:Almindelig Vibefedt har et roset af ovale 3-8 cm. lange blade, som er lysegrønne og med fedtglinsende overflade, der har en stor tæthed af slim- hhv. enzymudskillende stilkede kirtler eller kirtelhår. Bladene er med mere eller mindre indrullet rand.
Fra bladrosetten udgår 1 eller flere indtil 20 cm. høje blomsterskafter med en enkelt nikkende violetblå blomst. Blomsten har 2-læbet, uregelmæssig krone, nærmest af læbeblomsttypen, med spids bagudrettet spore og hvide hår i svælget.
:Når planten står dårligt, kan den udelade blomstring, men er stadig let at kende på bladene.
Forveksling
:Almindelig Vibefedt ligner ikke andre planter i den danske flora. I det øvrige Skandinavien har de et par andre arter: Fjeld-Vibefedt - som findes i fjeldegne og også på Gotland - og Dværg-Vibefedt, som findes i fjeldegne. Ingen af dem ligner Almindelig Vibefedt, når de er i blomst.
Udbredelse
:Den er efterhånden sjælden i Danmark, vel hyppigst i det nordlige Østjylland og i Vestjylland.
Hvornår ses den?
:Den blomstrer ultimo maj-medio august, hvor de blå blomster springer i øjnene. Det volder ingen vanskeligheder at genkende plantens blade uden for vækstsæsonen.
Tidsmæssig fordeling
af Vibefedt baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Vibefedt bestøves af insekter, men disse tilbydes ikke honning, men en sukkerfri slim i sporen, som også smager insekterne. Der findes ikke honning i blomsterne. Frugten er en kapsel, der indeholder mange bittesmå frø, som spredes med vinden.
Om efteråret dannes der i bladrosettens midte en vinterknop med små og tykke, skælformede blade. Denne vinterknop fortsætter plantens vækst næste forår, hvor der dannes en forårsroset, hvis vækst afsluttes med blomstring. Under og efter blomstringen udvikler der sig en ny bladroset i hjørnet af forårsrosettens øverste blad, og denne høstroset fortsætter plantens vækst til ud på efteråret, høstrosetten danner til sidst vinterknop.
Vibefedt hører til den ret lille gruppe planter i den danske flora, som supplerer den sædvanlige ernæring med animalsk ernæring, som fortrinsvis er insekter, der fanges på de bladene, hvis overflade er stærkt klæbrig af sekreter, der udskilles af talrige stilkede slimkirtler på bladene. Insekter der fanges i slimen på bladene, indhylles efterhånden helt i slim, hvorved deres trakeer (åndingskanaler) tilstoppes og de kvæles. Når dyrene er døde, opløses de af fordøjelsesenzymer udskilt af andre, ustilkede, kirtler på bladene, hvorefter planten kan optage indholdsstofferne. (Hos Soldug, der har ret lignende levevis, findes der kun en type kirtler, der både udskiller slim og fordøjelsesenzymer).
Antallet af kirtler/kirtelhår skal være meget stort. Ifølge omtalen af arten på Den Virtuella Flora skal der være helt op til 25.000 kirtelhår pr. cm2. linnaeus.nrm.se...pingvul
Den animalske ernæring spiller en forholdsvis stor rolle hos Almindelig Vibefedt, der kun har et relativt svagt udviklet rodsystem.
Fordøjelsesenzymerne fra bladene kan også få mælk til at løbe sammen, og har i områder i Norge, hvor planten er almindelig, været brugt til fremstilling af surmælk.
Etymologi:
Slægtsnavnet Pinguicula er latinsk diminutiv af pinguis, der betyder "fed", "fedtglinsende" (altså: "den lille fede", "den lille fedtglinsende") og hentyder til bladenes fedtede slimlag. Det danske "Vibefedt" kan forklares ved, at arten vokser på enge, hvor Viben ruger, og måske også til, at den begynder at udfolde sine bladrosetter tidligt om foråret, når Viben kommer. "vulgaris" er "almindelig", hvad arten slet ikke mere er i Danmark. Det giver vel mest mening, hvis der er andre, sjældnere arter sat smmenligne med; men her er Gotland det nærmeste sted.
Levested
:I Danmark findes Almindelig Vibefedt mest på kalkholdige enge med lav vegetation. Den kan undertiden også findes i toppen af mere eller mindre formuldede startuer, blot voksestedet er soleksponeret. - Planten kan dog også godt vokse på lokaliter med lav pH, som f.eks. i hedemoser o.l. og undertiden på lidt fugtige skråninger også i hedeegne.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
