:Hvidklire har en længde på 30-34 cm, heraf er næbbet 5 cm. Vingefanget er på 55-62 cm. Arten er den største og lyseste hjemlige klire næsten lige så stor som Vibe - med lange, grønlige ben og langt, let opadbuet næb med blålige sider og mørk spids. Den er generelt meget lysere end Rødben, og i flugt viser den ensfarvede, forholdsvis smalle, mørkegrå vinger, og hvid overgump som strækker sig i en lang spids op på ryggen (til forskel fra Tinksmed) og har lysere hale end Sortklire.
I sommerdragt har den spredte sortspraglede fjer på ellers askegrå ryg, fine sorte pletter på hvidt bryst, grålig hals og hoved. Hvid bug.
I vinterdragt er den lysegrå med ubetydelige mørke streger på rygfjer.
Ungfugle ligner fugle i sommerdragt, men har gulbrune fjerkanter på ryggen og blegere, uplettet ansigt og hals. Stående er den længere og kraftigere end Rødben.
Flugtkaldet er et karakteristisk tju-tju-tju.
Jager gerne småfisk på lavt vand i hurtigt, rykvist løb. Fouragerer ofte let synligt på de åbne flader, men kan også gå inde i mere tæt vegetation nær bredden. Som de andre klirer er den temmelig sky.
:Yngleområdet ligger nord for Danmark; fuglen yngler desuden i Skotland (1100-1600 par), som udgør grænsen for artens udbredelse mod vest, samt fra Østeuropa i et bredt bælte gennem Rusland til Stillehavet.
Den er nøje knyttet til Nordeuropas og Sibiriens vidtstrakte nåleskove, tajgaen, og i nogen grad til birkezonen, hvor den foretrækker mose- og hedeagtige lysninger, helst med sumpede områder. Hertil føres ungerne efter klækningen.
Hvornår ses den?
:De skandinaviske ynglefugle tæller i Sverige 20.000 par, i Norge 15-30.000 par og i Finland 25-40.000 par.
På forårstræk ses den her i landet fra sidst i april til midt i maj. Efterårstrækket indledes af de gamle hunner, som kan ses i DK fra sidst i juni. Generelt set kulminerer trækket af gamle fugle i juli, mens ungfuglene hovedsagelig passerer i august. Enkelte ses frem til midt i november.
Overvintrer i det sydlige Europa og i Afrika.
Tidsmæssig fordeling
af Hvidklire baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Hvidklire lever fortrinsvis af ringorme, små krebsdyr og insekter.
Arten danner ofte territorium som 1-årig, men yngler tilsyneladende først 2 år gammel. Magerne mødes tit på ynglepladser flere år i træk.
De 4 æg lægges sidst i maj/først i juni og udruges både af han og hun på 24 dage. Ungerne er flyvefærdige 24-31 dage gamle. Modsat Sortklire bliver begge de voksne Hvidklirer på ynglestedet, i det mindste til efter at ungerne er klækket.
Levested
:Hvidklire optræder almindeligt på træk forår og efterår, tit i småflokke, ret jævnt fordelt over hele landet langs kyster og i vådområder og vandhuller i indlandet. Holder oftest til på lavvandede steder med mudderblandet sandbund. Den yngler ikke i Danmark.
Trusler
:Tilføj tekst her...
Bevaringstiltag
:Man han hjælpe hvidkliren ved at undgå menneskelige forstyrrelser på de gode fourageringspladser.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.