:Almindelig hedelibel har en kropslængde på ca. 35-40 mm. Den udfarvede han har en rød bagkrop og er gulbrun til rødbrun på siden af forkroppen. Hunner og unge hanner er gule til gulbrune. Helt gamle individer kan være meget mørke. Almindelig hedelibel har sorte ben med gule striber.
:Almindelig hedelibel kan meget let forveksles med stor hedelibel. Et kendetegn til at skelne de to arter er, at almindelig hedelibel har en bred sort streg, der løber fra panden og ned langs kanten af øjet til midt på ansigtet. Denne streg mangler hos stor hedelibel. Stor hedelibel kan nogen gange have en mørk plet på nogenlunde samme sted, der derfor kan snyde lidt.
Hannen af almindelig hedelibels bagkrop, set fra oven, forekommer ofte mere kølleformet end stor hedelibels.
Et skarpt foto af bagkropspidsen fra siden, kan bruges til at skelne hunnerne på kønsorganerne. Skedeklappen på almindelig hedelibel står vinkelret ned, hvor skedeklappen på stor hedelibel står skævt ned.
Det er altså to arter, der kan volde lidt besvær, og man skal sammenholde flere af karaktererne fra samme individ, da de kan variere meget.
Der er lille risiko for forveksling med de andre hedelibeller, mest unge hanner og hunner. Foruden Almindelig og Stor hedelibel er der to andre med sorte og gule ben; Gulvinget hedelibel og rødåret hedelibel. Gulvinget hedelibel har store gule pletter på bagvingeroden, hvilke mangler hos stor hedelibel. Rødåret hedelibel har tydeligt røde vingeårer, og lyse vingefelter.
Til bestemmelse i forum kan det anbefales at vedhæfte følgende billeder:
1) ansigtet skråt forfra med fokus på forkanten af øjet
2) bagkroppen lige ovenfra for hanner
3) bagkroppen lige på siden for hunner.
Udbredelse
:Almindelig hedelibel er almindelig forekommende i hele landet.
Hvornår ses den?
:Almindelig hedelibel er på vingerne fra starten af juli og til udgangen af oktober. I mildre vintre kan den findes ind i november.
Tidsmæssig fordeling
af Almindelig Hedelibel baseret på Naturbasens observationer:
i dag
Biologi
:Larvens udvikling er et-årig.
Levested
:Almindelig hedelibel træffes i de fleste vandmiljøer og er en udpræget generalist-art.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.