Observation af Stor Alantskjoldbille

Indberettet af: Magnus Lauritsen
54 visninger
9. maj 2020
NT

Stor Alantskjoldbille (Cassida murraea) 1 imago rast


Sjælland



Stor Alantskjoldbille (Cassida murraea)
Stor tak til Klaus Bek Nielsen, for at have fundet denne fantastiske bille i 2015, og igen sidste år på denne lokalitet. Lidt om turen på tre dage (07/05-10/05-2020) med Emil Blicher Bjerregaard: Jeg stod torsdag morgen (07/05-2020) i den helt anden ende af landet. (Tolne, Hjørring Kommune) Jeg havde i et døgn været i tvivl om hvorvidt jeg skulle tage slagnet med eller ej. Det endte med at jeg undlod, da det ville være for besværligt at have med rundt. Jeg skulle primært ned at finde rødlig perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne), sort ildfugl (Lycaena tityrus), Sortplettet bredpande (Carterocephalus silvicola) samt et lille håb om at finde grønbroget kålsommerfugl (Pontia edusa). Men både lille og stor alantskjoldbille henholdsvis (Pilemostoma fastuosum) og (Cassida murraea) havde jeg gået og tænkt på i 1-2 år. Jeg ankom til Lolland med en død telefon, og var helt blank på hvor jeg skulle hen. (Så er Lolland altså stor.) Jeg spurgte ved cykelhandleren efter om jeg kunne leje en cykel, og om de kendte den adresse jeg gav dem. Det gjorde de heldigvis, og de var så flinke at tegne et kort, der dog ikke var til megen hjælp. Det endte med at jeg cyklede lige forbi det gamle pumpehus, der lå helt op ad vejen, og fortsatte i fire kilometer, men min næse sagde heldigvis på et tidspunkt at dette måtte være den forkerte vej, og jeg vendte derfor om, trods skepsis om at skulle cykle den samme vej tilbage. Jeg fandt heldigvis Emil ved det hus der passede bedst til beskrivelsen og som der så mest ubeboet ud. Vi fik lavet mad og gik derefter i seng. Næste morgen (09/05-2020) fandt vi ret hurtigt rødlig perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne). Efter vi havde fundet rødlig perlemorsommerfugl (3 stk. i Favrsted Skov og 10 stk. i Søholt Storskov.) (Alle umiddelbart hanner)), cyklede vi i stiv modvind til den sydlige del af øen, for at kigge efter grønbroget kålsommerfugl på Brunddragene. Jeg fik øje på en hvidvinge/kålsommerfugl der flaksede rundt ude på diget. Jeg meldte den til Emil, hvorefter jeg helt panisk bare begyndte at løbe i retning af den, mens jeg håbede på at Emil havde fået øje på den i sin kikkert, så han kunne holde øje med den eller evt. bestemme den. Han så den desværre ikke, så denne tur skulle vise sig kun at blive for motionens skyld, da det bedste vi så var en skeand, han. Vi cyklede derefter hjem, men den medvind vi havde regnet med havde lagt sig, så der nu var helt vindstille. Vi nåede lige hjem til mørkets frembrud, og hoppede på hovedet i seng. Vi havde ondt i ben fødder, og jeg i rumpen, da cykeludlejningen kun havde damesadler tilbage. Vi stod op næste morgen (09/05-2020) kl. 07.00 med ny energi, og håbet om at finde sort ildfugl (Lycaena tityrus). Lysten til at cykle var minimal. Så vi tog toget fra Maribo til Nykøbing Falster Station, hvorfra vi tog en bus til Marielyst. Her ventede os over ti kilometer til fods, men til gengæld også ca. 18 stk. af sort ildfugl (Lycaena tityrus). Aldrig før havde vores fødder været så ømme, og vores knæ vendt så forkert.:-) Vi belønnede det med en is i Marielyst. Derefter gik bussen tilbage til Nykøbing Falster og derfra med toget til Maribo. På turen siger jeg til Emil: "Jeg tror, jeg cykler ned efter Stor alantskjoldbille (Cassida murraea)!", hvorpå Emil siger noget i retning af: "Respekt, hvis du gør det. Jeg skal bare direkte hjem og slappe af nu!" Og selvfølgelig var fristelsen for stor til at jeg kunne undvære denne flotte bille. Jeg cyklede derfor ned til stedet hvor Klaus havde fundet den. Da jeg ankom kunne jeg konstatere at min mobil var død, og at jeg havde glemt at låne Emils fangstnet. Øv. Det skulle dog ikke afholde mig fra at luske. Mens jeg tøffede rundt og fandt maj-gøgeurt og ægbladet fliglæbe samt et par biller, begyndte en række spørgsmål at melde sig. "Hvordan ser pile-alant mon ud?", "Hvor stor mon billen er?" og "Sidder den højt i vegetationen, eller nede ved jorden?" "Har jeg overhovedet en chance for at finde den uden slagnet?" Efter at have gået rundt i halvanden time og så småt være godt træt af det hele, og efterhånden skulle besøge "porcelænstronen", besluttede jeg mig for at gå igennem det tætteste krat jeg kunne finde. Der var ingenting at se, og min optimisme lige så langt ude af syne som billen. Da jeg var på vej ud af krattet, og fuldstændigt opgivet håbet ser jeg en rød juvel sidde på et blad og skinne som solen på en forårsmorgen. Bingo! Tiden var knap, hvis man skulle have gode billeder af dyret inden solnedgang. Solen var allerede på vej ned bag nogle træer. Men det lykkedes sådan nogenlunde. Da jeg vendte tilbage til Emil, ville jeg tage fusen på ham. "Man skal aldrig tage afsted uden slagnet. Man finder aldrig det man søger!", sagde jeg. Emil hoppede heldigvis i med begge ben, indtil jeg begyndte at vise nogle af mine billeder fra dagen, hvor denne bille var på de sidste billeder. Næste og sidste dag (10/05-2020) stod den på sortplettet bredpande (Carterocephalus silvicola). Vi cyklede hjemmefra kl. 09.30, og mit tog gik fra Maribo kl. 14.06. Med tidspres og en skov umiddelbart uden sortplettet bredpande (Carterocephalus silvicola) var optimismen ikke just noget at prale af. Da vi havde 45 minutter igen inden vi skulle tilbage råbte Emil pludselig: "Den er her, Magnus!" Jeg smed alt og styrtede med benene på nakken de 50 meter hen mod Emil. Da jeg når ham viser det sig at den er forsvundet som en nål i en høstak. Nu vidste vi at den var her, men jeg havde endnu ikke set den. Vi gik og stirrede på krattet uden at blinke med et øje. Pludselig ser jeg en gul skikkelse der fløj i cirkler lavt over vegetationen. Det var en han af sortplettet bredpande (Carterocephalus silvicola)! Vi fik billeder af en flot og frisk han, hvorpå vi kunne drage hjem med stolthed. Emil havde fået ny fænologi-rekord, og jeg ny art. Jeg pakkede hurtigt mine ting, sagde farvel til Emil og cyklede mod Maribo, hvor jeg skulle nå mit tog. På vejen fik jeg en idé. Skulle man lige cykle en omvej og se om stor alantskjoldbille (Cassida murraea) var der igen i dag? Og kunne jeg så nå mit tog? Jeg tøvede lidt, men tog så omvejen. Og minsandten om ikke der var et eksemplar. Nu skulle det gå stærkt. Rigtigt stærkt. Jeg drønede mod Maribo, og fik i farten afleveret cyklen hos cykelforhandleren. Jeg nåede mit tog og var nu på vej hjem med en masse nye arter og en oplevelse for livet. Men turen hjem var ikke just jævn og jeg måtte vente på flere stationer grundet forsinkelser, togbusser mm.. Jeg var hjemme lidt over midnat og skulle op i skole igen næste morgen. Men smilet var stort og humøret højt! Lidt om begge arter i en tråd her: www.fugleognatur.dk...show_message Foto: Magnus Lauritsen

 Log ind

Log ind for yderligere informationer om dette fund

Log ind

De senest indberettede arter i Naturbasen: