelap (jugum).

Hos de mere udviklede grupper er ribbenettet og vingefaconen på for- og bagvinger forskellige, og vingekoblingen sker vha. en hæftebørste (frenulum) eller blot ved et stort vingeoverlap.

Hos gruppen Ditrysia, som omfatter 99% af alle arter, har hunnerne 2 kønsåbninger: Én til parringen og én til æglægningen.

Hvor slægtskabsforholdene mellem de tidlige udviklingslinjer af sommerfuglene er godt belyst, er det samme ikke tilfældet inden for Ditrysia, idet denne gruppe strukturelt set er meget ensartet.

Klassifikationen af sommerfuglene baserer sig på karakterer, som er vanskelige at iagttage pga. kroppens og vingernes skælklædning.

Ordenen indeholder både meget små arter, f.eks. er dværgmøllene (familien Nepticulidae) ofte ikke mere end 5 mm i vingefang, og meget store arter: Dødningehovedet (Acherontia atropos) har et vingefang på 9-13 cm. De fleste arter er nataktive, men der er også dagflyvende grupper. En markant gruppe er dagsommerfuglene, som formentlig er den mest populære insektgruppe, og som er det, de fleste forstår ved begrebet "sommerfugl".

Sommerfuglene er insekter med fuldstændig forvandling: De gennemløber følgende livsstadier: Æg, flere larvestadier, puppe og imago (voksen sommerfugl). Larverne af de allerfleste arter lever på levende planter.

Beskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.



De senest indberettede arter i Naturbasen: