Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Jackie Uffe Dalgas Sørensen
    Foto: Jackie Uffe Dalgas Sørensen
  • Fotograf: Jackie Uffe Dalgas Sørensen
    Foto: Jackie Uffe Dalgas Sørensen
  • Fotograf: Linda Kjær-Thomsen
    Foto: Linda Kjær-Thomsen

Kendetegn

: Frugtlegemerne er flot orangerøde i frisk tilstand, mere rødbrune i indtørret tilstand, konsolformede, hattene er 1-3 cm tykke ved basis. Oversiden er svagt zoneret, fint og tæt håret, ved basis ofte børstehåret. Kødet er i frisk tilstand blødt, i indtørret tilstand læderagtigt hårdt. Det farves rød med KOH. Porelaget bliver med alderen pigagtigt opslidset som hos så mange andre henfaldende poresvampe. Frugtlegemerne løsnes kun vanskeligt fra substratet.
Flammeporesvamp
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Jackie Uffe Dalgas Sørensen

Variation

: Som andre poresvampe af den konsolformede type varierer den meget med hensyn til frugtlegemernes størrelse og placering i forhold til hinanden. Som oftest er den konsolformet med 5-8 cm brede hatte, der kan være enkeltstillede, 5-8 cm lange, eller sammenføjede i op til 30 cm lange rækker, mindre hyppigt ses flere hatte over hinanden, undertiden har den en større eller mindre tiltrykt del af frugtlegemerne under hattene, sjælden er den helt tiltrykt substratet (resupinat).

Forveksling

: Denne store og flotte orangerøde poresvamp kan kun forveksles med Cinnoberporesvamp (Pycnoporus cinnabarinus), der er mere postkasserød, fladere konsolformet og mere glat på oversiden af hatten, og vokser på bøg, birk og andre løvtræer. Flammeporesvamp er monomitisk, mens Cinnoberporesvamp er trimitisk, hvilket betyder, at den har tre forskellige hyfetyper, der tilsammen gør frugtlegemerne meget seje. Der findes i Europa en kun én anden, meget sjælden, lyst orange, helt resupinat art i slægten Pycnoporellus, som ikke er fundet i Danmark. Dette er baggrunden for, at det første forslag til dansk navn for arten var Flamme-Pigporesvamp (Strandberg & Strandberg 1991), som senere blev erstattet af Flammeporesvamp.

Udbredelse

: Meget sjælden i Danmark, sjælden i Nordøstsjælland, ikke fundet andre steder i landet. Det første danske fund blev gjort i Tisvilde Hegn i 1990 (Strandberg & Strandberg 1991). Siden er den blevet fundet i Rågårds Mose (2003 og fremefter, årligt i store mængder), i Børstingerød Mose (2008) i Gribskov (2009), i Stenholts Indelukke (2011), i Jægerspris Nordskov (2011) og i Teglstrup Hegn (2012). Da arten er iøjnefaldende og umiskendelig, må man antage, at den er nyinvandret til Danmark.

I Europa er arten udbredt, men overalt sjælden. Den er fundet i Sverige, Finland, Estland Letland, Polen, Tjekkoslovakiet, Schweitz, Frankrig, Østrig (Jülich 1984); den har altså en østlig, kontinental udbredelse i Europa.

Flammeporesvamp - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Flammeporesvamp har etårige frugtlegemer, der kommer frem tidligt på sæsonen, allerede i sommermånederne. Frugtlegemerne forfalder hurtigt, og allerede i oktober-november har de fået mug på porelaget, eller er blevet mere eller mindre opløste. De kan dog findes helt frem til i hvert fald januar og er selv i en fremskreden tilfald af forfald let genkendelige på ikke mindst den smukke farve.

Tidsmæssig fordeling

af Flammeporesvamp baseret på Naturbasens observationer:
Flammeporesvamp - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Flammeporesvamp - månedlig fordeling

Biologi

: Arten vokser på døde stammer, almindeligvis af Rød-Gran. Den findes kun, hvor veddet er angrebet af Randbæltet Hovporesvamp (Fomitopsis pinicola) (Strandberg & Strandberg 1991, Nitare 2000, Læssøe & Nielsen 2007).

Det latinske slægtsnavn Pycnoporellus hentyder til ligheden med Cinnoberporesvamp (Pycnoporus), dannet som en diminutivsform. Det er sammensat af de græske ord pyknos, der betyder sammentrængt, tætstillet, tætbygget, kraftig, stor, stærk, og poros, der her betyder poresvamp. Det latinske artsnavn betyder strålende, en hentydning til frugtlegemernes flotte farve.

Levested

: I Danmark er den overvejende fundet på døde stammer af Rød-Gran (Picea abies), desuden på Birk, Bøg og Grå-el (www.fugleognatur.dk...show_message Fra udlandet angives også Ædelgran (Abies), Fyr (Pinus) og Poppel/Bævreasp (Populus) som værtstræer (Jülich 1984). I Tisvilde Hegn blev den fundet på en stub af formodentlig Rød-Gran (Strandberg & Strandberg 1991), mens den i Rågårds Mose vokser på meget store, såvel stående som liggende døde stammer af Rød-Gran (Læssøe & Nielsen 2007). Fundet i Gribskov var i en rydning af en plantning af Rød-Gran fra 1955 på tør bund.

Arten regnes for at være en karakterart for oprindelig, uforstyrret nåleskov (Strandberg & Strandberg 1991). Ryvarden (1978) formoder, at den enten er stærkt påvirket af nutidig skovdrift, eller at den har meget specielle krav til klimaet. Nitare (2000) mener, at arten i Sverige altid signalerer skovområder med høj naturværdi, forekommende næsten udelukkende i gamle, urørte eller svagt forstligt påvirkede granskove med store liggende stammer i sene nedbrydningsstadier, krævende biotoper med konstant høj og jævn luftfugtighed. Hvilket altså kun delvis stemmer med de danske fund.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Jülich 1984: Die Nichtblätterpilze, Gallertpilze und Bauchpilze. Aphyllophorales, Heterobasidiomycetes, Gastromycetes. Kleine Kryptogamenflora IIb/1. 626 s. Gustav Fischer Verlag, Stuttgart.

Læssøe, T. & J.G.B. Nielsen 2007: Det lille Sverige. Svampe 55: 11-23.

Nitare, J. 2000. Signalarter. Indikatorer på skyddsvärd skog. Flora over kryptogamer. Skogstyrelsens Förlag, 384 s.

Ryvarden, L. 1978: The Polyporaceae of North Europe. Vol. 2, s. 219-507. Inonotus-Tyromyces. Fungiflora, Oslo.

Strandberg, M. & B. Strandberg 1991: Pycnoporellus fulgens, en ny dansk poresvamp. Svampe 24: 15-17.

De senest indberettede arter i Naturbasen: