:50-130 cm høj. Stænglen er glat og hul. Planten har en karakteristisk kort, kamret jordstængel.
Bladene er 2-3 gange fjersnitdelte med hule stilke, græsgrønne til mørkegrønne. Bladafsnittene er smalt lancetformede og skarpt savtakkede.
Blomsterstanden er en dobbeltskærm med tætblomstrede, hvælvede småskærme. Storsvøb mangler - eller består sjældnere af 1-2 linjeformede blade. Småsvøbet har 6-10 linjeformede blade. Blomsterne er hvide og radiærsymmetriske. Kronbladene er ca. 1 mm lange og kløvede med ombøjet spids.
Frugten er ca. 2 mm og næsten kugleformet med brede ribber, mørkebrun.
Jordstænglen er ildelugtende med en ubehagelig, kvalmende parfumeret lugt.
Planten er vores giftigste blomsterplante og skal håndteres med forsigtighed. Knive o.l., man har brugt til at skære i planten, bør vaskes, og man bør vaske sig, hvor man har fået dens saft på sig.
Giften er et harpiksagtigt bitterstof: cicutoxin, og planten bevarer sin giftighed efter tørring.
:Planten er egentlig ret karakteristisk, men der er en række overfladiske forvekslingsmuligheder på våde lokaliteter:
Billebo-Klaseskærm har opsvulmet stængel og bladfæster, bladafsnit meget mindre og finere. Løvet som helhed er meget finere en Giftydens grove løv.
Bredbladet Mærke har meget bredere bladafsnit, som er fintakkede, samt mangebladet storsvøb. Luft- og vandblade (med overgangsformer) er forskellige, hvor luftbladene er enkelt fjersnitdelte og med brede afnsit, og vandbladene har næsten trådformede afsnit.
Sideskærm (Smalbladet Mærke) har regelmæssigt, uligefinnede blade med bredere, ret grovtakkede afsnit og storsvøb af fligede blade, hvor luftbladene er enkelt fjersnitdelte.
Kær-Svovlrod har meget finere løv og mindre bladafsnit samt tydeligt storsvøb.
Udbredelse
:Den forekommer hist og her til temmeligt almindeligt i det meste af landet, men er ujævnt udbredt. Den kan helt eller næsten mangle i nogle områder med oplagte lokaliteter og være til stede i stort tal i andre områder.
Hvornår ses den?
:Den blomstrer juli-august og kan erkendes langt hen på vækstsæsonen på de ganske karakteristiske blade.
Den er vores giftigste danske blomsterplante, og forgiftningsrisiko er der især når græssende dyr spiser den; den gror dog ofte så vådt, at det er mindre aktuelt, men den kan evt. indhøstes med enghø. Der er også en risiko, når børn og barlige sjæle får fat i planten, specielt dens jordstængel.
Forgiftningssymptomerne angives at være savlen, kolik (stærke mavesmerter), krampe, forstyrrelse af balancesansen bevistløshed, åndedrædtsbesvær, og akut død.
Etymologi:
Det videnskabelige slægtsnavn Cicuta er det gamle latinske navn for Skarntyde, og altså på et tidspunkt overført til Gifttyde. Artsnavnet virosa er latin for "giftig", "stinkende" - jfr. virus.
Det danske navn Gifttyde er dannet analogt med Skarntyde. Skarntyde menes at være dannet ved, at man har tænkt på de fløjter børn og barnlige sjæle har lavet af Vild Kørvels stængler; "tyde" er afledt af at tude i betydningen tude i et eller andet, f.eks. en trompet eller en fløjte. Før i tiden brugtes Skarntyde som en fællesbetegnelse for flere skærmplanter, også Vild Kørvel. "Skarn" : skidt, møg, afføring hentyder til, at planterne ofte voksede på møddinger og affaldsdynger.
Levested
:Bredden af vandløb og søer, grøfter, moser og tørvegrave. Står ofte i limnisk rørsump og evt. i hængesæk.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
