:Stråene bliver indtil 1,2 meter høje og er opsvulmede ved basis. De er stift oprette og har 1-2 knæ nær basis. Det meste af strået er således uden knæ.
Bladene er blågrønne, 3-6 mm, har tydelig lys midtribbe og ru rand; de er spredt hårede på oversiden, glatte på undersiden.
Toppen er 4-20 cm lang, mørkviolet og ret sammenkneben.
Småaksene er 3-6 mm og brunviolette med 1-4 blomster. Dækbladet er 3-4 mm og med 3-5 strenge. Støvfangene og de ca. 2 mm lange støvknapper er mørkviolette.
Der hvor skedehinden sidder hos de fleste andre græsser, d.v.s. hvor bladet når ind til stænglen og bladskeden, er der hos Blåtop i stedet en krans af hår.
Blåtop står i tætte tuer og er ofte bestanddannende.
:Blåtop bliver højest, hvor den gror lysåbent. Under mere skyggede forhold er den væsentlig lavere.
Forveksling
:Blåtop er en karakteristisk græs, som ikke ligner andre græsser særligt meget. Den tuede vækst i forbindelse med den lilla top og blågrønne bladfarve gør arten let at kende; det er også ret karakteristisk, at strået er uden knæ, bortset fra de 1-2 knæ tæt ved basis.
Den er let at kende vegetativt: af vildtvoksende danske landgræsser har kun Tagrør, Tandbælg og Blåtop hårkrans i stedet for skedehinde, men ingen af dem ligner Blåtop. (Arter af Spartina, Vadegræs, har også hårkrans, men gror kun på saltpåvirkede lokaliteter ved kysten og i marsken).
Tagrør har krybende jordstængel, og Tandbælgs tuer er meget mindre og har en gennemgående grågrøn grundfarve, hvor Blåtop er blågrøn. Tandbælg har heller ikke den lyse midtribbe på bladet, som Blåtop har.
Udbredelse
:Meget almindelig i Vest- og Nordjylland, i resten af Danmark almindelig, dog mindre almindelig mod syd på Øerne.
Hvornår ses den?
:Blåtop blomstrer juli-august. Tuerne bliver først grønne igen hen mod ultimo maj.
:Blåtop er en flerårig græs, hvis blomster bestøves ved hjælp af vinden. Frøene spredes med vinden og måske også med dyr.
Strå og blade visner væk om vinteren, og kun den nederste grønne, opsvulmede del af strået bliver tilbage; det indeholder oplagsnæring til det nye skud, der skyder frem næste forår. Disse nedre dele af strået er ret bestandige, og bliver tilbage som stive, spidse tappe, der gør tuen fast og stikkende, når man træder i den.
Blåtop er en økologisk meget vigtig art i især næringsfattige kær og på lidt fugtige heder.
Kun de spæde og friske blade ædes af kreaturerne, og det kan være et problem at få græsset Blåtop effektivt ned i forbindelse med naturpleje.
Det latinske slægtsnavn Molinia er efter den spanske missionær og naturforsker J. I. Molina (1740-1829). Slægtsnavnet "caerúlea" betyder mørkeblå og sigter til toppens farve, ligesom det danske navn gør.
Levested
:Fugtig, ofte næringsfattig, tørve- og sandbund. I egne, hvor Porse er almindelig, findes den ofte sammen med denne. Blåtop har imidlertid i nogen grad U-formet fordeling på jordbundsklasserne og findes både på sur, næringsfattig bund og på basisk, næringsfattig, kalkholdig bund i rigkær.
I såkaldt blåtopkær kan den være næsten enerådende. Sådanne blåtopkær er meget vanskelige at færdes i p.g.a. deres mange tuer og knolde, som står tæt og er svære at se tydeligt ovenfra, hvorfor man ustandseligt snubler, når man går igennem dem.
Definition: Arter, for hvilke Danmark på et eller andet tidspunkt i artens livscyklus rummer en så stor del af Jordens totale bestand, at vi har et særligt nationalt ansvar for artens beskyttelse. Kategorien kan deles i to underkategorier: ynglende arter (AY) og trækkende arter (AT). Denne inddeling er begrundet i, at Danmark har et stort antal vigtige rasteområder for adskillige trækkende fuglearter, og at Danmark derfor har et særligt ansvar for disse fuglearter i træktiden.
Kriterier: I Danmark regnes en art som national ansvarsart (A, AY eller AT) når det vurderes, at mindst 20 % af Jordens samlede bestand på et eller andet tidspunkt opholder sig i landet, eller hvis arten globalt betragtes som sjælden.
Den danske flora rummer en lang række arter knyttet til lysåbne, næringsfattige naturarealer, der er følsomme overfor negative ændringer af deres levesteder. Artsscoren er et mål for denne følsomhed
Følsomme arter kaldes stjernearter. De omfatter arter med en artsscore på 4, der er lidt følsomme, og arter med artsscore 5, der er følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Meget følsomme arter kaldes tostjernearter. Det er arter med en artscore på 6, der er meget følsomme, og arter med artsscore 7, der er ekstremt følsomme over for kulturpåvirkning i form af næringspåvirkning, afvanding, omlægning eller tilgroning.
Tostjernearterne findes fortrinsvis på uforstyrrede naturarealer og kan ses som en slags indikatorarter for truet natur. Arealer med mange meget følsomme plantearter vil typisk også kunne indeholde truede arter fra andre grupper af organismer.
